Unge på Flugt_flygtninge_rollespil_ungdommens røde kors

Et døgn som flygtning

Unge på Flugt

Du er borger i et land, hvor korruption, konflikter og kaos er hverdag. Man kan ikke altid sige eller mene, hvad man vil, af frygt for konsekvenserne. Der foregår politiske forfølgelser, og mange har mistet deres hjem eller ejendele. Du og din familie beslutter jer for at tage på en livsfarlig rejse i håbet om at finde et sted, hvor I kan føle jer sikre

Unge på Flugt er et 24-timers rollespil, hvor skolebørn på egen krop får en oplevelse af, hvad det vil sige at være flygtning. Frivillige instruktører leder dem gennem en simuleret flugt, hvor deltagerne havner i situationer, der er typiske for flygtninges rejse.

Fra skoleelev til menneskesmugler
Alle deltagere skifter identitet via en baggrundshistorie og får et nyt pas. I grupper på 6-8 deltagere bliver de til en somalisk familie med far, mor, børn og slægtninge.

Familien får så til opgave at få udrejsetilladelse, flygte og endelig opnå asyl i Danmark. Rollespillet består af oplevelser, der byder på konfrontation med grænsevagter, prøvelser med et ubarmhjertigt bureaukrati og forhandlinger med menneskesmuglere.

Deltagerne skal gennem en hektisk flugt, indviklede asylprocedurer, trøstesløse ophold i flygtningelejre – og meget mere.

Siden 1995

har instruktører rejst landet rundt og afviklet Unge på Flugt for børn og unge på folkeskoler, efterskoler, ungdomsskoler og friskoler

24

timer

varer flugten

15

kilometer

går deltagerne under flugten

11

"lande"

går deltagerne gennem under flugten

  • Hvorfor findes Unge på Flugt?

    Det siges, at før man kan dømme et andet menneske, skal man have gået en mil i deres sko. Heldigvis har de færreste danskere selv oplevet, hvad det vil sige at flygte fra krig, og hvor mange mil man går – måske helt uden sko – for at finde et sikkert sted at være. Det kan derfor også være rigtigt svært at forstå det, som en flygtning kommer ud for gennem sin flugt til Danmark.

    Unge på Flugt ønsker at give de unge et indblik i denne oplevelse i håb om at skabe mere forståelse og et mere nuanceret billede af, hvad det vil sige at være flygtning. Vi promoverer ikke en bestemt holdning, men opfordrer eleverne til at tage selvstændigt stilling.

     

  • Hvem henvender Unge på Flugt sig til?

    Unge på Flugt henvender sig til børn og unge fra 7. klasse og opefter, der gerne vil vide mere om og forstå lidt af, hvad det vil sige at være flygtning.

    Som skole kan I give jeres elever et døgn, de aldrig glemmer.

    Som frivillig kan du få en uddannelse som instruktør og være med til at lede et Unge på Flugt rollespil.

    Læs mere på vores Facebook-side.

  • Hvordan kan jeg være med?

    Vil du bestille et rollespil, eller er du interesseret i at blive frivillig i projektet, så send en mail til os på ungepaaflugt@urkmail.dk.
    Vi har brug for frivillige med mange slags baggrunde, og rollespilserfaring er ikke et krav. Vi forventer intet andet end gå-på-mod og god energi.

    Vil du høre mere om Ungdommens Røde Kors' generelle arbejde med mentoring og dialog, kan du skrive til urk-mentor@urk.dk.

Vidste du...

at det er Steen Cnops Rasmussen, der har udviklet rollespillet?