Vil du give børn og unge i udsatte positioner en uforglemmelig ferieuge med masser af sjove aktiviteter? Og vil du være en del af et helt særligt fællesskab? Så kom med på den mest meningsfulde sommerferie!
Som frivillig er du er med til at skabe lejren, og du er med til at bestemme og planlægge aktiviteter for ungerne. Skal der være kanotur, skattejagt, pandekager til morgenmad, bålhygge, fodboldkamp, rappelling, bagedyst, dance-off, ansigtsmaling eller silent disco?
Du kan også være frivillig i køkkenet, hvor du tanker hele lejren op på energi. Ofte giver nogle af børnene eller de unge en hånd med.
Du indgår i et team med ca. 30-40 andre unge, hvor I hjælper hinanden med opgaverne og hygger jer imens. Sammen gør I en kæmpe forskel for børn og unge, som har særlig brug for støtte, omsorg og gode sommeroplevelser.
For at blive frivillig skal du være fyldt 18 år og have mulighed for at være frivillig i en af følgende uger: 28, 29, 30 eller 31. Du kan være frivillig på en børnelejr for 7-13-årige eller på en ungdomslejr for 14-17-årige.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Det er fedt at være på Ferielejr. I stedet for at sidde derhjemme i sommerferien og lave ingenting, så kan du få mange nye venner og lave nye aktiviteter, som du aldrig har prøvet før.”
- Barn på ferielejr, 10 år
Hvad er Ferielejr?
Alle børn og unge har brug for gode oplevelser. Ferielejr er for de børn og unge, der har et særligt behov for en ferieuge fyldt med gode oplevelser, som de ellers ikke ville have fået. Det kan af være økonomiske, sociale, familiære, psykiske, fysiske eller andre årsager.
På Ferielejr får ungerne skulderklap, vilde oplevelser og nye venner i overflod – og dét giver minder for livet for alle, der deltager.
De andre frivillige er virkelig søde.
Det er et åbent og rart fællesskab at være i. Vi er gode til at spørge ind til hinanden og tage en kop kaffe med til én, hvis det ligner, man har brug for det."
- Nadja, frivillig på Lykkelejren
Du og de andre frivillige planlægger, hvad ugen skal indeholde. Skal der være hoppeborgsdag, DM i flødebollekast, kreaværksted, strandtur eller...? Mest af alt handler det om at være sammen, skabe gode fællesskaber og give børnene og de unge nye oplevelser, nye venskaber og mod på livet.
Som frivillig sørger du for at skabe god stemning, lave sjove aktiviteter, tage de gode snakke, håndtere konflikter og uddele masser af krammere og highfives til børnene. Du er en del af en stor gruppe af andre unge frivillige, hvor I samarbejder og hygger jer.
Nogle ferielejre holder temauger, hvor det samme tema bruges hele ugen og inspirerer aktiviteterne. De sidste par år har der både været middelaldertema, cirkustema og byfest.
Der er brug for mange typer frivillige: Kreative, aktive, dem der er gode til godnathistorier. Der er brug for frivillige til at lave mad, og der er også brug for frivillige lejrledere. Derfor er der også brug for lige præcis dig.
Du kommer til at være frivillig med ca. 30-40 andre unge. Der vil være en god blanding af frivillige som har prøvet at være på ferielejr tidligere og nye frivillige. I hjælper hinanden med opgaverne og hygger jer imens. I kommer til at møde hinanden på en forberedelsesweekend inden ferielejren.
Du bliver klædt godt på til rollen som ny frivillig på ferielejr. Inden ferielejren er du på forberedelsesweekend med alle de andre frivillige fra din lejr, hvor I lærer hinanden at kende og planlægger ugens program. Under lejren holder I møde hver aften, hvor I snakker dagen igennem og forbereder det sidste til næste dag. De frivillige, som har været med flere år, er gode til at have et ekstra øje på dem, som er med for første gang.
Lejrene afholdes i uge 28, 29, 30 og 31. Ungdommens Røde Kors afholder i alt 23 Ferielejre.
Der findes både børnelejre og ungdomslejre, som samlet dækker alderen ca. 7-17 år.
Lejrene er for udsatte børn og unge i Danmark, som har brug for et afbræk hjemmefra, og som ikke ellers har mulighed for at komme på sommerferie.
Der kan være mange grunde til, at børnene og de unge kommer med på ferielejr. Måske er forældrene syge eller har ikke råd til ferie. Måske har børnene og de unge selv været syge over en længere periode og er blevet afskåret fra kontakt til jævnaldrende. Måske har de brug for nogle gode relationer og en uge med voksne, de kan snakke med. Måske har de nogle problemer i skolen, derhjemme eller hverdagen, der betyder, at de har godt af at komme lidt væk.
Nogle børn og unge har brug for mere voksen-kontakt end andre, og nogle har brug for hjælp til at komme med i fællesskabet og tage kontakt til de andre børn.
Ligegyldigt grunden er de alle velkomne på ferielejr til en uge med gode oplevelser, stærke venskaber og nye udfordringer.