International_World map for Manifesto_Ungdommens Røde Kors_2022

    Vil du med URK på monitoreringsbesøg i Kenya til december?

    Har du lyst til at have en styrende rolle i monitoreringen af et ungdomslederprojekt i Kenya til december? Kunne du tænke dig at besøge vores ungeprojekt og frivillige ungdomsledere i Mombasa? Er du omstillingsparat, handlekraftig og trives du med stort ansvar? Synes du, det ville være spændende at lære mere om URK’s internationale arbejde og møde en masse lokale frivillige, som er i fuld gang med at drive projekter der styrker frivillige engagement i lokalområdet? Så er du måske en af de to frivillige vi står og mangler.

    Opgaven

    I Mombasa er URK, i samarbejde med Kenya Røde Kors og Dansk Røde Kors, ved at implementere et projekt, der har til formål at skabe inkluderende fællesskaber i udsatte boligområder.

    Arbejdsløshed er en stor udfordring for unge i Kenya, og projektet har derfor særligt fokus på at styrke unge og sårbare grupper, så de kan bidrage til at skabe positive forandringer i deres familier og lokalsamfund og give dem muligheder og kompetencer til at forbedre deres egne vilkår.

    Vi har lige nu to danske URK-frivillige udsendt til Kenya som Ungdomsledere i tre måneder, som bidrager til og støtter op om projektet. De arbejder tæt sammen med to to lokale ungdomsledere og sammen med frivillige fra Kenya Røde Kors. I december skal URK monitorere projektet i Kenya for at se nærmere på, hvad der er kommet ud af ungdomsledernes støtte til projektet, og det er her du kommer ind i billedet.

     

    Din rolle som frivillig

    I vil være to URK frivillige, som tager til Kenya, hvor I mødes med ungdomslederne samt ansatte i Kenya Røde Kors. I skal i fællesskab udføre monitoreringen af projektet. I skal undersøge, hvad der har fungeret godt i projekterne, hvad der kan gøres endnu bedre fremover, samt hvilke forandringer projektet samt udsendelsen af ungdomsledere har bidraget til at skabe for og med unge. Det foregår gennem møder med lokale unge og frivillige, interviews og fokusgrupper samt indsamling ad en masse information om projektet.

    Det er dit ansvar, sammen med den anden frivillige, at den indhentede viden fra projektet bringes med tilbage til Danmark og videreformidles til en konsulent herhjemme.

    Monitoreringsturen giver en unik mulighed for at du som frivillig kan opnå indsigt i hvordan URK arbejder med internationale projekter, samt bidrage til at vores indsatser kan udvikles og blive endnu bedre.

    Datoerne forventes at være fra d. 1. -5 december. De præcise datoer kan variere ift. hvilke flybilletter er mulige at få. URK betaler alle udgifter, inklusiv transport, ophold, forplejning, vaccinationer, osv.

     

    Om dig

    Vi regner med, at du allerede er frivillig i en af URKs mange aktiviteter i Danmark og er mellem 18-30 år. Det er en fordel, men ikke et krav, at du har kendskab til og erfaring med URKs ung-til-ung metoder, særligt Life Skills og SPRINT.

    Der ligges vægt på om du har tidligere rejseerfaring, som du kan trække på, og om du er vant til at arbejde selvstændigt med en større opgave. Størstedelen af arbejdet kommer til at foregå på engelsk. Du skal derfor kunne begå dig på engelsk, og føle dig tryg ved at afholde interviews på engelsk samt skrive på engelsk. Derudover håber vi på at finde dig der er nysgerrig, har masser gå-på mod og har lyst til at opleve URKs internationale arbejde helt tæt på.

     

    Forberedelse

    Inden afrejse bliver du grundigt sat ind i planen for rejsen. Du skal være forberedt på at deltage i to-tre planlægningsmøder sammen med den anden frivillige du skal rejse med. Du skal forvente at bruge en del tid på praktiske forberedelser til rejsen, og du skal ligeledes deltage i en sikkerhedsbriefing og få de nødvendige vaccinationer.

     

    Ansøg

    Er du interesseret, så udfyld ansøgningsskemaet HER, hvor du beskriver din motivation for at skulle med på rejsen og din erfaring med frivilligt engagement i URK. Send din ansøgning til Caroline Kaae på urkberedskabet@urk.dk senest søndag d. 10. oktober. Vi forventer at afholde samtaler hurtigst muligt derefter.

    Vi glæder os til at høre fra dig!