Event ansvarlig søges til Ungdommens Røde Kors i Lokalafdeling København

    Er du fyldt med gode ideer? Har du lyst til at prøve kræfter med at koordinere og arrangere events? Og vil du være med til at gøre en forskel som en del af Danmarks største humanitære ungdomsorganisation? Så er det måske dig vi søger!

    Lige nu søger Ungdommens Røde Kors en event ansvarlig mere til at understøtte arbejdet i vores lokalafdeling i København. Vi har brug for dig med sans for planlægning og koordinering til at skabe gode oplevelser for vores frivillige og deltagere. Hvis du brænder for at samle mennesker og skabe meningsfulde aktiviteter, vil vi meget gerne høre fra dig!

    Hvad indebærer rollen?Som vores nye event ansvarlige for URK KBH bliver du en del af et lille team sammen med vores nuværende event ansvarlig  som indgår i lokalafdeling Københavns bestyrelse. Sammen vil I have en fleksibel opgaveportefølje, der i høj grad afhænger af jeres motivation og idéer. Vi sparrer gerne med hinanden i vores lokalafdelings bestyrelse og har allerede mange tanker om aktiviteter, men det vil være jer, der planlægger, koordinerer og afvikler vores events. I vil få stor frihed til at præge, hvilke arrangementer vi laver, og hvordan de bliver ført ud i livet.

    Eksempler på opgaver kunne være: • Planlægge og koordinere events og aktiviteter for frivillige og deltagere • Udarbejde en eventkalender og sikre overblik over kommende arrangementer • Stå for praktisk afvikling af events – fx booking af lokaler, indkøb og logistik • Samarbejde med andre frivillige om idéudvikling og gennemførelse • Være til stede ved arrangementer og sikre en god oplevelse for alle deltagere • Evaluere events og samle op på erfaringer til fremtidige aktiviteter

    Du vil i høj grad selv kunne tilrettelægge, hvornår du arbejder med opgaverne, og mange opgaver kan løses hjemmefra. Der vil dog være behov for, at du deltager fysisk ved de events, du er med til at planlægge.

    Vi forventer, at du kan være med til at planlægge og/eller afvikle aktiviteter løbende, så vi sikrer et kontinuerligt aktivitetsniveau i lokalafdelingen, gerne 2-3 events om året som et minimum. Timerne vil primært ligge i forbindelse med forberedelse og afholdelse af events, der vil derfor være nogen perioder med mere arbejde end andre.

    Som frivillig i URK forventer vi, at du: • Kan afsætte 1-3 timer om ugen i gennemsnit (fordelt i perioderne omkring events) • Har lyst til at være med i mindst 6 måneder • Deltager i vores månedlige lokalafdelings bestyrelsesmøde (med aftensmad!) • Tager initiativ og er proaktiv i forhold til nye idéer og behov • Tager ansvar og følger opgaver til dørs

    Som frivillig kan du forvente af os, at du får: • Erfaring med projektledelse, eventplanlægning og koordinering • Mulighed for at udvikle dine organisatoriske og sociale kompetencer • Adgang til kurser og begivenheder sammen med URKs frivillige i hele landet • Et stærkt socialt og fagligt netværk med engagerede unge mennesker

    Om lokalafdelingen Selvom du vil arbejde med aktiviteter på tværs, vil du formelt høre under vores største lokalafdeling, URK København.

    Vi er en lokalafdeling på ca. 12 unge i alderen 20-30 år, som hver især bidrager til at dække lokalafdelingens behov lige fra rekruttering til koordinering og Sociale Medier. Vi mødes en gang om måneden for at dele opdateringer, idéer og udfordringer og der er selvfølgelig også plads til hygge og god mad.

    Vi søger som udgangspunkt 1-2 eventansvarlig, som vil arbejde tæt sammen med resten af teamet og andre frivillige.

    Skriv en ansøgning til vores email via linket herunder og fortæl lidt om, hvorfor du gerne vil være frivillig, lidt om dig selv og eventuel erfaring. Vedhæft gerne dit CV. Erfaring med events eller koordinering er en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste er din motivation og lyst til at skabe gode oplevelser for andre.

    Vi indkalder løbende til samtaler og glæder os til at høre fra dig! ✨

    Adresse

    Hejrevej 30
    2400 København

    Ansøg om jobbet

    For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.