Sandra er ét af frivillighedens ansigter
Sandra Holmberg er 26 år og arbejder til daglig som ejendomsadministrator hos HD Ejendomme. Hun er vokset op i den lille by Munkebo uden for Odense og beskriver sin opvækst som ganske traditionel. ”Jeg er så meget familien Danmark, som det næsten kan blive”. Og netop derfor var det en stor udfordring, da hun startede som frivillig i Ungdommens Røde Kors og pludselig skulle forstå unge mennesker med en helt anden baggrund end sin egen.
Af Edyta Gawron, juni 2011
Sandra har siden 2009 været projektleder på mentorprojektet Solskinsunge, et projekt, hvor frivillige er med til at støtte unge skoleelever fra socialt belastede områder. Planen er at motivere eleverne i deres udfordringer i hverdagen og valg af uddannelse i fremtiden. Sandras drivkraft er, at hun gerne vil rykke sine egne grænser, og hun fortæller, at det til at begynde med var en udfordring at skulle forstå unge med en anden religiøs baggrund eller mennesker, som er i Danmark, fordi de er flygtet hertil. ”Jeg må jo indrømme, at jeg har taget mig selv i at have levet i den sædvanlige fordom om unge mennesker fra Vollsmose, og jeg var ikke sikker på, at de ville være interesseret i et projekt som vores. Men det har vist sig, at de er topmotiverede. De har haft lyst til at deltage, og jeg er meget positivt overrasket over, hvor meget de har givet. Så der blev fordommene manet helt til jorden.”
Glæde som drivkraft
Da Sandra startede var de kun to projektledere, frem for fire som det normalt kræves af projektet, hvilket betød ekstra arbejde, men hun fortæller, at arbejdet var spændende, og at det gør det let at engagere sig, når man kan se, at de unge sætter pris på projektet. ”Det er virkelig motiverende, at man kan se, at de glade for det. I starten var det en stor udfordring at stille sig op foran 30 teenagere og få dem til at interessere sig for det, du siger – det ligger langt fra min egen hverdag. Men det var slet ikke noget problem at få dem til at lytte. Til at begynde med kunne jeg også tænke: En ung knægt med irakisk baggrund – hvad kan jeg lige snakke med ham om? Men det er faktisk gået meget nemt. Alle kan jo snakke om fodbold. Og nu har jeg ikke lyst til at give slip på dem.”
Sandras bedste oplevelse som frivillig var, da klassen, hun arbejder med, bad de frivillige om at arrangere deres sidste skoledag i 9. klasse. ”Det var så sjovt, og jeg blev meget glad for, at de spurgte. Det må jo betyde, at de synes, at det, vi gør, er godt, og at de godt kan lide os.”
En organisation med muligheder
Udover oplevelserne med de unge elever, som har været over al forventning, forklarer Sandra, at det ikke var helt tilfældigt, at det blev Ungdommens Røde Kors, som skulle have glæde af hendes frivillige kræfter. Hun oplever Ungdommens Røde Kors som en organisation i udvikling med en masse spændende aktiviteter. ”Jeg ville gerne have lov til at prøve forskellige ting inden for frivilligt arbejde, og det kan man her. Det var ikke lige mig at stå i en genbrugsbutik. Og så får man en meget stor omgangkreds, festglade og positive mennesker, som alle har hjertet på rette sted.”
Ud over Sandras fremtidsplaner om at læse videre til HDR, en uddannelse inden for regnskab og økonomi, er hun ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte med at være frivillig i Ungdommens Røde Kors. ”Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at være det. Der er super gode mennesker, og de holder jo også på en. Det skal jeg selvfølgelig være en del af, det kan ikke være anderledes,” fortæller hun.
Læs mere om Solskinsunge
Mød flere frivillige i Fotoudstillingen Frivillighedens ansigter









