ung på linje_ung online_telefon_chat_rådgivning_ungdommens røde kors

Kontakt Ung på Linje og Ung Online


Ring til os på 70 12 10 00 eller besøg chatten alle hverdage og søndage kl. 19-22

Hvornår kan jeg ringe?
Du kan ringe til os hverdage 19-22 og søndage 19-22. Telefonnummeret er 70 12 10 00.
Det koster almindelig telefontakst at ringe til Ung På Linje.

Hvordan chatter jeg med jer?
Du kan chatte med os hverdage 19-22 og søndage 19-22.
For at begynde chatten skal du trykke på online-skiltet ovenfor. Indtast brugernavn og tryk på start-tasten, så kommer du i kø til chatten. Når du står i kø til chatten, kan du ikke skrive beskeder til os, før du er forrest i køen. Vi gør opmærksom på, at der kan være lang ventetid. Hvis ikke du kan trykke på onlineskiltet, er det fordi, vi har meget travlt, men prøv endelig senere. 

Hvad gør jeg, hvis det ikke virker?
Du har mulighed for at henvende dig på chatten/telefonen én gang pr. aften.
Da der er mange, der gerne vil igennem til Ung På Linje/Ung Online, forsøger vi at begrænse samtalernes varighed til maks. en time. Vi gør opmærksom på, at chatten lukker ned præcis kl. 22. 
Ung På Linjes chatfunktion er understøttet af Basechat.
Klik her hvis du oplever tekniske problemer med chatten.

Hvem snakker jeg med?
De frivillige, som tager telefonen eller svarer på chatten, er unge mennesker, som sidder der for at snakke med dig, om det du har brug for. Alle er mellem 20 og 30 år og har vidt forskellige baggrunde. Vi er ikke professionelt uddannede, men har selv en masse erfaringer med det at være ung. Og du må snakke om lige det, du har brug for.

Vi har masser af tid til dig...
Ungdommens Røde Kors_UPL_en anonym ven

En samtale varer i gennemsnit 44,4 min.

  • Hvordan foregår det?

    Ung På Linje og Ung Online henvender sig til unge mellem ca. 13 og 30 år. Her kan de få en uforpligtende og anonym snak, og samtalerne kan dreje sig om alt mellem himmel og jord. Det kan være selvmordstanker, kærlighed, ubehagelige oplevelser, ensomhed, mobning, sorg og sex, men det kan også være gode oplevelser, som man gerne vil dele.

    Både de frivillige og de unge er anonyme. Ung På Linje og Ung Online er baseret på tavshedspligt, anonymitet og underretningspligt.

  • Hvad er tavshedspligt?

    Det er meget vigtigt for os, at du føler dig tryg, når du ringer eller chatter med os. Alle de frivillige i Ung På Linje/Ung Online har tavshedspligt. Det betyder, at vi ikke fortæller noget af det, du har sagt til os, til nogen udenfor projektet. Dog må de frivillige godt snakke med hinanden om de samtaler, de har haft, hvis de føler, det er nødvendigt.

  • Hvad er underretningspligt? 

    Hvis du er under 18 år, og hvis du vælger at give os dit rigtige navn eller andre personlige oplysninger, som gør, at vi kan finde ud af, hvem du er, kan vi i meget alvorlige tilfælde blive nødt til at foretage det, der hedder en underretning til kommunen. Det kan for eksempel være, hvis du er udsat for vold eller misbrug fra dine forældre eller andre, men også i andre grove tilfælde.

    I Lov om social service § 154, der gælder for alle borgere i Danmark - også de frivillige i Ung På Linje/Ung Online, står der nemlig: "Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen".

    Vi vil altid prøve at gøre det i samarbejde med dig. Så husk, hvis du vil sikre, at du er anonym, imens du taler med os, skal du lade være med at fortælle den frivillige dit navn og andre personlige oplysninger, der kan gøre, at du ikke er anonym mere.

  • Kan jeg være anonym?

    Når du snakker eller chatter med en af de frivillige hos Ung På Linje/Ung Online, må du gerne være anonym. Du behøver ikke fortælle os dit navn, og du kan bare kan sige ”hej”, når du ringer eller chatter ind, eller bruge et opdigtet navn. Du behøver heller ikke fortælle, hvor du bor eller går i skole. Nogle gange kan den frivillige godt finde på at spørge om din alder eller noget lignende for at forstå dig bedre, men du bestemmer selv, om du har lyst til at fortælle det. 

    Når du er anonym, kan du være tryg ved, at det du fortæller bliver mellem dig og den frivillige. Den frivillige noterer heller ikke, hvad I taler om. 

  • Andre rådgivningstilbud

    Har du meget alvorlige problemer, hjælper vi dig i stedet til, hvor du kan få den nødvendige hjælp.

    Har du været udsat for incest, voldtægt eller andet seksuelt misbrug, kan du kontakte Børns Vilkår eller SISO.

    Går du med selvmordstanker? Ring til Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04.

    Har du brug for akut hjælp, kan du finde andre relevante telefonnumre her.

  • Hvem kan jeg kontakte?

    Vil du vide mere om dine muligheder, eller kunne du tænke dig at være frivillig, er du altid velkommen til at sende os en mail med spørgsmål eller andet på upl@urkmail.dk.

     

Vil du vide mere om Ung på Linje og Ung Online?