Troels Boldt Rømer er ny formand
Den 7. oktober 2017 overtog den unge medicinstuderende Troels Boldt Rømer formandsposten hos Ungdommens Røde Kors. Han skal nu stå i spidsen for 20.000 børn og unge. Den nye frivillige formand går til opgaven med stor ydmyghed, men også med en klar mission: Alle unge fortjener at være en del af et stærkt fællesskab – uanset postnummer, nationalitet eller historie.
Planen for de første 100 dage er lagt. Danmarks største humanitære ungdomsorganisation vil dække hele landkortet og engagere endnu flere unge. Et særligt fokus er at komme længere ud – særligt i Danmarks yderområder, blandt de mest udsatte børn og unge og i verdens brændpunkter.
”Ungdommens Røde Kors skal være til stede der, hvor ingen andre er. Unge er dem, som former fremtidens samfund og kan gøre en forskel i den mindste landsby, i de mest hardcore ghettoer og på den lukkede. Steder, hvor frivillighed er ukendt, og sociale tilbud er lig nul. Steder, der er blevet glemt. Lige nu er vi ikke gode nok til det – men det skal vi blive”, udtaler Troels Boldt Rømer og fortsætter:
”Min generation er ufatteligt heldig. Vi har fået et liv foræret, hvor krig er noget, der foregår langt væk, teknologien buldrer derudad, og vi ikke skal bekymre os om mad på bordet. Det betyder også, at vi har et unikt ansvar for at passe på verden, hinanden og os selv – uanset om det er i Mariager eller Malawi.”
Fra ghettoen til fængslet
Da Troels var 16 år, startede han en lektiecafe med Ungdommens Røde Kors i sit lokalområde. Men det var som studiestøtte i Horserød Statsfængsel, at han virkeligt forstod, hvilken forskel, man som frivillig, kan gøre for et andet menneske. Den indsatte, som Troels var studiestøtte for, fortalte begejstret, at han havde pralet over for alle de andre fanger med, at Troels helt frivilligt kom for at hjælpe ham ”en kriminel” med studierne:
”Jeg tror, det gav ham en tro på sig selv – at han betød noget, og verden uden for murerne ikke havde givet op”
Et livslangt engagement
I dag læser den indsatte på universitet, mens han afsoner det sidste af sin 14 år lange dom – og Troels blev bekræftet i, at han ville være en endnu større del af Ungdommens Røde Kors, selvom han faktisk havde svoret, at han ikke skulle bruge sin fritid på møder og ledelsesarbejde. Alligevel er han nu endt i formandsstolen.
”Ungdommens Røde Kors er en organisation, der forandrer samfundet. Det er unge mennesker, som mener, at hvis man har en holdning til, hvordan samfundet skal forandres, så har man også en forbandet pligt til at handle. Det er tusindvis af unge, der engagerer sig i andre mennesker – og bliver ildsjæle for livet.”
Det skal være nemt at gøre en forskel
I Ungdommens Røde Kors tror man på, at ungdommen er en kæmpe ressource med et uudtømmeligt potentiale. Mange unge har en lyst til at gøre en forskel, forandre verden og blive hørt – men det er ikke altid let at finde ud af hvordan.
”Unge oplever uretfærdigheder, udfordringer og manglende handlemuligheder. Unge har drømme, visioner og idéer. Organisationer som Ungdommens Røde Kors skal være med til at omsætte de holdninger til handling – blandt andet ved, at vi gør op med, at det er et medlemskontingent, som bestemmer, om man er en del af vores organisation eller ej”, understreger Troels og afslutter:
”Vi lever i et samfund, hvor det er let at undgå folk, der ikke ligner dig selv. Hvor der fortsat er krig og konflikt – og hvor der bliver bygget mure i stedet for broer. Det er ikke nok bare at ville lave det om – vi skal også have en plan for, hvordan vi vil gøre det. Det er det, Ungdommens Røde Kors skal skabe.”
-
- 23 år
-
- Bor på Nørrebro
-
- Født og opvokset i Karlslunde
-
- Læser medicin på 3. år på Københavns Universitet
-
- Har været engageret i Ungdommens Røde Kors siden 2011