Bliv frivillig samtalepartner i UNG PÅ LINJE
Vil du gøre en forskel for unge, der mangler nogen at tale med om livets små og store problemer? Så er det dig, vi søger hos Ung På Linje.
Ung På Linje er et landsdækkende samtaletilbud for unge i alderen 13–30 år. Her møder unge andre unge – uden voksne, uden løftede pegefingre. Vi har åbent i aftentimerne søndag–fredag og gennemfører hvert år mere end 2.500 samtaler via chat, telefon og sms.
Bag Ung På Linje står et stærkt fællesskab af omkring 70 engagerede unge frivillige med vidt forskellige baggrunde. Det, vi har til fælles, er ønsket om at gøre en forskel for unge, som mangler nogen at dele deres tanker, problemer og oplevelser med.
Hvad indebærer det at være frivillig?
Som frivillig i Ung På Linje har du to overordnede roller:
1) Samtalepartner: Den vigtigste og primære opgave er rollen som samtalepartner. To gange om måneden tager du samtaler via chat, telefon eller sms, hvor du lytter, støtter og møder den unge med nærvær og empati.
2) Medskaber af fællesskabet: Derudover er du med til at udvikle Ung På Linje som projekt. Du kan fx engagere dig i rekrutterings- eller fællesskabsudvalget og få værdifuld erfaring med organisatorisk arbejde, projektudvikling og frivilligledelse
Hvad får du ud af det?
Som ny frivillig deltager du i vores obligatoriske 2-dages grundkursus den 14.–15. marts, hvor du bl.a. bliver certificeret i psykisk førstehjælp. Her bliver du klædt grundigt på til rollen som samtalepartner og får kompetencer, du kan bruge både i dit frivillige arbejde og i dit videre studie- og arbejdsliv.
Derudover får du:
- Erfaring med at drive og udvikle sociale projekter for unge
- Sparring og samarbejde med professionelle konsulenter fra Ungdommens Røde Kors’ sekretariat
- Et stærkt og meningsfuldt frivilligt fællesskab, hvor vi mødes flere gange om året til temamøder, fællesarrangementer og stormøder
Hvem søger vi?
Vi søger dig, der er mellem 19 og 29 år, og som har lyst til at engagere dig i et ungt fællesskab og gøre en forskel for andre unge. Som frivillig hos os forventer vi, at du kan:
- Deltage i vores obligatoriske 2-dages grundkursus d. 14.–15. marts i København (begge dage kl. 09.30–17.00)
- Tage to–tre samtalevagter om måneden
- Møde andre unges udfordringer med empati og åbenhed
- Deltage i et månedligt gruppemøde, hvor vi både hygger os, deler erfaringer fra samtalerne og planlægger vores vagter
Din samlede indsats i Ung På Linje svarer til ca. 15 timer om måneden. Da vagter og gruppemøder foregår i Ungdommens Røde Kors’ lokaler på Hejrevej 30, København NV, er det en forudsætning, at du bor i København eller omegn.
Praktisk information
Deadline for ansøgning er d. 17. februar. Vi kontakter ansøgere løbende fra d. 2. februar og afholder samtaler via Teams eller telefon frem til d. 23. februar.
Vil du være med til at lytte, støtte og gøre en forskel?
Læs mere om Ung På Linje her: Ingen voksne - bare unge, der lytter | URK.dk
Hejrevej 30, 2
2400 København
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.