Lektiehjælp i Ungdommens Røde Kors
I Ungdommens Røde Kors vil vi gerne sikre gratis lektiehjælp til alle børn og unge, så de får mod på deres skolegang. Lektiehjælp er hverken en erstatning for lærernes arbejde eller en fortsættelse af skoledagen. For os handler lektiehjælp om meget mere end bare lektier. Det handler om, at børn og unge får lyst til at lære og får troen på, at de kan gennemføre lige præcis den uddannelse, de drømmer om.
I vores lektiecaféer bliver børn og unge mødt af unge frivillige, som har tiden, lysten og overskuddet til at give en hjælpende hånd med lektierne. Og selvom det selvfølgelig er det faglige, der er omdrejningspunktet for lektiecaféerne, er der i lige så høj grad mulighed for at være social med de frivillige og de andre deltagere.
Længere nede på siden kan du læse mere om vores lektiecafeéer og finde en nær dig. Bor du et sted, hvor du synes, der burde være en fysisk lektiecafe, så skriv til info@urk.dk – så undersøger vi gerne muligheden for at åbne en i nærheden af dig.