Man sætter da ikke børn i fængsel!
Eller gør man? Ungdommens Røde Kors satte børn i fængsel og indsamlede underskrifter for at markere modstanden mod nedsættelsen af den kriminelle lavalder.
Af Karina Ertmann Krammer, april 2010
Midt på Strøget – få meter fra Storkespringvandet – er fem børn på henholdsvis 13 og 14 år buret inde. I dag er det bare for sjov. Børnene skal kun stå der i et par timer og der bliver sørget godt for dem med vindruer, kiks og chokolade. Men indespærring af børn kan blive virkelighed i Danmark i den nærmeste fremtid, hvis regeringens lovforslag vedtages.
Derfor gik URK på gaden mandag den 12. april for at indsamle underskrifter mod nedsættelsen af den kriminelle lavalder. Og de frivillige fra politisk styregruppe havde valgt en god dag og en god placering. Det var dejligt forårsvejr, og der var masser af mennesker på Strøget.
Julie Willerslev fra politisk styregruppe var med til at arrangere happeningen, som i nogens øjne måske kan virke som en politisk handling. Julie forklarer: ”URK har meninger om politiske emner, selvom vi er neutrale. Vi taler jo børnenes sag. Hvem gør ellers? Der har slet ikke været nok debat om lovforslaget i medierne, så det var naturligt for os at gå ind i det her. Vi ved jo fra egne erfaringer, at det er forebyggelse, der hjælper”.
Indespærrede børn og Guantanamo-symbolik
De indespærrede børn tiltrækker sig en del opmærksomhed. De er iført enten orange eller hvid- og sortstribede fangedragter. Der er fire piger og én dreng. Drengen, som hedder Ziggy, har fået spændt en kæde om benene, og med den orange kedeldragt oveni er ligheden med fangerne på Guantanamo slående.
Marie Borum Pedersen, som er politisk næstformand i Ungdommens Røde Kors , fortæller, at Ungdommens Røde Kors med oprettelsen af den politiske styregruppe har påtaget sig en rolle som fortaler for udsatte børn og unge. ”Vi har pligt til at bruge vores erfaring til at tale disse børns sag”.
Erfaring har man ifølge Marie masser af: ”På URK’s aktiviteter, som for eksempel vores lektiecaféer og mentorordninger, er vi i kontakt med nogle af de kriminalitetstruede børn, og vi ved, at vi gennem forebyggende indsatser kan skabe bedre vilkår for de her børn og unge”, fortæller Marie.
Og Ungdommens Røde Kors står ikke alene. Lovforslaget er i strid med anbefalinger fra flere eksperter på området – blandt andre Kommissionen vedrørende Ungdomskriminalitet under Justitsministeriet, FN's Børnekomité, Dansk Psykolog Forening, Dansk Socialrådgiver Forening samt flere strafferetsprofessorer.
På trods af de mange fagfolks anbefalinger holder regeringen dog fast i, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder vil have en præventiv effekt.
Marie er bange for, at nogle af de unge vil havne i voksenfængsler, fordi der ikke er plads på institutionerne for de unge. ”Det kan faktisk ende med, at de her børn kommer i fængsel. Det må aldrig komme så vidt, at vi sætter børn i fængsel”, fastslår Marie.
Hun tilføjer, at hvis lovforslaget vedtages, så håber hun, at politikerne i det mindste vil give de unge en pladsgaranti, så det ikke sker.
Synes du, børn skal i fængsel?
Der var god opbakning til happeningen, hvor blandt andre Berlingske Tidende og TV2 Lorry lagde vejen forbi. Det fortæller Sophie Bjerregaard, som er National konsulent i URK. Sophie oplever, at folk for det meste reagerer positivt, og hun er glad for den opmærksomhed, som URK’s happening har fået.
Julie, Marie, Sophie og de ca. 14 frivillige iført URK t-shirts går frem og tilbage på Strøget og uddeler flyers med teksten ”Synes du, børn skal i fængsel?” Det er der mange, der ikke synes. Det er alt lige fra børn og mødre til forretningsmænd og pensionister, der med deres underskrift gerne vil være med til at vise deres bekymring på denne solrige mandag i København.
Og det hele foregår kun få skridt fra Christiansborg, hvor der den 15. april tages stilling til et lovforslag, som ifølge URK kan få voldsomme konsekvenser for udsatte børn i Danmark.
Hvad mener du? Hvis du er enig med URK, kan du være med til at sige nej til nedsættelse af den kriminelle lavalder med din underskrift.
Se flere billeder fra eventen og læs mere.










