Vil I give børn og unge årets ferieoplevelse?
Ungdommens Røde Kors inviterer igen i år 1.450 børn og unge med på en uges Ferielejr. 1.000 unge frivillige sørger for, at børnene får en tryg, inkluderende og meningsfuld ferieuge, når vores 22 ferielejre afholdes rundt omkring i Danmark i sommerferien.
De børn og unge, der skal med på Ungdommens Røde Kors’ ferielejre, er i alderen 7-17 år og er blevet vurderet til at have særlig glæde af en ferielejroplevelse. Fælles for mange af dem er, at de kommer fra hjem med sociale eller økonomiske udfordringer.
Ingen børn og unge skal stå uden for fællesskaberne
I Ungdommens Røde Kors arbejder vi for at gøre noget ved de sociale udfordringer, der findes for børn og unge i Danmark. Som organisation skaber vi rammerne for, at unge selv kan handle og gøre en forskel for andre børn og unge. På Ferielejr får børnene mulighed for at være en del af et trygt og inkluderende fællesskab, hvor de får nye venner og fornyet selvtillid.
Vil du og din virksomhed støtte?
Vi har brug for støtte fra dig og din virksomhed til at sende 1.450 skønne børn afsted på ferielejr i sommerferien. Du kan støtte ved at købe et erhvervssponsorat. Det koster 3.300 kr. at sende et barn på ferielejr.