Fortællerkorps_gruppe_Ungdommens Røde Kors_2024

    Ungdommens Røde Kors' Fortællerkorps

    I Ungdommens Røde Kors arbejder vi for at give alle unge en platform og en stemme – særligt de stemmer, der alt for sjældent bliver hørt.

    I URK’s fortællerkorps vil vi give mikrofonen videre til jer, der har haft den sværeste vej gennem livet – jer der har oplevet svigt i hjemmet eller i systemet, eller som har mødt store udfordringer på anden vis. For det er kun jer, der kan vise virkeligheden, som den faktisk opleves af unge. Det er jer, der er bedst til at pege på årsagerne til svigt, og hvad løsningerne kan være.

    Vores fortællerkorps består af unge stemmer, der bryder tabu og stigmatisering. Stemmer, der skaber pres for en positiv og mærkbar forandring ved at vise, hvor fællesskabet og systemet svigter, og pege på hvad man kan gøre i stedet. 

    For eksempel om...

    • at være anbragt
    • et liv på flugt
    • tiden i fængslet
    • et liv med sygdom eller med svære psykiske udfordringer

    Jeg vil prøve at bygge bro mellem ’dem’ og ’os’. Det er fedt at få mulighed for at forklare om asylsystemet og vores hverdag på et udrejsecenter. Jeg føler lidt, det er mit ansvar at fortælle.
    - Ashkan, tidligere asylansøger

    Vi skaber en platform til forskellige stemmer for at afspejle hele samfundet

    Vi har oprettet fortællerkorpset, fordi mange unge, der deltager i vores aktiviteter, ofte efterspørger en mulighed for at råbe op, fortælle sin historie og bruge sig selv til at gøre en forskel. 

    Derfor udspringer URK’s fortællerkorps fra de mange sociale aktiviteter, vi laver i hele Danmark.

    Sammen kan vi bidrage med fortællinger og politiske budskaber fra børn og unge i meget forskellige situationer: på børne- og ungehjem, på krisecentre, i asylsystemet, i fængsler og på hospitaler. Det giver et vigtigt billede af det danske samfund, når vi står sammen og deler vores historier og budskaber.

    Mød medlemmerne af vores Fortællerkorps her

    Jeg mødte Peter Skaarup nede på Folkemødepladsen. Han kom over og hilste, og han sagde til mig, at ud af alle de debatter, han havde deltaget i her på Folkemødet, var vores den bedste.
    - Isak, tidligere indsat

    Jeg står frem, da jeg møder mange, der har en helt forkert opfattelse af, hvad det vil sige at være anbragt. Jeg vil gerne være med til at bryde både fordomme og tabu.
    - Celene, tidligere anbragt

    For første gang har jeg åbnet op om nogle af de mest sårbare øjeblikke i mit liv – og modet til at gøre det kom ikke af sig selv. Det betyder alverden at mærke, hvordan min fortælling kan inspirere andre og skabe forståelse for livet med alvorlig sygdom.
    - Oliver Bo, somatisk patient med PTSD

    Jeg oplever at kunne bruge min egen erfaring fra psykiatrien til noget meningsfuldt. Det er ikke bare en mørk fortid, ikke bare et hul, jeg har været nede i gennem flere år. Det kan faktisk blive vendt til en ressource og en styrke.
    - Frederikke, tidligere indlagt i psykiatrien