Ferielejr_Ungdommens Røde Kors

"Man er heldig, hvis man har en ven"

Lavpunktet var den dag, da han erkendte, at han ikke havde nogen venner. Men heldigvis var der også et vendepunkt i Patricks barndom. Her fortæller han sin historie om dengang, han var et af de 10.000 oversete fynske børn. Og om hvordan det ændrede sig.

Foto: Hans Kristian Hannibal-Bach
Artiklen er bragt i Fyens Stiftstidende den 17. maj 2015. Dette er en forkortet udgave.


Da Patrick blev født, døbte hans far ham "Piskeriset". Patrick havde gulsot og skulle ligge i en vugge med varme og lys. Hver gang forældrene kiggede til ham, havde han vendt sig, så han lå med hovedet i den anden retning – som et lille piskeris.
Uroen fortsatte i hans tidlige barndomsår, og han kom i en specialklasse et enkelt år. Men det var ikke det eneste, Patrick havde at kæmpe med. Hans far var alkoholiker, og forældrene blev skilt, mens Patrick var lille. Derefter så han kun sjældent sin far.

Fascineret af mor
Det var en barndom på vippen, hvor Patrick også måtte overkomme diagnoser. Familien med tre børn levede af moderens løn, og Patrick kalder det fattigdom, når han ser sig tilbage. Alligevel var han fascineret af sin mor. Af alt det, hun overkom, og den vilje, hun havde til at gøre det bedste for børnene. Han følte sig altid elsket: ”Hun har gjort livet så meget bedre, end det kunne være blevet”.
Alligevel var det svært at gå i genbrugstøj, når de andre gik i Bjørn Borg. Og kærligheden til trods, så følte Patrick sig nogle gange overset.

”Jeg var bare sådan.. irriterende”
Han selv blev klassens klovn dengang for at få opmærksomhed. Eller den, der lavede dumme ting. Han var larmende i klassen og bare sådan.. irriterende, som han siger. Lavpunktet husker han tydeligt. Det var den dag, han fandt ud af, at han ingen venner havde. Hans venner sagde til ham, at de ikke ville have ham med ned til pizzeriaet en dag efter skole. ”For vi er kun klassekammerater og ikke venner”, sagde de.

Kom med på en uges optur. Du kommer ikke til at fortryde det!

Da vendepunktet kom
Da Patrick blev 14 år, kom han på en af Ungdommens Røde Kors' ferielejre for unge, og det blev et vendepunkt for ham. Hele stemningen på lejren gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Alle de voksne var der frivilligt. De brugte deres ferie på at være noget for ham. Det var en fantastisk følelse.
På lejren var det også nemmere at være sammen med de andre børn, fordi hele grundlaget for lejren var, at der var plads til alle. At man var god nok, som man var. At det var okay at være anderledes. Det var et positivt fællesskab, og det hjalp ham til at blive et bedre menneske, føler Patrick.

Da han blev 19 år, besluttede han sig for selv at blive frivillig i Ungdommens Røde Kors. Sidste sommer var han for første gang en af de voksne og frivillige på en af lejrene, og det blev et nyt vendepunkt.
Jeg har mærket en markant ændring hos mig selv, efter jeg blev frivillig. Jeg har fået øjnene op for, hvor fedt det er at arbejde med børn, og hvis jeg kan bruge min hverdag på at lege med børn og skabe gode stunder for dem, så kan jeg ikke selv blive gladere, siger Patrick, der i dag er 20 år.

Modløsheden rammer stadig
Nogle gange bliver han stadig modløs. Det er ikke et eventyr, hvor Ungdommens Røde Kors er redet ind på en hvid hest og har løst alle Patricks problemer.
”Det, der er sket i mit liv, kan godt en kedelig søndag aften præge mig. Jeg kan godt tænke lidt for meget over tingene og blive lidt sørgmodig over det. Men jeg har en fantastisk mor og nogle skønne søskende stadigvæk. Og i dag er jeg med i et dejligt fællesskab, og det er godt. Man er heldig her i livet, hvis man finder en ven. For en ven er noget meget specielt. Det føler jeg, at jeg har fundet nu”.