
Ung På Linje og Ung Online
Mangler du en anden ung at tale med, som er interesseret og vil lytte? Hos Ung På Linje og Ung Online sidder frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors klar til dig. Du er altid velkommen.
Især som ung kan livet føles som en overvældende rutschebanetur, hvor man ikke altid har en anden ung at tale med om sine op- og nedture. Ung På Linje og Ung Online er Ungdommens Røde Kors' uforpligtende og anonyme ung-til-ung samtaletilbud, hvor frivillige unge fra Ungdommens Røde Kors sidder bag telefonen hos Ung På Linje og på chatten hos Ung Online.
Tilbuddet er til dig, som mangler en anden ung at tale med om livets problemer og oplevelser. Store som små. Vores frivillige unge sidder klar til at tale og chatte med dig. Når det går godt, og når det gør ondt indeni. Vi taler om lige præcis dét, du har lyst til. Alt kan deles.
ÅBNINGSTIDER
Telefon 70 12 10 00 er åben: Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag kl. 19-22.
Chatten er åben: Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og søndag kl. 19-22.
Hvis du bliver smidt af telefonen efter et par bip, er linjen optaget. Du er meget velkommen til at prøve igen.
-
Hvem kan kontakte Ung På Linje og Ung Online?
Alle unge mellem 13 og 30 år kan ringe til Ung På Linje eller chatte med Ung Online. Både du og de frivillige er anonyme, da det er den bedste forudsætning for en åben og uforpligtende samtale.
Du kan ringe til Ung På Linje på tlf. 70 12 10 00 og kontakte Ung Online på chatten her
-
Unge med kognitive funktionsnedsættelser
Ung På Linje og Ung Online er også for dig, der eksemelvis er udviklingshæmmet, har ADHD eller autisme, og som eksempelvis kan have svært ved at begå dig online og afkode kommunikation på skrift og på sociale medier.
Vores frivillige er uddannede i de udfordringer, unge med en kognitiv funktionsnedsættelse ofte møder, og vi har udviklet specielle features på vores chat, som gør det lettere at kommunikere med vores frivillige rådgivere.
-
Hvem snakker jeg med?
Vores unge frivillige sidder klar ved chatten og telefonen for at lytte og snakke om lige præcis det, du har brug for. Alle vores frivillige er omkring 20 og 30 år og har vidt forskellige baggrunde. De er ikke professionelt uddannede, men de er selv unge og kender til de problemer og følelser, man oplever som ung.
-
Hvad snakker man om?
Ung På Linje og Ung Online er tilbud til dig, som er ung og mangler nogen at tale med. Det kan være om ensomhed, familien, uddannelse, mobning, spiseforstyrrelser, selvmordstanker, sex, kærlighed og jalousi. Samtalerne svinger meget i karakter, og de kan handle om gode oplevelser og følelser, men også de svære.
-
Anonymitet og tavshedspligt
Ung På Linje er et anonymt samtaletilbud, og alle vores frivillige har tavshedspligt. Det betyder, at samtalerne er et fortroligt rum, hvor du ikke skal være bekymret for, at det I taler om, bliver fortalt videre. For at værne om din anonymitet, er det vigtigt, at du ikke fortæller dit navn, hvor du bor eller for eksempel, hvilken skole du går på. Samlet set kan disse oplysninger fortælle, hvem du er. Vores frivillige hjælper dig med at værne om din anonymitet, og siger til, hvis du er i gang med at komme med oplysninger om dig selv. De frivillige i Ung På Linje har tavshedspligt, hvilket betyder, at de ikke må fortælle om indholdet fra samtalerne til nogen uden for Ung På Linje.
Underretningspligt- og afværgepligt
Alle vores frivillige er ifølge lovgivningen, som alle andre voksne i Danmark, underlagt underretnings- og afværgepligt. Det betyder, at de frivillige er forpligtet til at reagere, hvis de er bekymrede for, at du lever i misrøgt, dvs. bliver udsat for noget du ikke skal som barn. Det kan fx være, hvis du bliver udsat for vold eller andet misbrug af dine forældre eller har selvmordstanker eller selvmordsplaner. Ung På Linje vil gerne være med til at sikre, at alle børn og unge har det godt. Derfor kan der opstå situationer, hvor den frivillige opfordrer dig til at bryde din anonymitet, hvis den frivillige vurderer, at du har brug for mere hjælp fra kommunen eller hvis du er til fare for dig selv eller andre. Den frivillige kan ikke række ud til kommunen, uden at du har lyst til at fortælle, hvem du er.
-
Anonymt behandlet klageadgang
Hvis du har oplevet noget under en samtale, som du er utilfreds med, eller på anden vis har en klage til Ung På Linje, som du gerne vil sende til os, har vi følgende klageadgang, som vi behandler anonymt: UPL.klageadgang@urk.dk og via post: UPL/Ungdommens Røde Kors, Hejrevej 30, 2 sal, 2400 KBH NV
Mailen/posten bliver sendt til den ansvarlige konsulent på URKs sekretariat samt projektlederen for Ung På Linje. For at vi kan behandle din klage, skal du følge nedenstående klagevejledning.
Klagevejledning
Hvem kan klage?
Alle, der har været i kontakt med Ung På Linje/Os Online, kan klage.Vi opfordrer til, at du fortæller os det med det samme, hvis du har en dårlig oplevelse med vores rådgivning. Så kan vi nemlig ændre på det undervejs, og du kan få glæde af Ung På Linje/Os Online.
Hvis du har forsøgt at være i dialog med os, men ikke synes, det har ændret noget, kan du udfylde klageformularen og sende den til os.
Hvad kan du klage over?
Rådgiveres adfærd, det vil sige den måde, som den frivillige opfører sig på.
Dårlig eller decideret forkert rådgivning.
Rådgivningen lever ikke op til det, den annoncerer.
Rådgivningen har dårlig tilgængelighed for unge med kognitive funktionsnedsættelser.
Rådgivningen har dårlig tilgængelighed for handicappede.
Hvad kan du ikke klage over?
Andre brugere af rådgivningen.
Åbningstider eller andre praktiske forhold, fx ventetid på telefonen eller chatten.
Længden på samtalerne.
At du som genganger kan blive fortalt, at du kun har 20 minutter.
At du bliver afvist, fordi du er uden for aldersgruppen for Ung På Linje/Os Online, som er mellem 13-30 år.
Sådan sender du en klage
Vi har lavet en række faste punkter (se nedenfor), så vi får de oplysninger, vi skal bruge til at behandle din klage.
Klagen skal være skriftlig og kan sendes på mail eller med posten til:
Mail:
Skriv ”Klage” i emnefeltet
Postadresse:
Ung På Linje / Ungdommens Røde Kors
Hejrevej 30, 2 sal
2400 KBH NV
Får jeg en kvittering?
Ja, du får altid en kvittering på mail, hvis du har opgivet din mailadresse, umiddelbart efter, at vi har modtaget din klage.
Hvornår får jeg svar på min klage?
Du får svar på din klage indenfor 10 arbejdsdage.
Jeg har en kommentar til rådgivningen, der ikke er en klage – hvor kan jeg give den?
Vi er altid glade for feedback og input til vores arbejde. Derfor er du velkommen til at skrive din kommentar til upl@urk.dk
Er jeg anonym, når jeg klager?
Hvis du sender din klage fra en anonym mailadresse eller via post uden afsender, er du anonym. Hvis du opgiver dit navn, eller hvis det fremgår af din mailadresse, er du ikke anonym, men vi behandler selvfølgelig din klage fortroligt, og giver ikke dit navn eller andre personhenførbare oplysninger videre til rådgiverne.
Hvordan behandles mine personoplysninger i forbindelse med en klage?
Når du sender en klage til Ung På Linje/Os Online, bliver den behandlet indenfor 10 arbejdsdage, herefter slettes al korrespondance.
I forbindelse med behandling af klager, herunder besvarelser, er det nødvendigt at behandle (opbevare) en række almindelige personoplysninger, fx navn og mailadresse, hvis klager har opgivet disse. Dette sker med retlig hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, litra f, idet Ung På Linje/Os Online forfølger den legitime interesse, at behandling er nødvendig for at kunne besvare klagen. Personoplysninger og al korrespondance slettes umiddelbart efter, at klagen er behandlet, og klageren har fået svar. Dette senest 10 arbejdsdage efter, at klagen er modtaget. På følgende link findes URKs samlede privatlivspolitik: https://www.urk.dk/privatlivspolitik
Klageformuler
Udfyld følgende punkter i en mail eller send dem til os via post.
Navn (frivilligt)
Kontaktoplysninger (frivilligt)*
Var samtalen på telefon eller chat?
Hvornår modtog du den rådgivning, du ønsker at klage over?
OBS: Hvis du ønsker, at vi skal kunne give feedback til den pågældende rådgiver, skal du angive så
præcise oplysninger som muligt.
Hvad ønsker du at klage over?
Hvad kunne du have ønsket dig i stedet?
Hvad forventer du af os nu?
* Hvis du har sendt din klage med posten, kan vi kun besvare den, hvis du angiver dine kontaktoplysninger, fx en mailadresse eller en postadresse. Men det er naturligvis frivilligt.
Behandling af personoplysninger:
Vi behandler dine personoplysninger i henhold til gældende lovgivning. Læs om Ung På Linjes/Os Onlines og URKs behandling af personoplysninger ovenfor.
Bliv klogere på Ung På Linje og Ung Online med Annahita, én af de mange dedikerede frivillige du kan møde bag telefonen og chatten.
-
Hvem kan blive frivillig hos Ung På Linje og Ung Online?
Ung På Linje og Ung Online er ung-til-ung samtaletilbud og ikke en decideret rådgivningslinje. Det betyder, at du som frivillig ikke kan være en del af Ung På Linje og Ung Online, hvis du er færdiguddannet indenfor fagområder, der har en professionel rådgivende funktion såsom psykolog, psykoterapeut eller coach.
Styrken ved Ung På Linje og Ung Online er netop, at de frivillige også er unge, som kender til hverdagens op- og nedture og derfor er på bølgelængde med de unge, der ringer eller skriver. Læs mere her.De frivillige er typisk i alderen 20-30 år.
Ung På Linje hører fysisk til i København, og som frivillig sidder man også sammen. Derfor skal man bo i eller omkring København for at være frivillig.
-
Hvordan bliver jeg frivillig hos Ung På Linje og Ung Online?
Som frivillig bliver din evne til at lytte og forstå ofte udfordret. På din vagt møder du nye udfordringer, for du ved aldrig, hvad din næste samtale handler om. Det kan være en ung pige, der vil fortælle om sin søde kæreste, eller en ung fyr, der er frustreret over sin mors druk og vold.
Alle frivillige gennemgår et grundkursus med fokus på ungdomspsykologi, samtaleteknik og aktiv lytning. Du modtager også fast supervision af psykologer og får spændende muligheder for efteruddannelse.
Vi ser gerne, at du bruger cirka 15 timer om måneden som frivillig, og at du deltager i det organisatoriske arbejde som eksempel PR og efteruddannelse. Ung På Linje og Ung Online holder til i København.
Lyder det som noget for dig? Så læs mere her eller skriv til os på mail: blivfrivilligupl@urkmail.dk -
Har du spørgsmål?
Har du spørgsmål vedrørende Ung På Linje eller Ung Online, kan du skrive en mail til upl@urkmail.dk