Bliv ungdomsleder i Kenya
Er du frivillig i URK? Har du lyst til at bo og arbejde fire måneder i Kenya fra september til december 2025? Brænder du for internationalt arbejde, og vil du være med til at kapacitetsopbygge unge frivillige i Kenya Røde Kors bevægelsen? URK søger lige nu to engagerede ungdomsledere, som sammen med kenyanske Røde Kors frivillige skal styrke unge fællesskaber i udfordrede områder af Mombasa.
Rollen som ungdomsleder
Som ungdomsleder vil du arbejde sammen med et hold bestående af en anden dansk ungdomsleder og to kenyanske ungdomsledere. I vil blive en del af dagligdagen på Røde Kors kontoret i Mombasa i Kenya, hvor I vil støtte op om forskellige projekter, der understøtter unge i udsatte boligområder. Projekterne implementeres af Ungdommens Røde Kors (URK), Dansk Røde Kors (DRK) og Kenya Røde Kors (KRCS) og har til formål at opbygge stærke og modstandsdygtige unge, der kan bidrage til at skabe positive forandringer i et område med mange udfordringer.
Som ungdomsleder får du en unik mulighed for at arbejde tæt sammen med frivillige og medarbejdere fra Kenya Røde Kors. Du får et dybt indblik i internationalt arbejde i Røde Kors bevægelsen og i hvordan større udviklingsprojekter implementeres. Derudover får du lov at komme helt ud i lokalsamfundene og møde de unge, som det hele handler om.
Som ungdomsleder er du fuldtidsfrivillig og skal forvente en arbejdsuge på 37 timer i Kenya. Du vil modtage lommepenge svarende til de udgifter, du har i forbindelse med opholdet, og URK dækker alle udgifter i forbindelse med rejsen (flybillet, vaccinationer, visum etc.). Som ungdomsleder skal du være klar til at bo og arbejde i kystbyen Mombasa – og skabe nye venskaber for livet.
Dine arbejdsområder
Du vil arbejde tæt sammen med 40 kernefrivillige i KRCS, som er uddannede facilitatorer i Sprint og Life Skills. Facilitatorerne har i løbet af det indeværende år afholdt workshops i både Sprint og Life Skills for unge i to udsatte boligområder. Som en del af Sprint workshopsene, har de unge udviklet sociale projekter, som har til formål at adressere den høje arbejdsløshed blandt unge. Din rolle som ungdomsleder er at understøtte facilitatorerne og agere sparringspartner for dem, så de kan lave den bedst mulig opfølgning med unge-grupperne. Dit andet arbejdsområde relaterer sig til et projekt, der sætter fokus på katastrofeberedskab og hjælper lokalbefolkningen med at forberede sig på, samt håndtere katastrofer. Som ungdomsleder vil du både støtte op om selve projektet og i evalueringen af projektet, som slutter i december 2025.
Dine arbejdsopgaver:
- Deltage på månedlige møder med facilitatorerne, hvor de planlægger monitoreringen af Sprint projekterne.
- Besøge ungegrupperne sammen med facilitatorerne og følge op på implementeringen af Sprint projekterne.
- Indsamle læring om Sprint og Life Skills metoderne gennem facilitatorerne og de unge.
- Være med til at planlægge træninger i fortalervirksomhed for unge i udsatte boligområder.
- Deltage i aktiviteter, der sætter fokus på at udbrede viden, blandt unge, omkring katastrofer.
- Bidrage til evalueringen af et DANIDA-projekt gennem indsamling og analyse af relevant data
Vi søger derfor dig, som…
er initiativrig og har lyst til at arbejde i en anden kultur og at bidrage til at udvikle projektet i Kenya. Det er en klar fordel, at du er en åben person med masser af gåpåmod. Det er også nødvendigt, at du er omstillingsparat, da arbejdet i felten ofte kan være omskifteligt. Du skal se det som en spændende udfordring at bo under andre vilkår end i Danmark, f.eks. i en by præget af ulighed, fattigdom og andre udviklingsmæssige udfordringer.
Dine kompetencer:
- Du har erfaring med at skabe relationer og brænder for at motivere andre unge til at engagere sig i frivillighed og fællesskaber
- Du har erfaring med frivilligt arbejde i URK
- Har erfaring med ung-til-ung-metoder i URK (særligt Sprint og Life Skills)
- Er åben, initiativrig og god til at samarbejde i teams med andre unge
- Er fleksibel og i stand til at skabe en hverdag og trives i et udfordrende miljø
- Besidder et godt mundtligt og skriftligt engelsk og villig til at bruge det i hverdagen
- Er mellem 20 og 29 år
Er du vores nye ungdomsleder?
Inden du rejser til Kenya, bliver du klædt godt på til opgaven. Som led i forberedelsen skal du deltage i DUFs ungdomslederkursus og URK’s forberedelseskursus forud for din rejse. Du skal sætte cirka 3 uger af i start september 2025 til forberedelsesprogrammet (præcise datoer meldes ud snarest). Efter din rejse vil du være forpligtet til at deltage i en evaluering med både URK og DUF.
For at ansøge skal du udfylde ansøgningsskemaet og sende det til urkberedskabet@urk.dk senest mandag d. 11. maj 2025. Vi forventer at afholde samtaler d. 13.-14. maj, med forbehold for ændringer. Samtalerne foregår enten på Ungdommens Røde Kors’ sekretariat i Nordvest i København eller online. Hvis du har spørgsmål til opslaget, er du velkommen til at skrive en mail til caroline.k@urk.dk.