Proaktiv konsulent for erhvervssamarbejder søges

    Ungdommens Røde Kors søger en person med en usædvanligt god sans for at matche virksomheders værdier, produkter og målgrupper med vores sociale aktiviteter. Vores nye erhvervskonsulent skal både udvikle og eksekvere på eksisterende og nye sponsorsamarbejder med små og store virksomheder.

    Alene i Danmark driver vores ca. 5.000 unge frivillige mere end 280 aktiviteter for ca. 15.000 børn og unge, der har det svært og døjer med sociale og psykiske problemer i hverdagen. Typen af sociale aktiviteter spænder vidt, lige fra ferie- og weekendlejre til lektiecaféer, mentorordninger og et hav af forskellige slags klubber. Alle aktiviteterne er kendetegnet ved, at det er unge, der hjælper unge – og at alle hurtigt får tildelt et ansvar. Også dem, der ikke tror på, at de kan ret meget. For lige præcis et styrket selvværd og nogle gode sociale relationer er to afgørende faktorer, når det handler om sårbare børn og unges trivsel. 

    Hvorfor er det vigtigt?
    Man skulle tro, at det ville være nemt at finansiere en så åbenlyst vigtig mission. Særligt i disse tider, hvor bl.a. mange virksomheder gerne vil tage et større samfundsansvar. Men selvom Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation, så har vi stærkt brug for en handlekraftig, iderig og skarpsindig erhvervskonsulent til at hjælpe med finansieringen af vores indsatser.  

    Dine opgaver & kvalifikationer
    Din hovedopgave er at styrke eksisterende virksomhedsrelationer, -sponsorater og -partnerskaber, samt opdyrke og udvikle nye relationer og samarbejder. Resultatmæssigt vil du blive målt på din evne til at tjene penge eller spare penge. Sidstnævnte kan også indebære produkt- eller serviceaftaler med relevante virksomheder. 

    Vi regner derfor med, at fundraising er en central del af dit DNA, og at du er tæskedygtig til at:

    • Dyrke relationspleje, salg og marketing, samt projektledelse
    • Tiltrække nye sponsor- og partnervirksomheder med din overbevisende begejstring. Så du har selvfølgelig også gode kommunikationsevner både på mail og i telefonen
    • Styrke virksomhedernes oplevelse af, at de løfter et vigtigt samfundsansvar gennem samarbejdet med Ungdommens Røde Kors
    • Udvikle og drive nye virksomhedspakker og brandskabende virksomhedssamarbejder (inkl. auktioner og kampagner)
    • Udarbejde uimodståeligt salgs- og kampagnemateriale til forskellige målgrupper
    • Sidst men ikke mindst, samarbejde på tværs af fagligheder.

    Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende. Vi forestiller os først og fremmest, at du har nogle års erfaring inden for feltet og på den måde har tilegnet dig viden, kompetencer og netværk. 

    Organisation & løn
    Stillingen er placeret i Kommunikations- og fundraisingteamet med reference til kommunikations- og fundraisingchefen.
    Teamet består, udover dig, af fem konsulenter og en student. 

    Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er på 37 timer om ugen, og arbejdsstedet er Ungdommens Røde Kors’ sekretariat i København.   

    Ungdommens Røde Kors ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

    Det er en forudsætning for ansættelse, at du har blank børneattest og giver samtykke til, at vi må indhente børneattest på dig.

    Ansøgningsfrist
    Vi holder løbende samtaler og ansætter, når vi har den rette kandidat. Så send endelig din ansøgning, så snart du ved, om det er et job, du vildt gerne vil have. Sidste ansøgningsfrist er tirsdag den 25. juni 2019. 

    Kontakt
    Har du spørgsmål til stillingen, så skriv til Kommunikations- og fundraisingchef, Line Holten Sichmann, på line@urk.dk

    Spørgsmål?
    Skriv til line@urk.dk

    Ansøgningsfrist:
    Løbende - senest 25. juni 2019

    Er du interesseret?