
Bliv frivillig i Ung På Linje
Vil du gøre en forskel for unge, der mangler nogen at tale med om livets små og store problemer? To gange om året søger vi nye frivillige, der vil hjælpe unge ved at tale med dem på chat eller telefon. Næste rekrutteringsrunde er til februar. Send en mail til blivfrivilligupl@urkmail.dk, hvis du vil have besked, når næste rekrutteringsrunde starter.
Som frivillig i Ung På Linje har man to forskellige opgaver:
- Den vigtigste og primære opgave er rollen som samtalepartner, hvor du to gange om måneden har samtaler med børn og unge på enten chat, telefon eller sms.
- Den sekundære arbejdsopgave er at skabe sammenhold og udvikling i projektet. Der er rig mulighed for at få spændende erfaring med det organisatoriske arbejde. Du kan fx blive en del af PR-udvalget, fællesskabsudvalget eller rekrutteringsudvalget.
Hvad får du?
Som ny frivillig kommer du på vores 2-dages grundkursus i starten af oktober, hvor du bl.a. bliver certificeret i psykisk førstehjælp, så du kan hjælpe de unge, der henvender sig til os. Det giver desuden gode kompetencer til dit CV.
Derudover får du indblik i og god erfaring med at drive og udvikle sociale projekter for unge i Danmark. Vi får sparring og samarbejder med professionelle konsulenter fra Ungdommens Røde Kors’ sekretariat.
Sidst, men ikke mindst bliver du del af et fantastisk frivilligt fællesskab med os i Ung På Linje, hvor vi mødes alle frivillige flere gange om året til temamøder, fællesarrangementer og stormøder.
Hvem søger vi?
Vi leder efter dig, der er mellem 19-29 år og som har lyst til at blive en del af et ungt fællesskab og tage del i vores samtale-tilbud. Som frivillig hos os skal du kunne:
- Tage to-tre samtalevagter om måneden
- Rumme andre unges udfordringer og tilgå deres problematikker på en empatisk måde.
- Deltage i et månedligt gruppemøde, hvor vi både nyder hinandens selskab over fx brunch eller middag, deler erfaringer fra samtalerne og de svære snakke og lægger vores faste vagtplan.
Din indsats i Ung På Linje udgør samlet set ca. 15 timer om måneden. Da alle vagter og typisk også gruppemøder foregår i Ungdommens Røde Kors’ lokaler på Hejrevej 30, København NV, vil det være nødvendigt, at du bor i København eller omegn.
Praktisk information
Vi rekrutterer nye frivillige til Ung På Linje to gange om året. Næster rekrutteringsrunde er til februar.
Vil du have besked fra os, når næste rekrutteringsrunde starter? Så send en mail til blivfrivilligupl@urkmail.dk