Roskilde Festival 2024_Frivillige_Ungdommens Røde Kors_2025

    Roskilde Festival Foreningen støtter vores arbejde med unge i psykiatrien

    SEPTEMBER, 2025: Gæsterne på Roskilde Festival 2024 har indsamlet et flot beløb til Ungdommens Røde Kors ved at købe ’Making a Change’-billetter. Foreningen Roskilde Festival supplerer med yderligere en donation til vores frivillige arbejde.

    Hver uge er vores frivillige med til at skabe frirum for børn og unge i berøring med psykiatrien. Det er den indsats, gæsterne på Roskilde Festival 2024 har valgt at støtte ved at købe en ’Making a Change’-billet. I alt har gæsterne indsamlet 236.360 kr., mens Foreningen Roskilde Festival donerer yderligere 500.000 kr. til vores arbejde. Vi vil gerne sige stort tak!

    Vi er rigtigt glade for samarbejdet med Roskilde Festival og for den nye, flotte donation, som gør en kæmpe forskel. De seneste år har både vores frivillige og deltagere været med på festivalen for at lave kreative workshops i løbet af First Days, så det er fedt, at så mange gæster også vil støtte vores arbejde.
    - Jonas Wiederholt Larsen, landsforperson i Ungdommens Røde Kors

    Den samlede donation på 736.360 kr. går bl.a. til vores frivillige arbejde med at sætte sygdom på pause og skabe plads til ungdomsliv på landets psykiatriske afdelinger.