Bliv frivillig for psykisk sårbare unge på bosteder

    Vil du gøre en kæmpe forskel for unge, der har det svært? Ungdommens Røde Kors søger lige nu frivillige til vores fællesskaber på bosteder i København. Som frivillig kan du give psykisk sårbare unge et tiltrængt frirum i en til tider hård hverdag!

    Vær med til at skabe et positivt fællesskab

    Ungdommens Røde Kors laver aktiviteter for psykisk sårbare unge over hele landet - bl.a. på flere midlertidige bosteder i København. På bostederne bor unge på 18-30 år med psykosociale udfordringer, som har svært ved at bo selv. På sigt er målet dog, at de unge skal ud i egen bolig, og vi håber, at fællesskaberne med URK er med til at give dem mod på dette!

    De unge har mange oplevelser med i bagagen, og ofte har de ikke haft adgang til positive fællesskaber. Som frivillig i URK giver du disse unge et helt særligt frirum og fællesskab, hvor de kan få lov til at være, præcis som de er! URK's aktiviteter fungerer som et åndehul for de unge på bostederne, hvor de både kan udvikle deres sociale færdigheder, og vigtigst af alt får en masse gode oplevelser i en ellers svær tid.

    I København har vi både madklubber, oplevelsesklubber og hyggeklubber på flere bosteder. Hver uge kommer frivilliggruppen og laver sjove aktiviteter med de unge enten på eller uden for institutionen. De laver fx kreaværksted, spilaftener, lækker aftensmad, tager i biografen og meget meget andet - kun fantasien sætter grænser! I samarbejde med de unge kan du være med til at planlægge hvilke aktiviteter, der kunne være sjove at samles omkring. 

    Aktiviteterne ligger som oftest en hverdagsaften fra ca. kl. 17-20 eller om søndagen kl. ca. 13-16.

    Som frivillig forventes du at deltage i 2 aktiviteter om måneden, at have lyst til at indgå aktivt i frivilliggruppen og at være med til at planlægge fede aktiviteter for de unge på bostederne. 

    Vi finder i fællesskab ud af, hvilken frivilligaktivitet der tiltaler dig mest, og hvilket tidsrum der passer dig bedst. Vi har mange aktiviteter, hvorfor der er rig mulighed for at finde et godt match til netop dig! 

    Vi søger dig der  

    • Har lyst og overskud til at lave hyggelige og sjove aktiviteter med og for psykisk sårbare unge
    • Er mellem 20 og 35 år
    • Har lyst til at engagere sig i frivilligfællesskabet i min. 6 måneder
    • Kan være frivillig 2 gange om måneden samt deltage i frivilligmøder med resten af frivilliggruppen ca. hver 4 uge (tidspunkterne på møderne bliver meldt ud i god tid)

    Hvad kan du forvente?

    • Du bliver grundigt klædt på til at blive frivillig.
    • Du bliver en del af et seriøst og vigtigt projekt, som gør en kæmpe forskel for unge i udsatte positioner.
    • Du får indflydelse og medansvar og kan være med til at sætte dit præg på aktiviteterne.
    • Du får frivilligerfaring og bliver en del af et fantastisk fællesskab i Danmarks største humanitære ungdomsorganisation.

    Din indsats er afgørende

    Målgruppen er unge, der typisk har mødt store udfordringer i løbet af deres barndom og ungdom, og derfor nu bor på bosted. Mange af de voksne der har været og er omkring dem er professionelle relationer fra institutioner eller det kommunale system. Som frivillig kan du derfor være med til at skabe et frirum for de unge, som er baseret på frivillige kræfter og ung-til-ung relationer, hvor udgangspunktet er samværet og de gode stunder. Aktiviteterne er helt unikke, og frivilliggrupperne gør en kæmpe forskel.

    Hvis du har lyst til at være med, så send en kort beskrivelse via. kontaktformularen "Kontakt Organisationen", hvor du fortæller lidt om dig selv og din motivation for at blive frivillig. Vi svarer løbende og holder frivilligsamtaler umiddelbart herefter. 

    Vi glæder os rigtig meget til at høre fra dig!

    Adresse

    Hans Knudsens Plads 3
    2100 København Ø

    Ansøg om jobbet

    For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.