X-faktor Sidsel og Tårnhøj optræder for udsatte børn
Børnene på Ungdommens Røde Kors' ferielejr Billeshave kunne deltage i en X-faktor koncert med alt hvad der hører til af vaskeægte stjerner, dans og autografskrivning. De største af børnene fik desuden lov at tale med sangeren Sidsel, og spørge hende om x-faktor og det danske kendisliv.
Af Ida Holmegaard, juli 2009
Fra tidligt onsdag morgen blev alle hjælperne på Billeshavelejren mindste én gang hevet i armen af et barn som spurgt "Hvornår kommer dem fra TV?". Forventningen byggede sig op i løbet af dagen, mens børnene fordrev tiden med andre aktiviteter som sanglege og legobygning. Karina på 11 år havde svært ved at vente. Hun proklamerede, at hun er Sidsels største fan, og brugte derefter en halv time på at klippe et gækkebrev til den besøgende stjerne.
Lejrleder Hans-Henrik Sørensen, som igennem mere end et årti har stået for planlægning og udførsel af ferielejeren, har sørget for at få koncerten med de to TV-navne, Tårnhøj og Sidsel Lieknins Vestertjele, til Billeshave. "Vores opgave", udtaler Hans-Henrik "er at give børnene så mange gode oplevelser som muligt. Og sådan en koncert er noget de husker og som glæder dem i lang tid."
Før koncerten fik de ældste af børnene lov til at tale med Sidsel, og spørge ind til hendes oplevelse af at deltage i talentkonkurrencen X-faktor. Lynhurtigt kom alle på fornavn, og der blev talt åbenhjertigt om den pludselige berømmelse, musikken og venskaberne til de andre deltagere i konkurrencen. "Efter x-faktor er det hele begyndt." sagde Sidsel "Nu forventer folk virkelig noget af en."
At arbejde med Ungdommens Røde Kors var for Sidsel et meget bevidst valg. " Ferielejr er et rigtig godt arrangement," udtaler hun "og jeg ved det betyder meget. Det giver håb til rigtig mange børn." Hun understreger også, at hun har stor respekt for det arbejde som hjælpere og ledere lægger i ferielejren.
Selve koncerten med Tårnhøj og Sidsel var et kæmpe hit hos børnene. Der blev danset på livet løs til både de stille sange og de mere opstemte popnumre, og både hjælpere og ledere festede med i den til lejligheden oppyntede sal. "Hvor er i vilde!" råbte Louise fra Tårnhøj ud over sit publikum af dansende børn, "I er jo slet ikke til at stoppe."
Benjamin, som fyldte 7, fik også indtil flere fødselsdagssange og hilsner med fra de kendte gæster.










