Nyskabende filmklub på Café Zusammen
AmZontag er navnet på Café Zusammens kreative filmklub. Cirka 40 unge fik fornøjelsen af den første filmaften, der blandt andet bød på gratis popcorn, filmafstemning og konkurrence.
Af Allan Nisgaard, maj 2010
Iført rød og hvid silkebluse og med en megafon i hånden stod militærnægter Frederik søndag den 25. april og delte gratis popcorn ud på H C. Ørstedsvej. Der var nedtælling til den første aften i filmklubben AmZontag, hvor cirka 40 unge var mødt op. Sammen med sin ven, militærnægter Lars Charli, har Frederik startet en klub på Café Zusammen, som byder på en utraditionel filmoplevelse.
”Folk er så skide organiserede i Danmark, og de planlægger ofte hverdagen. Sådan skal det ikke være i AmZontag. Her skal der være plads til at ske noget uventet. Man skal have mulighed for selv at bidrage med noget, hvis man vil”, siger Frederik.
Udover filmen ”Blinkende Lygter” og en god portion thaikylling med ris, bød den første aften på filmafstemning og konkurrence med en fjernstyret bil i baggården. Det var begyndelsen på Filmklubben AmZontag, der fremover kommer til at foregå hver søndag fra klokken 16. Klubben er for alle unge, som har lyst til at nyde det sidste af weekenden med film og hygge i selskab med andre.
”Stemningen skal være afslappet, og man skal være velkommen til at møde op i nattøj og hjemmesko. Det skal være et sted, hvor det er lige før, man får lyst til at smide benene op på bordet, men uden at gøre det”, pointerer Frederik.
Fribilletter og rabatkuponer
Som en ekstra service har AmZontag valgt at arbejde sammen med onsdagsklubben Garagen, som er en musikalsk værkstedsklub på spillestedet RUST. Gæsterne i AmZontag bliver tilbudt en fribillet til Garagen, og gæsterne på Garagen får en rabatkupon til mad i AmZontag. Klubarrangør på Garagen Rasmus Haukrogh er godt tilfreds med samarbejdet.
”De folk som kommer på Café Zusammen er ofte frivillige, som beskæftiger sig med humanitært arbejde. Os der kommer på Garagen er meget hippe og kreative. Jeg synes det er sjovt, at vi laver noget sammen i stedet for at konkurrere. Gæsterne på Café Zusammen får måske lyst til at komme på RUST og omvendt”, siger Rasmus.
Frederik stoppede sin civile værnepligt den 20. maj, men han har lovet RUST at fortsætte et halvt år frem. Derefter overtages styringen af andre.
Læs mere om AmZontag på facebook










