Bliv frivillig i en hospitalscafé - ansøg nu!
Når man som barn bliver indlagt, bliver venner, oplevelser og grin udskiftet med bekymringer og ensomhed. Vær med til at give børn og unge et velfortjent frirum, hvor de kan holde en pause fra deres sygdom.
Som frivillig i en hospitalscafe planlægger du hyggelige aktiviteter for indlagte børn og unge med fysiske eller psykiske sygdomme. Det kan være alt fra brætspil, krea-værksted, gåture eller bare hænge ud og snakke sammen.
Aktiviteterne skaber rammerne for et hyggeligt og afslappende fællesskab for børnene og de unge. Du bliver en del af en frivilliggruppe, hvor I står for aktiviteterne sammen og hygger jer.
Vi håber, du kan være frivillig et par gange om måneden. Vi glæder os til at høre fra dig!
-
Hvad skal jeg lave som frivillig?
Som frivillig skal du hænge ud med børn og unge, der er indlagt og lave hyggelige aktiviteter. Du har som udgangspunkt vagt 2 gange om måneden , hvor du er i caféen i et par timer om aftenen på en hverdag. De unge frivillige er der ikke som behandlere – men som unge, der gerne vil være noget for andre unge, der står et svært sted i livet. I caféerne får de indlagte børn og unge mulighed for at være en del af et fællesskab, hvor de kan opbygge tro på eget værd og få gode minder fra indlæggelsen, som de kan tage med videre
-
Hvem er jeg frivillig med?
Du er frivillig med andre unge mellem 18 og 30 år. Typisk vil i være mellem 2-4 frivillige pr. vagt, og ca. det samme antal deltagere. Udover i caféen, møder du også de andre frivillige til uddannelsesaftenen og de løbende frivilligmøder. Vi har også løbende spændende kurser, frivillige kan tilmelde sig.
-
Er der forskel på at være frivillig i psykiatrien, for psykisk sygdom, og i somatikken, for fysisk sygdom?
Uanset om du er frivillig i psykiatrien eller i somatikken, er du frivillig på et hospital, hvor deltagerne er unge indlagte. Begge grupper er unge mennesker, der står et svært sted i livet, og hvor du som frivillig kan gøre en stor forskel. Caféerne har det samme overordnede formål: at være et fællesskab og et frirum, hvor de unge kan få en pause fra hverdagen på hospitalet. Der er dog enkelte opmærksomhedspunkter, som varierer mellem de to områder.
I somatikken er der et særligt fokus på hygiejne, så man som frivillig er opmærksom på ikke at bringe smitte med ind på afdelingen.
I psykiatrien fylder sikkerhed mere, og her har man fokus på at skabe trygge rammer for både unge og frivillige. Som frivillig bliver du i begge tilfælde klædt godt på til opgaven. Du vil altid kunne få vejledning og støtte fra din frivilliggruppe, personalet på afdelingen eller sekretariatet.
-
Har du spørgsmål til aktiviteten?
Hvis du har spørgsmål eller overvejer at blive frivillig i en hospitalscafé, er du altid velkommen til at skrive til marianne@urk.dk.
Ud med sygdom, ind med ungdom
I caféerne får børnene og de unge nogle selvstændige oplevelser uafhængigt af afdelingen, personalet og deres forældre. Sammen med jævnaldrende og de frivillige i caféerne kan de holde en pause fra deres sygdom. Venner og søskende er velkomne, men forældre, læger og sygeplejersker må blive udenfor – i caféerne er der nemlig fokus på børne- og ungeliv, og ikke sygdomsliv.
Jeg har fået en god ven i en af de frivillige. Vi er blevet lidt tætte. Han er yngre end lægerne, så vi kan tale om de samme ting.
-Danielle, deltager i hospitalscafé
Det er rart at snakke om noget andet end 'hvor mange gange har du tisset i dag?' og 'er du psykotisk?'. Det er sådan noget, lægerne spørger om. Der kan jeg spørge om helt andre ting. Det er mega nice
- Frederikke, frivillig i en hospitalscafe