kenya 3

    Bliv frivillig ungdomsleder i Kenya

    Har du lyst til at støtte kapacitetsopbygningen af unge i de udsatte boligområder Mukuru and Mathare, i Nairobi? Har du erfaring med frivilligt arbejde for URK i Danmark, som du kan bringe i spil i en international kontekst? Eller har du særlig interesse for at blive frivillig i et vigtigt projekt og mulighed for at bo i Kenya fra september 2023 til marts 2024? URK søger lige nu to engagerede frivillige ungdomsledere, som sammen med kenyanske Røde Kors frivillige skal styrke unge fællesskaber i udfordrede områder af Nairobi.

    Bliv frivillig ungdomsleder i Kenya

    Som ungdomsleder får du en unik mulighed for at arbejde tæt sammen med frivillige og medarbejdere fra Kenya Røde Kors, du får et dybt indblik i unge fra Mukuru and Mathares liv og stor erfaring med at planlægge og facilitere workshops. Endelig får du mulighed for at bo og arbejde i Kenyas hovedstad, Nairobi – og måske skabe nye venskaber for livet.

    Dine arbejdsområder:
    Som frivillig ungdomsleder vil du sammen med den anden danske ungdomsleder og to kenyanske ungdomsledere hjælpe med at implementere et CISU-projekt og et Danida-projekt i Nairobi. Projekter implementeres af Ungdommens Røde Kors (URK), Dansk Røde Kors (DRK) og Kenya Røde Kors (KRCS) og har til formål at opbygge stærke og modstandsdygtige unge, der kan bidrage til at skabe positive forandringer i et område præget af arbejdsløshed, kriminalitet og udfordringer relateret til seksuelle og reproduktive rettigheder. Du vil arbejde med implementeringen af aktiviteter for unge i de lokale ungdomsklubber, som drives af KRCS. Aktiviteterne er blandt andet workshops med URKs Sprint og Life Skills-metoder og fortalervirksomhed om emner som vedrører de unge. Hensigten er at hjælpe de unge med at opbygge evner – life skills – til at adressere de mange udfordringer, de står overfor. Samtidig er hensigten at hjælpe de unge med at starte små sociale projekter, som bidrager til lokal udvikling og ikke mindst, at de unges stemme bliver hørt i lokalområdet.

    Din rolle som udsendt frivillig ungdomsleder indebærer opgaver som:

    • Støtte de unge i Mukuru i at lave lokalt fortalerarbejde
    • Planlægge og afholde Life Skills workshops i ungeklubberne sammen med frivillige fra KRCS
    • Videreudvikle og forbedre vores Life Skills- og Sprintmanual til Mukuru
    • Støtte de unge i Mukuru med implementeringen af deres ”Sprint projekter”
    • Være med til at planlægge og udvikle aktiviteter eller events for unge i Mukuru og Mathare
    • Formidle information om projektet til danske unge
    • Introducere de to kenyanske ungdomsledere til frivilligt arbejde i Danmark og URK som organisation under deres forberedelse

    Vi søger derfor dig, som:

    • Har erfaring med at skabe relationer og brænder for at motivere andre unge til at engagere sig i frivillighed og fællesskaber
    • Har erfaring med frivilligt arbejde (national erfaring fra Ungdommens Røde Kors vægtes højt)
    • Har erfaring med ung-til-ung-metoder i URK (særligt sprint og Life Skills)
    • Er åben, initiativrig og god til at samarbejde i teams med andre unge
    • Er fleksibel og i stand til at skabe en hverdag og trives i et udfordrende miljø
    • Besidder et godt mundtligt og skriftligt engelsk og villig til at bruge det i hverdagen
    • Er mellem 22 og 29 år 

    Praktiske rammer
    Vi forventer, at du er initiativrig og har lyst til at arbejde i en anden kultur og at bidrage til at udvikle projektet i Kenya. Det er en klar fordel, at du er en åben person med masser af gåpåmod. Det er også nødvendigt at være omstillingsparat, da arbejdet i felten ofte kan være omskifteligt. Du skal se det som en spændende udfordring at bo under andre vilkår end i Danmark, f.eks. I en by præget af ulighed, fattigdom og andre udviklingsmæssige udfordringer.


    Før og efter din rejse:
    Inden du rejser til Kenya, bliver du klædt godt på til opgaven. Som led i forberedelsen skal du deltage i DUFs ungdomslederkursus og URK’s forberedelseskursus forud for din rejse. Du skal sætte cirka 3 uger af i slut august/ start september 2023 til forberedelsesprogrammet (præcise datoer meldes ud, men omring uge 34, 35, 36). Efter din rejse vil du være forpligtet til at deltage i en evaluering med både URK og DUF.

    Som ungdomsleder er du fuldtidsfrivillig og skal forvente en arbejdsuge på 37 timer i Kenya. Du vil modtage lommepenge svarende til de udgifter, du har i forbindelse med opholdet, og URK dækker alle udgifter i forbindelse med rejsen (flybillet, vaccinationer, visum etc.). 

    Er du vores nye ungdomsleder?
    Send en ansøgning med din motivation for at søge stillingen og dit CV senest tirsdag den 6/6 2023. Vi forventer at afholde samtaler d. 8-9 jun eller 22-23 juni, med forbehold for ændringer, og på Ungdommens Røde Kors’ sekretariat i København eller online. Hvis du har spørgsmål til forløbet, er du velkommen til at skrive en mail til sara.l@urk.dk. Bemærk, at vi kun modtager ansøgninger gennem rekrutteringssystemet.

    Bliv frivillig ungdomsleder i Kenya
    Lige nu er der også mulighed for at blive ungdomsleder i Nepal