Muzungu, how are you?

Ida og Nishan er to af de otte danske ungdomsfrivillige fra URK, som har oplevet Uganda helt tæt på. De var i Afrika i fem måneder for at arbejde frivilligt for Uganda Red Cross Society.

Af Ida Nørfelt Lund og Nishan Prasana Krishnapalan, september 2009

Efter en måned i Uganda kan vi se, at livet her langtfra er det samme som i Danmark - især hvis man flytter til en lille by ved navn Kamuli. Posthuset er lilla og halvdelen af byens huse fungerer som skrigende reklamesøjler for de tre største mobilselskaber.

Vi tilpassede os begge hurtigt det ugandiske liv i Kamuli, men vi har fundet ud af at privatliv ikke er noget man dyrker her. Børnene i byen har næsten slået lejr foran vores vinduer og døre og råber deres små stemmer hæse: ”Muzungu (hvid person), How are you?”. Selv når man skal en tur på toilettet, hører man dem råbe.

En af de første dage ville Ida læse lidt ude på vores indhegnede terrasse i ro og fred, men inden der var gået ti minutter, stod næsten tyve meget kære, men også lidt drilske børn op ad hegnet til terrassen og underholdte hende med sange og hjemmelavede snurretoppe. Det blev ikke til så meget læsning lige den formiddag!

Vi har allerede på meget kort tid fået smagt det meste af udvalget på vores lokale restaurant ”Exotic”, hvor de fleste frokostmåltider bliver indtaget. Det er nu også dér, de laver den bedste matoke (varm og lidt fast bananmos). Derudover nyder vi godt af posho (majsmel blandet med vand) og ris sammen med enten kylling, oksekød eller fisk. Ønsker vi en anden eller mere varieret kost, må vi eksperimentere hjemme på vores to gasblus!

Klinikken og frivillighedskultur
Byens bedste klinik, hvor man kan blive tilset af en læge, består af et virvar af sygeplejersker, som griner, fniser og laver sjov med hinanden, imens en række syge mennesker ligger klemt sammen i et lokale med armene i drop.

Vi skulle da også komme til at opleve klinikken på tæt hold, da Nishan efter kun fem dage i Kamuli fik madforgiftning med feber og diarré. I de dage slog han lejr på toilettet. Doktoren som tilså ham var en stor madamme, som imellem konsultationerne hjalp sine 3 børn, som også var til stede, med deres lektier.

Selvom der ikke var spor af malaria i kroppen, mente doktoren, at Nishan skulle på en anti-malaria kur og i drop. Denne kur har vist sig at være en form for vidundermiddel, som åbenbart bruges ved de fleste sygdomstilfælde. Det skal lige siges, at Nishan er på benene igen efter flere eftersyn både i og udenfor hovedstaden Kampala.

Frivillighedskulturen er også anderledes her. I Danmark plejer de frivillige i URK at være studerende, som er tilknyttet arbejdsgrupper, hvorimod størstedelen af de frivillige i Uganda Red Cross Society består af arbejdsløse unge. De frivillige har ikke altid noget at lave på kontoret, så det ikke er usædvanligt at en fyr dukker op og får sig en ordentlig morfar på sofaen eller blot sidder og stirrer ud i luften det meste af dagen.

International camp
Under vores ophold har vi også nået at deltage i en international camp med 140 andre deltagere. Disse bestod af 20 deltagere fra udlandet, hvoraf 11 var fra Danmark. Så vi gjorde alt, hvad vi kunne for at bidrage med den internationale vinkel. På lejren havde man forskellige forholdsregler og en af dem, der blev kraftigt håndhævet var: ingen sex, hvilket blev beskrevet som ”no connection”.

Programmet sørgede for at ingen skulle være i stand til at ”connecte”. Man skulle gå i seng kl. 23.30 og op klokken 5:30 til morgengymnastik. I løbet af dagen var der heller ikke mange pauser til at rende ud i busken til lidt ”private time”, hvis det var det, man ville. Pigerne sov også indendørs i et hus, hvorimod drengene sov i telte, og begge områder var strengt forbudt for det modsatte køn.

Til et møde blandt nogle deltagere og arrangørerne, hvor man diskuterede connecting, viste der sig en reel frygt for, at et par ville blive taget på fersk gerning iført røde kors t-shirts af en forbikørende journalist, som ville bringe denne nyhed i den lokale avis. Heldigvis blev der ikke noget af det på lejren!!!

På lejren fik vi en række kulturelle forskelle at mærke. For os danskere var nogle ting lidt svære at sætte sig ind i, men vi har taget det hele med som gode erfaringer, vi kan bruge i vores branches. Alt i alt endte vi med at have nogle rigtig fine dage på lejren, og vi har alle fået skabt os en masse nye venskaber.

Vi er nu vendt tilbage fra den internationale lejr og nu skal vi virkelig i gang med vores arbejde i Kamuli Branch og håber at tre introduktionsperioder kommer os til gode.

Sidste nyt i Kamuli er et udbrud af ”Black flies”, som tilsyneladende lægger larver i huden, hvor de kan leve i op til 14 år og medføre blindhed! Godt vi har en lejlighed med myggenet!