Synlighed og sæbebobler

Vis på kort

Vil du gerne gøre opmærksom på Ungdommens Røde Kors’ arbejde i dit lokalområde? Læs om om PR Hovedstadens Kreative Legeplads og få idéer til, hvordan du med enkle midler selv kan skabe en lignende stand, som kan tages med til forskellige events i dit lokalområde.

Af Ida Nymand Ammundsen, februar 2011

PR Hovedstadens store campingvogn er fyldt med gnubbe-tatoveringer, sæbebobler og popcorn. Det er den Kreative Legeplads, som følger de frivillige til forskellige arrangementer som for eksempel Kulturnatten, markeder og lokale stævner. Konceptet med Kreativ Legeplads går ud på at komme ud i gadebilledet og give børn, unge og andre barnlige sjæle en god oplevelse – og samtidig aktivt at promovere Ungdommens Røde Kors.

Udover at give de besøgende børn en mulighed for at prøve deres kreative evner af, er Kreativ Legeplads en vigtig måde at gøre opmærksom på Ungdommens Røde Kors’ arbejde.

Indtil videre har Kreativ Legeplads været en stor succes i forhold til Ungdommens Røde Kors’ PR-strategi”, forklarer Helga Björk Jónsdóttir, der er aktivitetsleder for PR-Hovedstaden. ”Mens vi underholder og leger med børnene, er der mange forældre, der gerne vil høre mere om Ungdommens Røde Kors’ forskellige indsatsområder.”

Standen er en oplagt mulighed for at gøre opmærksom på for eksempel Ungdommens Røde Kors’ arbejde i Afrika, lektiecaféer og ferielejre. Samtidig er det en chance for at hverve nye frivillige og medlemmer.

Så nemt er det

At repræsentere Ungdommens Røde Kors’ ansigt udadtil er en opgave, der naturligvis skal tages seriøst – også til sjove kulturnætter og uformelle kræmmermarkeder. Alligevel kræver det hverken enormt avanceret udstyr eller en nøje slagplan for underholdningen. Ansigtsmaling, popcorn og kæmpe sæbebobler er en del af grejet i Ungdommens Røde Kors’ Kreativ Legeplads.  Og sammen med en god portion gå-på-mod og højt humør hos de frivillige i standen er resultatet altid en vellykket event.

Helga Björk Jónsdóttir synes, at det er oplagt for de lokale udviklingsråd i Ungdommens Røde Kors at tage idéen med en stand for børn og voksne til sig:

”Det behøver slet ikke at være så vanskeligt at repræsentere Ungdommens Røde Kors som organisation til en event. Lidt underholdning til børnene og information til de voksne. Og så skal det selvfølgelig også være sjovt for de frivillige at være afsted,” forklarer hun.

Stor og lille udgave af Kreativ Legeplads

Som oftest rykker Kreativ Legeplads i URK Hovedstaden ud i Ungdommens Røde Kors’ røde campingvogn, som er pakket med redskaber til at sætte børnenes fantasi løs. Desuden tager et hold friske frivillige fra organisationen med for at male børnenes ansigter og servere varm kakao, mens de fortæller de voksne om organisationen eller sælger Ungdommens Røde Kors’ merchandise.

Der findes også en udgave af Kreativ Legeplads uden campingvogn, som er egnet til mindre, lokale events. Udover underholdningsredskaberne og legetøjet er denne udgave af legepladsen udstyret med et bord, stole og et stativ til merchandiseartikler.

Solskin og bil til rådighed, tak

”I starten satte vi os og brainstormede over, hvad en stand skulle indeholde. I dag lærer vi selvfølgelig af hver event, vi deltager i, og udvikler Kreativ Legeplads ud fra det,” fortæller Helga Björk Jónsdóttir.

I løbet af det sidste år har Kreativ Legeplads udviklet sig i en endnu mere kreativ retning, som har givet udslag i en badgemaskine og gnubbetatoveringer med Ungdommens Røde Kors’ logo.

”Tatoveringerne er et godt eksempel på, at alle nye idéer er velkomne. Det var et forslag fra en frivillig i PR Hovedstaden, som faktisk endte med at blive taget op på nationalt plan i Ungdommens Røde Kors,” forklarer Helga Björk Jónsdóttir.

PR-gruppen har erfaret, at det er en god idé at have et bestemt tema til eventen:

”Et tema er med til at fange de forbipasserendes opmærksomhed, og det er nemmere for os at udvikle idéer, når vi har et fast tema. For eksempel satte vi på Kulturnatten fokus på fattigdom. Børn og voksne kunne på et stort stykke papir skrive deres bud på, hvad det ville sige at være fattig i Danmark,” forklarer Helga Björk Jónsdóttir.

Men der er selvfølgelig også udfordringer forbundet med Kreativ Legeplads:

”Den største udfordring er altid at transportere sagerne hen til stedet, hvor vi skal være – især når campingvognen skal med,” indrømmer Helga Björk Jónsdóttir. ”Og så har vi desværre også erfaret, at de besøgendes fremmøde kan være afhængigt af vejret!”

En Kreativ Legeplads i dit lokalområde?

Har du fået blod på tanden til at skabe en kreativ legeplads i dit lokalområde? Så kan du få flere staldtips til indhold og indretning af en eventstand ved skrive til prh_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.urkmail.dk. Det gælder også, hvis du som en del af URK Hovedstaden er interesseret i at låne Kreativ Legeplads til et større eller mindre arrangement i dit område. Kreativ Legeplads kan tilpasses situation, behov og ønsker.


Læs mere om PR Hovedstaden
Læs mere om vores lokale udviklingsråd i Hovedstaden

Denne artikel er tagget med:

Semine er ét af frivillighedens ansigter

Semine er en rejseglad pige, der elsker at hygge sig med sine venner. Og så er hun ungdomsfrivilig i Uganda.

Læs mere her

Et samarbejde, der opfylder drømme

HR Hovedstaden drømmer om at klæde de frivillige i Ungdommens Røde Kors godt på med faglige kompetencer til det frivillige arbejde. Drømmene bliver til virkelighed med hjælp fra et virksomhedssamarbejde med Novozymes.

Læs mere her

VEBS - en nærdødsoplevelse

Valbys Ekstraordinære Børneshow samler årligt unge talenter fra alle kanter af Valby. På trods af sin popularitet blandt Valbys børn og unge, har showet haft en usikker fremtid på grund af mangel på frivillige kræfter. Nu arbejdes der målrettet på at samle frivillige til at skabe endnu en aften i talenternes tegn.

Læs mere her

Man sætter da ikke børn i fængsel!

Eller gør man? Ungdommens Røde Kors satte børn i fængsel og indsamlede underskrifter for at markere modstanden mod nedsættelsen af den kriminelle lavalder.

Læs mere her

Kursus hjælper frivillige på rette vej

Hvad gør man, når et barn fortæller, at han bliver slået derhjemme? Hvordan håndterer man en situation med hash, og hvad nu hvis et barn bliver mistænkt for at stjæle? Det var blot nogle af de spørgsmål, som blev diskuteret på Ungdommens Røde Kors’ introkursus for ferielejransøgere i Odense.

Læs mere her

Julehygge på Kongelunden

Hvordan skaber man julehygge for børn, der bor på et asylcenter? Det giver en gruppe frivillige fra Ungdommens Røde Kors opskriften på.

Læs mere her