JUNI, 2026: 325 frivillige, samarbejdspartnere og venner af URK fra HELE landet var med til at fejre vores 103-års fødselsdag d. 4. juni. Festen var en hyldest til vores tusindvis af frivillige, der hver dag skaber fællesskaber for børn og unge.
”I træder til, når alt andet svigter. Tak for et fantastisk år og tak for indsatsen,” sagde landsforperson Fatima i sin tale.
Sira Jovina fyldte Autopouls garage med sin vilde energi, der var en kæmpe gave til festen og til alle frivillige. Og så gav vi mikrofonen til dem, det hele handler om, da vi inviterede Sofie og Amin fra vores Fortællerkorps på scenen for at snakke om deres erfaringer som anbragt og indlagt i psykiatrien.
Vores ambassadør Alex Høgh Andersen tog os med sikker hånd gennem dagen som konferencier, og så løftede vi også sløret for vores helt nye ambassadør, Victor Lander.
Et kæmpe tak til alle vores fantastiske frivillige, som fortjener at blive hyldet HVER DAG. Og til alle, der var med til at gøre dagen til noget helt særligt.
Fotos: Alma Mølsted Andersen