Unge sparker gang i integrationen
Unge fra asylcentret Gribskov har gennem foråret benyttet sig af en ny mulighed for at træne i Helsinge taekwondoklub. Igennem INDSPARK, et projekt i samarbejde med Ungdommens Røde Kors, Dansk Taekwondo Forbund og Dansk Idræts-Forbund, har de to gange om ugen kunnet bryde med asylcentrets hverdag og møde danske unge med taekwondoen som fælles samlingspunkt.
Af Ida Holmegaard, september 2009
Selvom regnen trommer på taget af Helsinges sportshal, har godt 15 drenge og piger forceret det ubehagelige vejr og taget togturen fra asylcentret Gribskov for at deltage i dagens taekwondotræning. Sammen med klubbens andre medlemmer opvarmer, løber, spiller og sparker de sig igennem den næste halvanden time.
Integration - en gensidig proces
Som ung på et asylcenter er det meget svært at opbygge et netværk af jævnaldrende i lokalområdet; sproglige barrierer, den overvældende oplevelse at komme til et nyt land, og manglende forståelse fra omverdenen er ofte svære udfordringer at overvinde. Med dette projekt har Ungdommens Røde Kors forsøgt at gøre det lidt lettere for disse unge at blive integreret i det danske samfund gennem kontakt med danske unge og ved at give dem adgang til det danske foreningsliv. Integration er således en vigtig del af projektet, men det er en proces som i høj grad går begge veje. De unge fra asylcentret får gode oplevelser med andre danske unge, men der er også en gevinst at hente for taekwondoklubbens andre medlemmer.
"De medlemmer vi havde i forvejen," udtaler Morten Jensen, træner for taekwondoholdet, "får virkelig større forståelse for, hvad det vil sige at være flygtning. Vi laver en masse holdlege, og vores medlemmer, der har trænet længe, hjælper og taler med de nye. På den måde opstår en forståelse på tværs, som jeg tror, er helt specielt for dette projekt."
Flere af de unge taler ikke dansk, men dette påvirker ikke træningen: "Vi har været heldige at finde en oversætter, som også træner med her i klubben, men for det meste går kommunikationen af sig selv." fortsætter Morten B. Jensen "Man viser jo fysisk hinanden, hvad der skal gøres, og kan ellers klare sig med engelsk."
Det handler om at integrere de unge i det lokale foreningsliv
De unger giver ligeledes tydeligt udtryk for, at de værdsætter muligheden for at få lidt luftforandring fra asylcentret – også selvom det sproglige ikke helt er på plads endnu. Hussein på 17 har kun været 22 dage i Danmark, men fik hurtigt tilbuddet om at deltage i projektet gennem asylcentret Sjælsmark. Træningen og den gode modtagelse i klubben har fået ham til at føle sig velkommen i Danmark. "Jeg er meget glad for taekwondotræningen," udtaler Hussein, "og jeg har virkelig fået et godt indtryk af landet her indtil videre."
Udover den umiddelbare gevinst som der opnås ved at unge på tværs af sproglige og kulturelle skæl mødes og taler sammen, har projektet også mere langsigtede mål og konsekvenser. Dels tager en række af de unge fra asylcentret med på taekwondoklubbens sommerlejr, og får der mulighed for at træne, forbedre sig og møde endnu flere jævnaldrende med samme interesse. Desuden har projektet den positive konsekvens, at de unge også får lettere ved at skabe en omgangskreds, når de flyttes fra centret.
"Under træningsperioden er nogle af deltagerne blevet udflyttet til kommuner, men har fortsat træningen i lokale klubber der, hvor de er flyttet hen," udtaler Silke Haubart Cohen, URK’s tovholder for INDSPARK. "Dét er præcis det, der har været hensigten med projektet - at integrere de unge deltagere i det lokale foreningsliv og at give dem en mulighed for en indholdsrig hverdag både nu og på længere sigt."










