Projektleder til lektiecaféer i København
I Ungdommens Røde Kors København har vi flere lektiecaféer, som mangler en administrativ projektleder til at holde overblik og sikre god kommunikation. Er det dig vi leder efter?
Ungdommens Røde Kors København er landets største lokalafdeling med et team af administrative frivillige, der sammen sørger for både drift og udvikling i form af rekruttering, økonomi og projektledelse. Vi driver en lang række aktiviteter i København og sætter en ære i at have nær kontakt til vores samarbejdspartnere, herunder både lokale frivillige ledere i URK, men også til kommunale aktører, skoler og andre frivillige organisationer. Derudover vægter vi det sociale fællesskab i at være en ungdomsorganisation meget højt.
Som frivillig i lokalafdeling København forventer vi, at du:
- Kan afsætte 10-15 timer om måneden
- Har lyst til at være med i mindst 6 måneder
- Deltager i vores månedlige lokalafdelingsmøde (med aftensmad!)
- Tager ansvar i teamet og følger opgaver til dørs
- Er proaktiv i forhold til nye opgaver og behov
Som frivillig projektleder får du:
- Mulighed for at styrke din faglige profil inden for projektledelse
- Mulighed for et fleksibelt frivilligt job, som du selv kan passe ind i din hverdag
- Mulighed for at få erfaring med frivilligdrevede aktiviteter og en større organisatorisk viden
- Mulighed for at præge URKs største lokalafdeling og dens aktiviteter
- Et godt socialt og fagligt netværk med masser af engagerede og dygtige mennesker
Dine opgaver
Teamet for lekticaféer er en understøttende funktion for lektiecaféerne i København. Overordnet skal teamet sørge for at alle lektiecaféer kører som de skal, og at de frivillige får de bedste betingelser for at drive og udvikle aktiviteterne. Dette sker bl.a. ved
- Løbende kontakt til de aktivitetsansvarlige, typisk over mail
- Løbende drift af aktive lektiecaféer, f.eks. hjælpe i tilfælde af ændring af lokaler, give inspiration til sociale aktiviteter, hjælpe med administrative spørgsmål
- Rekruttering af nye frivillige i samarbejde med lokalafdelingens Velkomst og Rekrutterings-team
- Opstart af nye lektiecaféer, herunder afholde og deltage i opstartsmøder med samarbejdspartnere og frivillige
Arbejdet foregår primært fra din egen computer, hvor du bliver administrator af en email samt en aktivitetsoversigt. Derudover mødes vi fysisk i lokalafdelingen én gang om måneden, hvor vi sparer på tværs af teams og hjælper hinanden over aftensmaden. Arbejdet er dermed ikke præget af faste mødetider, men kan passes ind i din hverdag. Der vil være mere og mindre travle perioder, og omvendt er der stor forståelse for at der kan være perioder, hvor du ikke har mulighed for at arbejde så meget. Vi søger to nye frivillige, så der altid er en afløser i email-indbakken i tilfælde af sygdom, travlhed, ferier eller andet.
Send din ansøgning med det samme!
Skriv en ansøgning til vores email via linket herunder og fortæl lidt om hvorfor du gerne vil være frivillig, lidt om dig selv og din erfaring. Vedhæft gerne dit CV.
Ansøgningsfrist er d. 10 december men vi indkalder løbende til samtaler. Vi glæder os til at høre fra dig!
Hejrevej 30
2400 København NV
For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.