Lektiecafe_Ungdommens Røde Kors

    "I lektiecaféen er der tid til mig"

    De to 12-årige drenge, Arlind og Vithusan, kommer fra hver deres del af verden. Den ene fra Sri Lanka, den anden fra Albanien. Men når det handler om danske verber og udfordringen med at klare sig godt i skolen, er de i samme båd.

    De to drenge staver deres navne med tyk østjysk dialekt. Nok er det modersmålet, der hersker derhjemme, men i skolen, fodboldklubben og boligblokken, hvor de bor, er det fælles sprog dansk.

    Arlind klør sig i panden med sin blyant, mens han skiftevis kigger på Vithusan og boldbanen udenfor. Det er tydeligt, at det sidste trækker i ham. Men de sidder i stille-rummet, og opgaven skal klares, før der er fri leg og boldspil. Arlind og Vithusan er nemlig taget hen i en af Ungdommens Røde Kors' mange lektiecaféer, som drives over hele Danmark – takket være et stort dedikeret korps af frivillige, der holder caféerne åbne der, hvor børnene bor og færdes.

    Kan du afse et par timer om måneden?

    ”I skolen er det svært at få hjælp”
    Selvom de to drenge kun bor et stenkast fra beboerhuset i Horsens, var det alligevel en overvindelse at møde op i lektiecaféen første gang.
    ”Første gang, jeg kom her, var det lidt pinligt. Der var masser af børn, men jeg kendte ingen, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle. Heldigvis var der nogle frivillige, der hjalp mig i gang. Lige siden er jeg kommet her hver uge og vil slet ikke undvære det i dag”, fortæller Arlind.

    Vithusan nikker. Også han er hyppig gæst i lektiecaféen og fremhæver den gode stemning og muligheden for at få hjælp til det, der er svært.

    ”I skolen er det svært at få hjælp. Lærerne har altid så travlt og bruger også en masse svære ord, som jeg ikke forstår. Her har de god tid. Mig og Arlind kan få hjælp, og de taler på en måde, som vi forstår.”

    Vil du støtte lektiehjælp for børn som Arlind og Vithusan?

    Faglighed og hygge
    To timer om ugen er de to venner i lektiecafé. Halvdelen af tiden går med lektier, den anden halvdel med hygge, snak og fodbold. Sådan skal det være ifølge den frivillige leder af lektiecaféen, Victoria Dyrby:

    ”Caféen er både et sted med plads til lektier og skæg og ballade. De op imod 85 børn og unge, der kommer her, skal synes, det er sjovt. Men samtidig er det et sted, hvor vi gerne vil hjælpe dem med lektierne og give dem glæden og succesoplevelserne ved at gå i skole. De skal mærke, at vi virkelig vil dem. Det stiller krav til de frivillige, som både skal være fagligt funderet og socialt stærke.”

    For Arlind og Vithusan betyder lektiecaféen mest af alt et frirum og en kærkommen hjælp med lektierne, som de ikke kan få så mange andre steder. Heller ikke derhjemme.

    ”Mine forældre hjælper nogle gange, men det er svært for dem. De forstår ikke altid, hvad der står, og hvad opgaverne går ud på. Da jeg gik i de mindre klasser var det nemmere, men nu går jeg i sjette klasse”, pointerer Vithusan.