Dynamo_mentor_mentorordning_Københavns Kommune_Ungdommens Røde Kors

Alle børn og unge fortjener voksne, de kan snakke med

Samarbejde med Københavns Kommune

Et alt for stort antal børn og unge savner stabil voksenkontakt og positive sociale relationer. Det gør Ungdommens Røde Kors og Københavns Kommune sammen noget ved med mentorordningen Dynamo.

Københavns Kommune og Ungdommens Røde Kors har siden 2015 samarbejdet om mentorordningen Dynamo. Ordningen har forebyggende karakter og henvender sig til børn og unge mellem 12 og 16 år fra forskellige byområder i København. 

Et springbræt
I Dynamo matches 200 børn og unge med stabile, livserfarne mentorer, der fungerer som rollemodeller og brobyggere. Mentorerne understøtter de unge ift. skole-, ungdoms- og fritidsliv, og mentorforløbet er et springbræt til, at de unge med tiden bliver klar til at sætte mål og træffe selvstændige valg.

"Vi ved, at unge, der kommer fra en svær baggrund, ofte klarer sig godt, fordi der har været en voksen i deres liv – f.eks. en lærer, pædagog eller fodboldtræner – som har været noget særligt for den unge. Det er nogen, der har taget dem under deres vinger og virkelig har villet den unge, ikke fordi de fik penge for det, men fordi de simpelthen vil, at den unge skal klare sig godt. Med Dynamo prøver vi at sætte det i system og give de unge nogle voksne, som vil dem det rigtig godt, og som ikke er en del af det kommunale system."

- Sofie Gorm Hansen, projektleder for Dynamo fra Københavns Kommune

Vil du høre mere om at samarbejde med Ungdommens Røde Kors?

Et struktureret samarbejde
Dynamo er et udbud fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune. Ungdommens Røde Kors står for driften af mentorordningen. Frivillige ledere håndterer rekruttering og uddannelse af frivillige mentorer, afdækker motivationen hos de unge samt afholder matchsamtalen med mentor, mentee og forældre. Desuden sørger frivillige også for, at mentorerne løbende får sparring og supervision.

Sideløbende identificerer de lokale kommunale samarbejdspartnere de børn og unge, der kan have glæde af en mentor. Skolelærere, klubmedarbejdere, skolepsykologer, socialpædagoger henviser børnene og de unge.

Den professionelle viden i samspil med frivilligheden udgør et helt særligt stærkt fundament for at lave et godt, meningsfuldt match. 

"Det er et struktureret og tæt samarbejde mellem frivillige og kommunen. Det sikrer, at vi ikke får en masse paralleltilbud, men at tilbuddene er mere velovervejede og bedre organiserede. Og så sikrer det, at vi rammer de rigtige unge, fordi projektet foregår i samspil med henvisere fra klubberne og skolerne, som møder de unge til hverdag." 

- Sofie Gorm Hansen

444

frivillige

meldte sig som mentorer på 100 dage

7

forskellige mentorordninger

tilbyder Ungdommens Røde Kors

200

børn

matches med en mentor i Dynamo

Et supplement til kommunens arbejde
For den unge er en frivillig mentor noget andet end en lærer eller en anden autoritetsfigur. De er ikke fagmentorer eller behandlere. De er medmennesker. Det er mentorer, som de unge kan have en fortrolig en-til-en-relation med. Dette skaber en særlig tillid mellem mentor og mentee, og mentorens ressourceperspektiv giver den unge mulighed for at få øje på egne ressourcer, handlemuligheder og potentialer.

Når mentoren undervejs hjælper den unge med at få øje på succeserne, styrker det netop den unges selvtillid og tro på, at man kan! Derfor er det frivillige tilbud et fantastisk supplement til kommunens arbejde.

”Det er jo en pointe i Dynamo, at det er frivillige mentorer, derfor har vi udliciteret til URK, der har ekspertise på det område. Tanken med Dynamo er at kunne give et tilbud, som er et supplement til det professionelle og ikke en del af det kommunale system. Mentorerne gør det frivilligt og en-til-en, og de sikrer den unge kvalitetsvoksenkontakt – det tror jeg gør en ret stor forskel.”

- Sofie Gorm Hansen


Det er væsentligt, at alle involverede parter oplever mentorordningen som et supplement til, men ikke en del af de kommunale tilbud. Dette skal især være tydeligt for mentees, så de ikke oplever sig som ”en sag”, men ser mentorordningen som et alternativt og positivt tilbud, de får, fordi de har nogle potentialer, som andre gerne vil være med til at forløse.