Kampagnen

    En Hjælpende Hånd startede i 2015, hvor en lokal tømrer- og snedkermester fra Amager kontaktede Ungdommens Røde Kors med en idé om at gøre en forskel.

    Han så, hvor mange børn og unge der har det svært. Det ville han ikke finde sig i. Han fik den idé, at håndværkere - som han selv - kunne donere en dagsløn og hjælpe børn og unge, der har det svært, godt på vej i livet.

    Men det er også mere end det. Han var træt af at opleve, at nogle mennesker havde fordomme om håndværkere, og dem ville han gerne være med til at nedbryde.

    Idéen blev til En Hjælpende Hånd. En landsdækkende kampagne, der hvert efterår inviterer alle håndværkere i hele landet til sammen at gøre en forskel for udsatte børn og unge i Danmark i deres eget lokalområde. 

    En støtte til udsatte børn og unge
    I En Hjælpende Hånd går dit sponsorat til børn og unge i dit lokalområde. Du er altså med til at hjælpe børn og unge tæt på dig.
    Det er børn og unge, der har brug for hjælp og støtte i en hård hverdag. Nogle kommer fra familier med vold, misbrug eller fattigdom, andre føler sig ensomme, mangler nogen at tale med, hjælp i skolen eller nogen, der kan få dem på ret køl. Deres chance for et godt liv med uddannelse, arbejde og gode familierelationer er lille i forhold til deres klassekammerater. Det er ikke fair. Vi ønsker, at alle børn og unge i Danmark får den hjælp, de har brug for.

    Vores aktiviteter spænder bredt. Vi har f.eks.:
    •    Lektiecaféer for børn, der har brug for en hjælpende hånd med lektierne
    •    Ferielejre for børn og unge, hvis forældre ikke har mulghged for at tage dem med på ferie
    •    Hospitalscaféer for sygdomsramte børn og unge, der har brug for et afbræk under indlæggelse
    •    Mentorordninger for unge, der har brug for vejledning til at komme på rette spor

    For et sponsorat på 2.500 kan du give et barn eller en ung et helt år i et af Ungdommens Røde Kors aktiviteter.

    Kun for håndværkere
    Vi ved, at håndværkere er en gruppe, der ofte gør rigtig meget for deres lokalområde og det nære samfund. Det kan være som træner i fodboldklubben, som mentor, som mester for en lærling eller ved at tilbyde arbejdskraft til skoler, klubber og børnehaver.

    Derfor har vi valgt, at En Hjælpende Hånd skal være håndværkernes kampagne og give håndværkere mulighed for i samlet flok at gøre det, de i forvejen er rigtig gode til: at give en hjælpende hånd til folk, der har brug for det.

    Konceptet
    Konceptet er simpelt; ved at købe et sponsorat på min. 2.500 kr., kan man hjælpe et barn eller en ung i ens lokalområde til en tryggere hverdag og en bedre fremtid.

    Der er flere måder at gøre det på:
    Du/din virksomhed kan købe et - eller flere - sponsorater direkte og på den måde støtte kampagnen.
    Flere virksomheder har de seneste år gået sammen med kunder om at støtte kampagnen. Her er en del af betalingen for arbejdet gået til kampagnen – og kunderne er vilde med idéen.
    Andre har samlet ind på arbejdspladsen eller doneret jubilæumsgaver til kampagnen.

    September står i håndværkernes tegn
    En Hjælpende Hånd 2018 ligger i uge 39, men i hele september sætter vi fokus på indsamlingen med presse, events og markedsføring, der sikrer, at lokalsamfundet, kunder og ansatte får kendskab til kampagnen og de håndværkere, der støtter.
    Vi gør alt, hvad vi kan, for at sprede budskabet om kampagnen, og hvem der er med til at gøre en forskel for udsatte børn og unge lokalt i Danmark. Og du kan melde dig til allerede nu.

    Meld dig til allerede nu, støt og gør en forskel i dit lokalområde.

    Info om EHH
    En Hjælpende hånd_handske_håndværk_ungdommens røde kors

    Fra hvilken by kom der flest, hvilken faggruppe var bedst repræsenteret, og hvad gik pengene til i 2016 og 2017?

    Hvad får jeg for mit sponsorat, hvornår ligger kampagnen og andre spørgsmål...

    Jeg har valgt at støtte En Hjælpende Hånd, fordi organisationen bag er med til at sørge for et bedre miljø for vores børn og unge i vores nærområder. Et bedre miljø giver en tryggere tilværelse og dermed også en tryggere barndom. Jeg synes, at En hjælpende Hånd er et godt projekt, fordi der er fordomme overfor håndværkere, som ikke altid er retfærdiggjort... Men hvor ville vi være uden vores håndværkere?! Håndværkerne er med til forskønne verden og få det hele til at hænge sammen

    - Birna, Malermester Bäck