Ungdommens Røde Kors_Historie_Slogan

Ungdommen nu til dags -
siden 1923

Vores historie

Selvom vi hedder Ungdommens Røde Kors, har vi en lang historie bag os. Det hele startede tilbage i 1923, da Røde Kors-bevægelsen i kølvandet på første verdenskrig besluttede at inddrage de unge i bevægelsens arbejde. I første omgang var fokus opdragelse og oplæring af unge samaritter. Siden er Ungdommens Røde Kors vokset til at blive Danmarks største ungdomsbevægelse, som både nationalt og internationalt er anerkendt for sin ung-til-ung-tilgang.

1923

Ungdommens Røde Kors oprettes

1964

Første ferielejr afholdes i Danmark

1988

Ungdommens Røde Kors selvstændiggøres

Fra samaritter der opdrager - til unge der inddrager

1828: Røde Kors' grundlægger, schweiziske Henry Dunant, kommer til verden den 8. maj 

1859: Slaget ved Solferino. Den blodige kamp i Norditalien fik forretningsmanden Henry Dunant til at etablere en upartisk og neutral hjælpetjeneste

1863: Røde Kors oprettes af den 35-årige Dunant. Der nedsættes en international komité for hjælp til krigsofre. Det røde kors på hvid baggrund anerkendes som officielt beskyttelsesmærke

1876: Røde Kors oprettes i Danmark. De første år under navnet “Foreningen af syge og såredes pleje under krigsforhold”, herefter “Det Røde Kors” og fra 1921 “Dansk Røde Kors”. Formålet var at være hjælpeselskab for hæren og uddannelse af sygeplejersker til lazaretter

1923: Dansk Ungdoms Røde Kors oprettes. Første verdenskrig efterlod et brændende ønske i verdensbefolkningen: Aldrig mere skulle så hæslig en krig ramme vores planet. I Røde Kors tog man derfor initiativ til at danne Røde Kors Liga; en sammenslutning af de enkelte landes Røde Kors-selskaber, der havde til formål at samarbejde på tværs af landegrænser. Et af fokusområderne var at inddrage ungdommen under overskrifterne: Sundhed, hjælpsomhed og venskab mellem alle unge i verden

Vidste du...
Ungdommens Røde Kors_Sundhedsregler_Historie

at Ungdommens Røde Kors udgav et hæfte med ni sundhedsregler i 1930, som skulle lære børn gode manerer?

URKs løfte anno 1927: Vi vil gerne gennem Røde Kors sprede Venskab, Kærlighed og Fred mellem alle Folk og undertrykke Misundelse og dårlige Ønsker. Vi vil gerne stifte Bekendtskab med Ungdoms Røde Kors i andre Lande og hjælpe dem, hvis Ulykker skulde ramme dem

1964: Første ferielejr. Ungdommens Røde Kors' første aktivitet var en ferielejr for handicappede børn. I dag har Ungdommens Røde Kors over 300 aktiviteter på tværs af hele landet

1965: De syv principper vedtages. Principperne omhandler Medmenneskelighed, Upartiskhed, Neutralitet, Uafhængighed, Frivillighed, Enhed, Almengyldighed. Den dag i dag lever alle Røde Kors-selskaber - inklusive Ungdommens Røde Kors - efter de syv principper. Læs mere om principperne her.

1988: Ungdommens Røde Kors løsriver sig fra Dansk Røde Kors og bliver en selvstændig organisation. Danmark er det eneste land i verden med en selvstændig ungdomsorganisation, som er tilknyttet Røde Kors

1997: Ungdommens Røde Kors opretter Europas første chatrådgivning, Ung Online. Ung Online er sammen med Ung på Linje et samtaletilbud, der seks dage om ugen har åbent for børn og unge, der mangler en at tale med om alt mellem himmel og jord

2011: Ungdommens Røde Kors får vokseværk. Dette år mere end fordobles antallet af medlemmer, og generelt oplever Ungdommens Røde Kors stor vækst. 

2018:  Ungdommens Røde Kors fylder 30 år som selvstændig ungdomsorganisation

Vidste du...
Ungdommens Røde Kors_Historie_Henry Dunant

at Røde Kors blev grundlagt af den 35-årige schweiziske forretningsmand Henry Dunant, som modtog Nobels Fredspris i 1901?

Læs mere om Røde Kors og få deres fulde historie.