Administrativ student til understøttelse af frivillige aktiviteter i Ungdommens Røde Kors

    Vil du have et fedt studiejob og gøre en forskel for udsatte børn og unge i Danmark? Ungdommens Røde Kors søger en selvstændig og struktureret student til administrativ understøttelse af frivillige aktiviteter.

    Din primære opgave bliver at varetage en række administrative opgaver, som er helt centrale for, at vores frivillige kan lykkes med deres vigtige arbejde. For eksempel skal du stå for at matche nye frivillighenvendelser med vores lokalafdelinger, hjælpe med forskellige økonomiopgaver samt hjælpe med opgaver i vores interne tidsregistreringssystem.

    Du skal også bistå vores konsulenter med at understøtte vores lokalafdelinger, der kickstarter og driver aktiviteter for udsatte børn og unge i hele landet. Der vil derudover opstå forskellige opgaver ad hoc, så du kommer også til at gå til hånde på sekretariatet, hvor der er brug for det.

    Du bliver hurtigt kastet ud i selvstændige opgaver, og du skal være god til selv at strukturere din arbejdstid. Derfor er det vigtigt, at du har et stort gåpåmod og lyst til at lære nyt. Desuden får du en arbejdsplads, hvor du får indblik i spændende projekter, bidrager til Ungdommens Røde Kors vigtige arbejde og bliver en del af et ungt dynamisk miljø af både konsulenter, studentermedhjælpere og praktikanter.

    Vi søger dig, der har et godt overblik, er god til tal og Excel og har mod på at sætte sig ind i vores interne IT-systemer. Det har stor betydning, at du værdsætter at kunne bidrage til arbejdet i Ungdommens Røde Kors.

    Dine opgaver bliver bl.a.:

    • Hjælp til controlling i vores interne tidsregistreringssystem TimeLog, herunder udarbejdelse af vejledninger og sikre relevant vidensdeling i organisationen.
    • Udføre opdateringer i Excel og håndtere vores IT-systemer.
    • Håndtering af frivillighenvendelser både fra hjemmesiden og pr mail.
    • Håndtering af refusionssedler.
    • Administrativ understøttelse af lokalafdelinger, f.eks. hjælp til at søge midler og rekruttering af nye frivillige.
    • Budgettering, økonomistyring og regnskabsaflæggelse på det internationale område.

    Ugentlig arbejdstid er 15 timer, men det kan variere. Der er mulighed for stor fleksibilitet til at tilrettelægge din arbejdstid i forhold til dit studie, eksaminer osv. Du kommer til at være tilknyttet Programafdelingen, hvor vi er 12 konsulenter plus studenter og praktikanter.

    Hvis du har spørgsmål til vores arbejde, og hvad stillingen indeholder af konkrete opgaver, er du velkommen til at skrive til student Amanda Falah Rasmusen.

    Ansøgningsfristen er onsdag d. 3. marts med forventning om at gennemføre samtaler snarest muligt herefter.

    Ansøgningsfristen er onsdag d. 3. marts.

    Er du vores nye kollega?

    Om Ungdommens Røde Kors:

    Om Ungdommens Røde Kors (URK): Vi er en selvstændig organisation under Røde Kors i Danmark, der laver socialt og humanitært arbejde for og med udsatte børn og unge. URK har over 280 aktiviteter drevet af unge frivillige fordelt på 100 postnumre i Danmark. Aktiviteterne spænder fra ferielejre og mentorordninger til aktiviteter på krisecentre, hospitaler, psykiatriske afdelinger og i fængsler. URK engagerer flere end 20.000 børn og unge, heraf cirka 5.000 frivillige.