Vil du skabe fællesskab for unge på sikret institution i Brønderslev?
Vil du være med til at gøre en forskel for unge mellem 10-17 år, som er isoleret fra det, de kender, og gennemgår en svær periode i livet? Og har du idéer til aktiviteter, de unge ville elske? Så er det dig, vi har brug for!
En sikret institution er en særlig lukket døgninstitution med høje hegn og lås på døren. Unge, som bor på sikret institution, har sociale udfordringer, er på kant med loven eller afsoner en dom. Fælles for dem alle er, at de har en tung bagage, en følelse af ensomhed og et ønske om et frirum, hvor man bare kan være ung og få en pause.
Vi søger frivillige, der vil lave sjove og hyggelige aktiviteter med de unge på den sikrede institution Kompasset i Brønderslev. Vil du have erfaring med en sårbar målgruppe og have indblik i et område, som er lukket land for de fleste? Så vær med i vores fantastiske frivilliggruppe, der sammen står for at planlægge og afvikle aktiviteter på den sikrede institution Kompasset.
Om ungecaféen
I vores ungecafé laver vi aktiviteter, som åbner verden og sætter bekymringer på pause for en stund. Som frivillig kommer du ind på institutionen og mødes med de unge om forskellige aktiviteter - såsom hjemme-spa, fifa turnering, film eller grill-aften. Vi laver aktiviteter, der passer til de unges behov og institutionens rammer. Men vi skal også inspirere. Måske kan du lide at spille basket, bygge, male, spille musik eller noget helt femte? Som frivillig kan du bringe dine interesser og idéer med ind i caféen til at inspirere de unge. Det vigtigste er, at de unge får et afbræk og et frirum, hvor de kan få lov til at være en del af et positivt fællesskab med andre unge. Det er et vigtigt frirum, som også giver dem mod og perspektiv på, hvordan et ungdomsliv også kan se ud.
Du skal som frivillig derfor bidrage til et ungefællesskab samt bringe god ung energi ind på institutionen, så de unge kan føle sig som en del af et fællesskab, prøve nye aktiviteter og få et mere positivt selvbillede.
Hvornår skal jeg være med?
Som frivillig forventer vi, at du kan tage 2-3 aktivitetsdage om måneden. Aktivitetsdagene ligger enten om tirsdagen kl. 19-21 eller om søndagen kl. 13-15.
Der er frivilligmøder med aktivitetslederne hver anden måned. Her planlægger vi aktiviteter og nye initiativer og deler gode og dårlige erfaringer. Det er vigtigt, at vi har det godt sammen i gruppen - derfor har vi også altid tid til at spise en pizza sammen efter mødet.
Hvad får du ud af at være frivillig?
- Du giver de unge troen på, at andre godt vil være sammen med dem uden at få løn for det.
- Du får mulighed for at gøre en forskel for unge, der gennemgår en svær tid.
- Du får mulighed for at være medskaber af klubbens kultur, fællesskab og indhold.
- Du bliver en del af et fedt frivilligfællesskab i Danmarks største humanitære ungdomsorganisation.
- Du får mulighed for at blive uddannet facilitator i Life Skills og erfaring med facilitering af workshops.
- Du får dækket alle udgifter og får supervision løbende.
- Du får en unik mulighed for at udvikle dig selv og få kompetencer og erfaringer, du kan bruge på CV’et og i livet.
Vi søger dig, som:
- Er åben, empatisk og tålmodighed og kan være sammen med unge mennesker, der går igennem svær periode i deres liv.
- Er stabil og forstår vigtigheden af at møde op, når du har vagt.
- Er interesseret i at lære, hvordan man indgår i et institutionsmiljø med respekt for personalet og de faste strukturer på afdelingerne.
- Har lyst til at bruge et par eftermiddage/aftener om måneden på at være sammen med de unge i ungeklubben.
- Har mulighed for at være frivillig i caféen i min. et år, så du kan nå at opbygge en god relation til de unge og personalet.
- Er imellem 18-35 år
- Kan sikkerhedsgodkendes (ren straffeattest), og som kan komme til Kompasset ca. 2 om måneden
Det er i et plus, hvis du kan bringe dine egne interesser i spil fx musik, træning, kreativitet, madlavning, sport, make-up, etc. Det er op til jer som frivillige og de unge på institutionen at bestemme, hvilke aktiviteter I har lyst til at lave.
Du får en god oplæring og introduktion med det dygtige personale.
Hvordan ansøger du? For at søge frivilligjobbet skal du udfylde formularen. Her er det vigtigt, at du i tekstfeltet ’Besked’ skriver lidt om dig selv. Det kan fx være om:
- Din baggrund (uddannelse, job, anden frivilligerfaring)
- Hvorfor du vil være med
- Hvor du bor
- Din alder
- Dine interesser
Psst.. Har du ikke en ven, du skal søge sammen med? Tag dem med!
Samtaler afholdes løbende. Send derfor din ansøgning hurtigst muligt :)
Vi glæder os til at høre fra dig!
Saturnvej 2
9700 Brønderslev
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.