Welcome to Palestine

Når jeg går i Ramallahs gader, kan jeg ikke undgå folk, der råber ”Welcome to Palestine” efter mig. Men hvad er det egentlig for en størrelse, og hvad betyder det at være palæstinenser for et samarbejde mellem Ungdommens Røde Kors og Palæstinensiske Røde Halvmåne.

Af Fry Bak Rasmussen, juni 2011

Palæstina. Olivenlundenes land. Landet hvor du finder landskab lige fra ørken til frodige bjerge og marker, som allermest ligner noget taget ud fra dansk kontekst. Dette er det hellige land. Dette er guds land.

Dette er dog også landet for en over 60 år gammel konflikt mellem to kulturer. Landet for besættelse, israelske bosættelser, checkpoints og stenkast.

En fortælling om et lands skæbne, som påvirker det enkelte individ i samfundet, og ikke mindst dem vi til hverdag arbejder sammen med, som ungdomsledere.

Livet i de besatte Palæstinensiske områder
For få år tilbage sluttede 2. Intifada, et palæstinensisk oprør mod Israel. Under dette oprør blev mange bygninger bombet, over 4000 palæstinensere og ca. 400 israelere døde i forbindelse med dette. Et 10-årigt oprør, som har sat sine dybe spor hos palæstinensere.

Vores palæstinensiske kollega og ungdomsleder for vores fælles projekt, fortalte hvordan han havde set israelske fly sende bomber mod hans hjemby, Jenin. Det regnede bogstavelig talt med bomber ned over byen. Den 14-årige dreng stod og så det hele fra sin bedstemors hus, som havde udsigt over hele byen. Han fortalte, at han aldrig har været så bange i sit liv, men ville ikke vise det, for hans yngre brødre sad sammen med ham. Han fortalte dem, at de ikke skulle frygte noget. Hver en eneste palæstinensisk familie har sin tragiske historie, som er produkt af den mangeårige konflikt.

Vi afholder i Ramallah Lederskabskursus for unge i Palæstinensisk Røde Halvmåne. Her havde vi blandt andet et retorikkursus, hvor vores unge key-volunteers skulle holde en tale om noget personligt, for at øve dét at holde foredrag over for en gruppe af mennesker. Her kom de personlige historier frem.

En 19-årig ung kvinde fortalte, hvordan hendes far i 2007 blev anholdt. Han blev idømt 30 års fængsel. Hun fortalte, at hun kun måtte sende ham breve, fordi hun var voksen. Hun må kun besøge ham to gange om året, og skulle det tragiske ske, at han skulle dø i fængsel, forpligtiger Israel sig ikke til at udleveret liget til familien.

En anden ung kvinde holdt en tale om, at hun havde fået nok konflikten. Hun syntes tiden snart måtte være inde for Israel og Palæstina til at forene sig og finde en fælles løsning på konflikten, i stedet for at skabe fjendebilleder af hinanden. En holdning som fremprovokerede mange reaktioner i gruppen af key-volunteers, med enige og uenige parter.

Herefter holdt en af vores elever en tale om sin familie. Han fortalte, hvordan han var løbet hjemmefra, fordi hans far var højtstående medlem i Hamas. Han kunne ikke vedkende sig farens politiske holdninger.

Et par dage senere mødte faderen fra Hamas op på Palæstinensiske Røde Halvmånes hovedkvarter i Ramallah. Han skældte ud på hver og én, og ikke mindst sin egen søn. Det resulterede i at Røde Halvmåne til sidst stillede drengen et ultimatum om at tage hjem til sin familie, eller stoppe som frivillig. Dette for at undgå problemer med Hamas.

Samarbejdet på tværs at kulturer
Som disse historier fra 4 unge frivillige i Palæstina viser, er deres hverdag præget af den israelske tilstedeværelse på Vestbredden.

Tit kan det være svært for os, danske ungdomsledere, at forstå hvorfor palæstinenserne, reagerer voldsomt på ting, som i dansk perspektiv ville være ligegyldige. De reaktioner skal ses som bægeret, der flyder over. Når bægeret er fyldt med besættelse i forvejen, skal den mindste konflikt nok resultere i overflod.

Det har selvfølgelig givet projektet nogle konflikter hist og her. Men det understreger også vigtigheden af, at vi i URK laver vores projekter her. Der er brug for forandring i Palæstina og for unge i at blive hørt. Kulturen lader på nuværende tidspunkt ikke de unge mennesker bliver hørt i samfundet. Det skyldes, at forældre er bange for konsekvenserne ved at lade deres børn ytre sig. Men også en holdning om at unge ikke har noget at skulle have sagt.

Unge her har lysten og viljen til forandring. Og som historierne fra projektets frivillige viser, er der en masse vigtige budskaber, som ville være relevant at få ud. Vores key-volunteers håber på at dette projekt vil arbejde hen imod at bemyndige unge i Palæstina. De ønsker at lave work-shops som skal lære unge om lederskab, give dem værktøjer til at ytre sig gennem kunst og skuespil samt skabe debatfora for unge. Ganske enkelt for at give unge palæstinensere en stemme.

Projektet er kun på første år, så det er ikke sikkert hvor projektet bæres hen, og mulighederne er mange. Én ting forekommer mig dog tydeligt. Den palæstinensiske ungdom har potentiale til at gøre en forskel. Ikke mindst i et samarbejde med Ungdommens Røde Kors – et samarbejde, der har et godt grundlag for at fungere mange år endnu.

Læs mere om vores arbejde i Palæstina