Unge frivillige styrker anbragte unges sociale kompetencer og selvværd – siger hvem?

    NOVEMBER, 2025: Hvordan kan du styrke anbragte børn og unges sociale kompetencer, selvværd og selvtillid samt skabe et frirum, hvor nye relationer baseret på tryghed og ligeværd kan blomstre?

    Det kan man gennem Ungdommens Røde Kors’ sociale, frivillige ung-til ung-aktiviteter. Det siger personalet på de børne- og ungehjem, hvor vores unge frivillige kommer ugentligt for at arrangere en social ungecafé.

    Ni ud af ti af vores samarbejdspartnere på børne- og ungehjem er meget eller overvejende enige i, at når de anbragte unge deltager i en ungecafé med frivillige fra Ungdommens Røde Kors (URK), styrker det deres sociale kompetencer og deres mod på at indgå i sociale relationer og fællesskaber, samt at de unge viser øget selvværd og selvtillid gennem deres deltagelse. 

    En frivillig ung til ung-tilgang skaber positiv effekt

    Flere samarbejdspartnere påpeger, hvordan unge, der oprindeligt havde svært ved at få sig selv til at deltage, nu aktivt efterspørger aktiviteterne med URK’s frivillige og glæder sig til at være en del af fællesskabet her.

    De frivilliges engement giver de unge mulighed for at mødes på tværs og finde et fælles tredje. Det er en frihed for dem at kunne være ude med nogen, som ikke arbejder der, hvor de bor.
    - Personale på et børne- og ungehjem

    I sommeren 2025 lavede vi en spørgeskemaundersøgelse blandt vores samarbejdspartnere, der arbejder med anbragte børn og unge i en professionel sammenhæng. Undersøgelsen peger på de områder, hvor en frivillig ung til ung-indsats kan skabe en positiv effekt blandt de unge deltagere.

    Otte ud af ti af vores samarbejdspartnere er meget eller overvejende enige i, at de frivillige skaber et trygt frirum for børnene og de unge gennem aktiviteterne, og at dette frirum giver de unge mulighed for at fordybe sig i aktiviteter, fællesskab og bare ’at være’ uden at skulle bekymre sig om observationer, evalueringer og diagnoser for en stund.

    Det er virkelig interessant at mærke forskellen på de unges engagement, når de blot kan fordybe sig i aktiviteter og fællesskabet herom, uden at de skal bekymre sig om, hvad pædagogen nu observerer – og evt. noterer. URK-aktiviteterne skaber et frirum, der er med til at skabe stor tryghed for de unge.
    - Personale på et børne- og ungehjem

    Noget af det, vores samarbejdspartnere fremhæver, er, at man i URK-aktiviteten mødes i øjenhøjde, og at der her kan skabes et unikt ligeværd mellem unge anbragte og unge frivillige.

    URK-aktiviteterne understøtter muligheden for, at børnene kan lykkes i en social kontekst, hvilket de kan tage med ind i andre hverdagslige sammenhænge.
    - Personale på et børne- og ungehjem

    Vores sociale indsatser for anbragte børn og unge har til formål at give dem et tiltrængt frirum i en hverdag, der ellers kan føles vanskelig. Her bliver de mødt af andre unge, som er der frivilligt og af lyst. Det skaber relationer på tværs, hvor det menneskelige møde er i centrum. Vi lægger stor vægt på, at børnene og de unge ikke blot er deltagere, men aktive medskabere af fællesskabet. De er ikke passive modtagere, men bidrager med lige så stor værdi som de frivillige, hvorfor begge parter oplever ligeværd og betydningsfuldhed.

    Vil du samarbejde?