Frivillige til Malawi

    Har du lyst til at gøre en forskel for og med unge i Malawi? Brænder du for frivilligt arbejde og ønsker at arbejde med udviklingsindsatser, der møder unge i øjenhøjde? Og har du lyst til at bo og arbejde i det landlige Malawi fra primo september – midt maj 15. maj 2020? Så har du en unik mulighed for at blive udsendt som frivillig for Ungdommens Røde Kors. 

    Ungdommens Røde Kors arbejder sammen med Malawi Røde Kors om at styrke og fremme unges muligheder for indflydelse og aktiv deltagelse i deres lokalsamfund. Derfor søger vi fire engagerede frivillige til udsendelse i Malawi.

    Dine arbejdsopgaver 
    Som udsendt frivillig indgår du i arbejdet med at styrke Malawi Røde Kors’ ungdomsarbejde i distrikterne Mangochi, Chikwawa og Mwanza. I samarbejde med Dansk Røde Kors implementerer vi et projekt, der har fokus på Life Skills og inklusion af unge for at styrke deres forudsætninger for at engagere sig i deres lokalsamfund og være aktive medspillere i forbedringen af unges forhold. 

    Du vil støtte op om projektet ved at hjælpe med at tilpasse og kontekstualisere vores undervisningsprogram Life Skills, videreføre allerede eksisterende aktiviteter samt bidrage til at skabe social forandring. Endelig vil du støtte opstarten af frivilligdrevne ungeaktiviteter i Malawi Røde Kors’ lokalafdelinger.  

    Du vil indgå i et team med én anden nordisk frivillig og to lokale malawiske frivillige og arbejde tæt sammen med Malawi Røde Kors’ lokale feltkontor i enten Mangochi, Chikwawa eller Mwanza, hvor du også vil have din dagligdag. Der vil være hyppige feltbesøg til de tre distrikter, hvor projektet implementeres. 

    I rollen som udsendt frivillig kommer du blandt andet til at: 

    • Støtte arbejdet med at udvikle og kontekstualisere Life Skills-aktiviteter for unge i Mangochi, Chikwawa eller Mwanza 
    • Arbejde med at afprøve og tilpasse metoder til den lokale kontekst 
    • Udvikle og afholde træninger for og med unge malawiske frivillige 
    • Støtte gennemførelsen af Malawi Røde Kors’ ungestrategi 
    • Være i løbende kontakt med frivillige i Ungdommens Røde Kors’ Afrikagruppe i Danmark 

    Vi forventer, at du er en initiativrig og åben person med lyst til og forståelse for at arbejde på tværs af forskellige kulturer for at skabe et godt og givende fællesskab, som kan bidrage til at videreudvikle fundamentet for projektet i Malawi. Ydermere forventes det, at du er omstillingsparat og har forståelse for, at arbejdet med mennesker i felten er foranderligt og omskifteligt.

    Du skal kunne se det som en spændende udfordring i at bo meget primitivt med begrænset elektricitet og internetforbindelse i et svært tilgængeligt område med store udviklingsmæssige udfordringer. 

    Mere konkret søger vi en frivillig, som: 

    • Har erfaring med at skabe relationer og brænder for at motivere andre unge til at engagere sig 
    • Har erfaring med frivilligt arbejde (national erfaring fra Ungdommens Røde Kors vægtes)  
    • Erfaring med ung-til-ung metoder og deltagerorienterede processer (fx Life Skills eller Sprint) 
    • Har interesse for og gerne erfaring med udviklingsarbejde 
    • Er åben, initiativrig og god til at samarbejde på tværs af kulturer 
    • Har et godt mundtligt og skriftligt engelsk 
    • Er mellem 21 og 30 år 

    Forberedelse og afrejse
    Inden udsendelsen vil du blive klædt godt på til opgaven. Som led i forberedelsen skal du deltage i introdage hos Ungdommens Røde Kors fra d. 1.-3. august, Leadership Academy fra d. 4. august - 16. august 2019 samt et intensivt forberedelsesforløb med særligt fokus på udsendelsen fra d. 19. august - 30. august. Du vil rejse til Malawi omkring den 1. september.

    Forberedelsen vil være fleksibel, men det forventes, at du deltager i det planlagte program og den to-ugers træning ved Leadership Academy. Endelig forventer vi, at du efter opholdet laver en kort afrapportering om dit forløb, samt at du engagerer dig i Ungdommens Røde Kors’ arbejde efter hjemkomst. 

    Praktisk info
    Som udsendt frivillig bliver du automatisk en del af Ungdommens Røde Kors’ nystartede ungeberedskab. Ungeberedskabet består af unge frivillige, som har den fornødne træning og kapacitet til at træne og støtte andre Røde Kors frivillige nationalt og internationalt. Efter din udsendelse forventes du at indgå i ungeberedskabet i min. 2 år. Og det forventes, at du står til rådighed i sammenlagt en uge om året.  

    Som udsendt er du fuldtidsfrivillig, og du vil modtage lommepenge svarende til de udgifter, du har i forbindelse med opholdet. Der er et administrationsgebyr på 7500 DKK for at blive sendt afsted som frivillig. Beløbet dækker forberedelsen i Danmark samt flybilletter, forsikring, vaccinationer, kost, logi og lommepenge under opholdet i Malawi, løbende teknisk sparring og de-briefing. 

    Ansøgning
    Send en ansøgning med din motivation for at søge stillingen og dit CV senest den 1. juni kl. 23.59. Vi afholder samtaler den 8. og 9. juni på Ungdommens Røde Kors’ sekretariat i København. Hvis du har spørgsmål til forløbet, er du velkommen til at skrive en mail til clara.rubin@urk.dk eller ringe på 28 95 66 57. 

    Bemærk at vi ikke modtager ansøgninger udenfor rekrutteringssystemet. 

    Vi glæder os til at høre fra dig! 

    Kontakt:
    Clara Rubin
    clara.rubin@urk.dk
    28 95 66 57

    Ansøgningsfrist:
    1. juni 2019

    Er du interesseret?
    Få jobtippet som den første