På tur med en pigeklub

Hvorfor kan vi ikke mødes to gange om ugen? spørger en af pigerne fra pigeklubben på Blågårds Plads i København, da dagens udflugt er ved at være forbi. Så glade er pigerne for at komme der.

Af Michelle Holmegaard, august 2007

Det er tirsdag, og klokken er fire på en lidt kølig eftermiddag i april. Ved mødestedet på Blågårds Plads på Nørrebro venter jeg på BGPigerne, som i dag skal på udflugt. Pigeklubben, der holder til i nærliggende lokaler, mødes hver tirsdag mellem kl. 16 og 18. Hver anden gang står den på udflugt i Københavnsområdet, og i dag lyder programmet på kanalrundfart.

BGPigerne er en af de klubber for børn, der findes i Ungdommens Røde Kors. Klubberne er et fristed, hvor børnene kan knytte venskaber og få nogle gode oplevelser i selskab med frivillige voksne. BGPigerne er specielt for piger mellem 7 og 12 år, og meningen er, at de skal sluses videre til klubber for lidt ældre, når de fylder 13, så de fortsat har et fast tilholdssted. 

Opmærksomhed og voksenkontakt
Det var Nanna, der startede klubben for snart halvandet år siden. Det gjorde hun, fordi hun havde lagt mærke til, at så mange børn i kvarteret strejfede rundt på gaden uden at have et tilholdssted. Det ville hun gerne gøre noget ved, og pigeklubben er derfor et tilbud til piger om at have et fast tilknytningspunkt, hvor de kan få nogle oplevelser, og hvor der er nogle, der tager sig af dem.

Pigerne kommer nemlig fra familier, hvor de er ofte overladt til sig selv. F.eks. fortæller Nanna, at to af pigerne en dag stod og bankede på hendes dør. De havde fundet ud af, hvor hun boede, og hjemme var der ikke nogen til at tage sig af dem. - Pigerne har brug for at, der er nogen, der er der for dem, som de kan regne med, og som giver dem den opmærksomhed og den voksenkontakt, de har brug for. Det kan pigeklubben give dem, siger Nanna.

Planerne ændres
Ved mødestedet begynder pigerne så småt at dukke op, men de fire frivillige, der står for klubben i dag, har en dårlig nyhed. De har besluttet at aflyse kanalrundfarten pga. vejret. Det falder ikke i god jord hos pigerne, der begynder at beklage sig: ”Øv, jeg havde glædet mig sådan.” Miriam, som er den af de frivillige, der har været i klubben næstlængst, forklarer, at det er for koldt til en kanalrundfart og fortæller om den nye plan, der går ud på at tage til Søndermarken og se Cisternerne, som er en underjordisk glasudstilling. Selvom pigerne mugger lidt, bliver de overbevist, og udflugten til Søndermarken begynder.

"Pigerne bliver selvfølgelig skuffede, når planerne ændrer sig, men de bliver gode igen når først vi er kommet af sted. Vi er nogle gange nødt til at ændre planerne, for vi kan ikke være sikre på, at pigerne er forberedt til udflugten. Da vi sidste gang skulle på tur til Vesterbro og være ude hele eftermiddagen, havde nogle af pigerne ingen ikke jakke med, selvom det var en kold dag. Derfor blev vi også enige om at aflyse kanalrundfarten i dag," siger Miriam. 

Ikke nemt at være fattig
På vej til Søndermarken er pigerne noget bekymrede over, om der nu skulle være rotter der nede under jorden, men da vi ankommer, behøver de ikke længere bekymre sig, for det viser sig, at Cisternerne er lukkede. Den gode frivillige har imidlertid altid en plan B, og Miriam foreslår hurtigt, at gruppen tager til Vesterbro Torv og får en is i stedet. Den idé falder naturligvis i god jord hos pigerne, der er glade for caféture og restaurantbesøg. Pigerne kommer fra hjem, som ikke har så mange ressourcer, og som derfor heller ikke har overskuddet til at tage børnene ud og give dem de oplevelser, som andre børn tager for givet.

- Pigerne får ikke så mange oplevelser hjemme. Når vi f.eks. spørger, hvad de har lavet i weekenden, svarer de oftest, at de har været i Føtex eller sådan noget. Det er ikke nemt at være fattig i det forbrugsinferno, som resten af Danmark oplever i disse år, siger Miriam.

Forskellige behov
På vej til Vesterbro Torv er den aflyste kanalrundfart næsten glemt, og pigerne snakker lystigt med hinanden og de frivillige. De frivilliges rolle er primært at give pigerne nogle gode oplevelser og et stabilt tilholdssted. Men derudover får pigerne i klubben kontakt til voksne, som kan fungere som rollemodeller for pigerne. Der må ikke komme drenge i pigeklubben, men der findes tilsvarende drengeklubber, og når pigerne og drengene har hver deres klub, handler det ifølge Nanna primært om, at piger og drenge i den alder har forskellige behov.

"Drenge har en masse energi, der skal brændes af, mens pigerne skal have lov til at hygge og snakke om Beyonce. Skal man lave et ordentligt tilbud til børnene, må man tage udgangspunkt i deres behov, og i den alder synes pigerne bare, at drenge er åndssvage," siger Nanna. 

Svært at få frivillige
På Vesterbro Torv får pigerne den lovede is, og de spørger nysgerrigt til de to andre frivillige Majken og Josefine, der begge er forholdsvis nye i klubben. Det har hidtil været svært for Nanna at rekruttere nye frivillige, selvom der har været hårdt brug for det. F.eks. ville Nanna gerne dele klubben op, så der var en klub for de 7-10 årige og en for de 10-13 årige. Men det kræver flere frivillige, ligesom det kræver, at flere piger bliver opmærksomme på klubben. Hidtil har pigerne fundet frem til den via mund til mund metoden, da der ikke har været nok frivillige kræfter til for alvor at gøre opmærksom på klubbens eksistens i lokalområdet.

"Jeg tror, at mange, der melder sig som frivillige i Ungdommens Røde Kors, er lidt tilbageholdende over for det at skulle være frivillig i en klub, for her skal man forholde sig til børnene på en anden måde end i f.eks. en lektiecafe, hvor man har et specifikt mål med det at være sammen med dem. I en klub får man nok et mere personligt forhold til børnene, og man skal virkelig være der for dem," siger Nanna. 

Bare være sammen med de andre
Selvom de ikke er meget for det, bliver pigerne overtalt til at gå langs søerne tilbage til Blågårds Plads. På vejen fortæller Nanna, at de tirsdagen efter skal lave poesibøger, og det glæder pigerne sig til. En af dem spørger, hvorfor de ikke kan mødes to gange om ugen, for hun glæder sig altid sådan, til det bliver tirsdag. Nanna svarer, at det måske kan lade sig gøre, hvis der kommer nogle flere frivillige. Da jeg i den forbindelse spørger en af pigerne, hvad der er det bedste ved at komme i klubben, svarer hun genert: ”Det ved jeg ikke rigtig. Bare at være sammen med de andre”, hvorefter hun læger armen om veninden.