Ung På Linje og Ung Online

    Mangler du en anden ung at tale med, som er interesseret og vil lytte? Hos Ung På Linje og Ung Online sidder frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors klar til dig. Du er altid velkommen.

    Vil du være frivillig?

    Især som ung kan livet føles som en overvældende rutschebanetur, hvor man ikke altid har en anden ung at tale med om sine op- og nedture. Ung På Linje og Ung Online er Ungdommens Røde Kors' uforpligtende og anonyme ung-til-ung samtaletilbud, hvor frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors sidder bag telefonen hos Ung På Linje og på chatten hos Ung Online.

    Tilbuddet er til dig, som mangler en anden ung at tale med om livets problemer og oplevelser. Store som små. Vores frivillige unge sidder klar til at tale og chatte med dig. Når det går godt, og når det gør ondt indeni. Vi taler om lige præcis dét, du har lyst til. Alt kan deles.

    ÅBNINGSTIDER

    Telefon 70 12 10 00 er åben: Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 19-22.

    Chatten er åben: Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag kl. 19-22.

    Hvis du bliver smidt af telefonen efter et par bip, er linjen optaget. Du er meget velkommen til at prøve igen.

    Har du brug for en snak?
    Ungdommens Røde Kors_UPL_Vær med

    Ring på 70 12 10 00 eller chat med os

    Telefonen har tekniske vanskeligheder lige nu, der kan føre til at samtaler bliver afbrudt udenfor vores kontrol. Det beklager vi rigtig meget og forsøger ihærdigt at løse problemet.

    Telefonen er desværre lukket i aften (d. 24/11) grundet sygdom
    • Hvem kan kontakte Ung På Linje og Ung Online?

      Alle unge mellem 13 og 30 år kan ringe til Ung På Linje eller chatte med Ung Online. Både du og de frivillige er anonyme, da det er den bedste forudsætning for en åben og uforpligtende samtale.

       

      Du kan ringe til Ung På Linje på tlf. 70 12 10 00 og kontakte Ung Online på chatten her

    • Unge med kognitive funktionsnedsættelser

      Ung På Linje og Ung Online er også for dig, der eksemelvis er udviklingshæmmet, har ADHD eller autisme, og som eksempelvis kan have svært ved at begå dig online og afkode kommunikation på skrift og på sociale medier.

       

      Vores frivillige er uddannede i de udfordringer, unge med en kognitiv funktionsnedsættelse ofte møder, og vi har udviklet specielle features på vores chat, som gør det lettere at kommunikere med vores frivillige rådgivere. 

       

      Læs mere her

    • Hvem snakker jeg med?

      Vores unge frivillige sidder klar ved chatten og telefonen for at lytte og snakke om lige præcis det, du har brug for. Alle vores frivillige er omkring 20 og 30 år og har vidt forskellige baggrunde. De er ikke professionelt uddannede, men de er selv unge og kender til de problemer og følelser, man oplever som ung.

    • Hvad snakker man om?

      Ung På Linje og Ung Online er tilbud til dig, som er ung og mangler nogen at tale med. Det kan være om ensomhed, familien, uddannelse, mobning, spiseforstyrrelser, selvmordstanker, sex, kærlighed og jalousi. Samtalerne svinger meget i karakter, og de kan handle om gode oplevelser og følelser, men også de svære. 

    • Anonymitet og tavshedspligt

      Ung På Linje er et anonymt samtaletilbud, og alle vores frivillige har tavshedspligt. Det betyder, at samtalerne er et fortroligt rum, hvor du ikke skal være bekymret for, at det I taler om, bliver fortalt videre. For at værne om din anonymitet, er det vigtigt, at du ikke fortæller dit navn, hvor du bor eller for eksempel, hvilken skole du går på. Samlet set kan disse oplysninger fortælle, hvem du er. Vores frivillige hjælper dig med at værne om din anonymitet, og siger til, hvis du er i gang med at komme med oplysninger om dig selv. De frivillige i Ung På Linje har tavshedspligt, hvilket betyder, at de ikke må fortælle om indholdet fra samtalerne til nogen uden for Ung På Linje.

       

      Underretningspligt- og afværgepligt

      Alle vores frivillige er ifølge lovgivningen, som alle andre voksne i Danmark, underlagt underretnings- og afværgepligt. Det betyder, at de frivillige er forpligtet til at reagere, hvis de er bekymrede for, at du lever i misrøgt, dvs. bliver udsat for noget du ikke skal som barn. Det kan fx være, hvis du bliver udsat for vold eller andet misbrug af dine forældre eller har selvmordstanker eller selvmordsplaner. Ung På Linje vil gerne være med til at sikre, at alle børn og unge har det godt. Derfor kan der opstå situationer, hvor den frivillige opfordrer dig til at bryde din anonymitet, hvis den frivillige vurderer, at du har brug for mere hjælp fra kommunen eller hvis du er til fare for dig selv eller andre. Den frivillige kan ikke række ud til kommunen, uden at du har lyst til at fortælle, hvem du er.

    • Anonym klageadgang

      Hvis du har oplevet noget under en samtale, som du er utilfreds med, eller på anden vis har en klage til Ung På Linje, som du gerne vil sende anonymt, har vi følgende anonyme klageadgang: UPL.klageadgang@urk.dk

      Mailen bliver sendt til den ansvarlige konsulent på URKs sekretariat samt projektlederen for Ung På Linje.

    Praktisk information
    Dreng på bænk_ungdommens røde kors_frivillig

    Bliv klogere på blandt andet vores tavsheds- og underretningspligt

    Annahita fra Ung på Linje

    Bliv klogere på Ung På Linje og Ung Online med Annahita, én af de mange dedikerede frivillige du kan møde bag telefonen og chatten.

    • Hvem kan blive frivillig hos Ung På Linje og Ung Online?

      Ung På Linje og Ung Online er ung-til-ung samtaletilbud og ikke en decideret rådgivningslinje. Det betyder, at du som frivillig ikke kan være en del af Ung På Linje og Ung Online, hvis du er færdiguddannet indenfor fagområder, der har en professionel rådgivende funktion såsom psykolog, psykoterapeut eller coach.

      Styrken ved Ung På Linje og Ung Online er netop, at de frivillige også er unge, som kender til hverdagens op- og nedture og derfor er på bølgelængde med de unge, der ringer eller skriver. Læs mere her.

       

      De frivillige er typisk i alderen 20-30 år.

       

      Ung På Linje hører fysisk til i København, og som frivillig sidder man også sammen. Derfor skal man bo i eller omkring København for at være frivillig.

    • Hvordan bliver jeg frivillig hos Ung På Linje og Ung Online?

      Som frivillig bliver din evne til at lytte og forstå ofte udfordret. På din vagt møder du nye udfordringer, for du ved aldrig, hvad din næste samtale handler om. Det kan være en ung pige, der vil fortælle om sin søde kæreste, eller en ung fyr, der er frustreret over sin mors druk og vold.

      Alle frivillige gennemgår et grundkursus med fokus på ungdomspsykologi, samtaleteknik og aktiv lytning. Du modtager også fast supervision af psykologer og får spændende muligheder for efteruddannelse.

      Vi ser gerne, at du bruger cirka 15 timer om måneden som frivillig, og at du deltager i det organisatoriske arbejde som eksempel PR og efteruddannelse. Ung På Linje og Ung Online holder til i København. 

      Lyder det som noget for dig? Så læs mere her eller skriv til os på mail: blivfrivilligupl@urkmail.dk

    • Har du spørgsmål?

      Har du spørgsmål vedrørende Ung På Linje eller Ung Online, kan du skrive en mail til upl@urkmail.dk

    Vidste du...

    Ung Online gik i luften i 1997 som Europas første chatrådgivning. Ung På Linje blev oprettet i 1990.

    Går du med selvmordstanker? Ring til Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05