Vil du have erfaring inden for økonomi, budget og regnskab? Bliv frivillig!

    Bliv frivillig økonomi-ansvarlig i Ungdommens Røde Kors og få erfaring med opgaver inden for økonomi, regnskab og budget!

    Har du interesse for økonomi og har lyst til at bringe dine kompetencer i spil i en spændende frivilligorganisation?  

    Ungdommens Røde Kors i Aalborg er en lokalafdeling med sociale aktiviteter for områdets børn og unge, og i den forbindelse søger vi nu 1-2 økonomi-ansvarlige til teamet. Dine arbejdsområder vil spænde over hele budget- og regnskabsområdet, og du vil derfor få meget hands-on-erfaring med bogføring og budgetlægning. Det forventes, at du kan afsætte ca. 2 timer om ugen til at varetage rollen, og opgaverne kan som regel klares fra hjemmet.

    Økonomi-teamet i Aalborg består af to personer, som i fællesskab søger midler, lægger budget, fører regnskab i løbet af året og endeligt udarbejder årsregnskab, som skal præsenteres til vores årsmøde.

    Dine opgaver vil have karakter af: 

    • Lægge budget for vores aktiviteter
    • Føre løbende regnskab
    • Refundere udgifter til frivillige
    • Lave årsregnskab for vores bestyrelse
    • Søge fonde og §18 midler
    • Finde nye alternative måder til besparelser og optimering af vores bestyrelse

    Vi forestiller os, at du enten har erfaring med økonomi, bogføring og/eller budgetlægning fra dit arbejde eller studie. Alternativt kan du have en stor interesse for området og flair for at arbejde med tal. Vigtigst af alt er, at du har en stærk vilje til at bruge dine kompetencer til at gøre en forskel for børn og unge i Aalborg. Derudover skal du også evne at tage ansvar for dine arbejdsopgaver og til tider arbejde selvstændigt for at fuldføre opgaverne. Du skal derudover være villig til at deltage i det sociale fællesskab og vi ser gerne, at du har lysten og motivationen for at yde en indsats udover dit arbejdsområde. Vi afholder eksempelvis løbende events, hvor hele bestyrelsen deltager - både på dagen og i forbindelse med etableringen.

    Du skal som minimum have mulighed for at være en del af vores forening i et år!

    Ved at blive en del af Ungdommens Røde Kors i Aalborg bliver du en del af en aktiv og social organisation, der arbejder med at skabe de bedste vilkår for byens børn og unge. Det giver dig derfor mulighed for at gøre en forskel, og kan samtidig være et springbræt til din fremtidige karriere inden for økonomi.

    Som bestyrelsesmedlem forventes det desuden, at du deltager i vores månedlige bestyrelsesmøde den første onsdag i måneden, samt bliver betalende medlem i URK. Dette koster 100 kr. om året.  

    Lyder det som noget for dig? Så er du mere end velkommen til at sende os en motiveret ansøgning samt et CV.

    Vi ser meget frem til at høre fra dig! 

    Ungdommen Røde Kors Aalborg 

    Adresse

    Ågade 15B
    9000 Aalborg

    Ansøg om jobbet

    For at være frivillig i Ungdommens Røde Kors skal du have en ren børneattest og være medlem af organisationen. Det hører du mere om senere i forløbet.