Lambang er ét af frivillighedens ansigter

Vis på kort


De frivillige er rygraden i Ungdommens Røde Kors. De holder ikke bare børne- og ungeprojekterne kørende, men udvikler også ideer til nye initiativer. De kommer med hver deres historie og hver deres motivation, og deres drivkraft og engagement er det, der skaber organisationens succeshistorier. Lambang Buwono Nusantoro Arianto har været frivillig i Ungdommens Røde kors, siden han var 21.

Af Julie Damgaard, juni 2011

Lambang Buwono Nusantoro Arianto er 27 år gammel og bosat i København. Han er medicinstuderende og bliver færdiguddannet til sommer. Lambang er et godt eksempel på den initiativrigdom og det overskud, der kendetegner det frivillige korps i Ungdommens Røde Kors. Ikke nok med, at han snart har gennemført et udfordrende studie, han har samtidig haft energien til at involvere sig i arbejdet med og for sårbare børn og unge. Noget af det første, han gjorde var således at åbne en lektiecafé i Valby, hvor han selv er vokset op.

Fra lektiecafé til talentshow
Lambang kender miljøet i Valby indgående og ved, at her bor mange udsatte børn og unge, som mangler solid voksenkontakt og nogen at dele deres historier med. Udgangspunktet for lektiecafeen har således ikke ’blot’ været at give nogle børn den fornødne hjælp med skolearbejdet, men også at sikre dem et frirum, hvor de kunne udvikle sig og hente inspiration. Primært har Lambang ønsket at være en god ven og voksen støtte for børnene; en de kunne læne sig op ad.

Sideløbende med indsatsen i lektiecafeen har Lambang fungeret som frivillig i det lokale PR-udvalg, hvor han allerede efter et år blev udnævnt til formand, og har i den forbindelse været med til at iværksætte og gennemføre flere PR-events. Men det er ikke det eneste. Han har også været med til at etablere den succesrige aktivitet VEBS, Valbys ekstraordinære børne show, der løber af stablen en gang om året i Valby. Her optræder alverdens børn fra 3.-9. klasse med netop dét, de er gode til. Nogle synger og danser, andre tryller eller spiller teater. VEBS hjælper de unge af med evt. sceneskræk og giver dem tips til, hvordan de bliver gode performere.  

Fremtidsdrømmen blev født i Ungdommens Røde Kors
Lambang er i dag, efter et par år som formand for Ungdommens Røde Kors VSV (Valby, Sydhavnen og Vesterbro) menigt medlem af organisationen. De mange år i organisationen har bekræftet ham i, hvad han gerne vil. Han vil gerne arbejde med børn og unge. Målsætningen er at blive børnelæge, men vejen må gerne først bringe ham til nogle af verdens brændpunkter. Både den administrative og praktiske del af nødhjælpsarbejdet appellerer til ham, og fra et job som lægevikar i akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus ved han alt om, hvad det vil sige at stå med patienter i en kritisk tilstand. Her har han lært at træffe hurtige, kompetente beslutninger i en hektisk situation. Han kan se, at det frivillige arbejde i Ungdommens Røde Kors har gjort ham langt mere struktureret i sit arbejde og sat ham i stand til at have med mange forskellige mennesker at gøre. Og at det vil komme ham til gode også fremover.

Lambang er helt bevidst om, at alle ikke fødes lige. Det har det frivillige arbejde været med til at understrege. Men det behøver ikke betyde, at mennesker ikke får de samme muligheder. Hans bedste oplevelse i Ungdommens Røde Kors hedder Mustafa og er en 3. klasses-elev, Lambang tidligt fik ind i lektiecafeen i Valby. På det tidspunkt kunne Mustafa hverken forstå tal eller bogstaver, og skolen havde mere eller mindre opgivet den lille dreng. Han var blevet flyttet over i bunken af sociale sager. 1 år tog det med hjælp og opbakning fra de voksne i lektiecafeen. Så kunne Mustafa både læse og regne, og ingen så længere drengen som en social sag. Selvværdet steg, og Mustafa begyndte at få venner. I dag går Mustafa i 9. klasse, men han har ikke glemt støtten i lektiecaféen og kommer der stadig med jævne mellemrum.

Lambang er en team-player, i ordets bredeste forstand. Dette viser sig ikke bare i de tætte bånd, han har til sin familie, i hans spil-præstationer på håndboldbanen eller i valget om at bosætte sig i et minikollektiv med vennerne. Men også i det kæmpe netværk, han via sit arbejde i Ungdommens Røde Kors har formået at skabe. Og team-players er Ungdommens Røde Kors' måske største aktiv.


Læs mere om vores lektiecaféer
Mød flere frivillige fra fotoudstillingen Frivillighedens ansigter

Denne artikel er tagget med:

Hvordan gør vi bedst en forskel for udsatte børn og unge?

På Landsmøde 2011 diskuterede frivillige og medlemmer deres hjertesag - nemlig hvordan Ungdommens Røde Kors bedst gør en forskel for udsatte børn og unge.

Læs mere her

Tredive lande taler højere end ét

To af vores frivillige var med, da EURCYN - netværket af Røde Kors’ ungdomsorganisationer i Europa - mødtes for at lægge sidste hånd på netværkets fælles holdning til migration.

Læs mere her

Et samarbejde, der opfylder drømme

HR Hovedstaden drømmer om at klæde de frivillige i Ungdommens Røde Kors godt på med faglige kompetencer til det frivillige arbejde. Drømmene bliver til virkelighed med hjælp fra et virksomhedssamarbejde med Novozymes.

Læs mere her

Study buddy

Regeringen har som mål, at så mange unge som muligt skal have et liv med uddannelse og job. Men hvordan ser det ud med mulighederne for at uddanne sig, hvis man sidder i et lukket fængsel?

Læs mere her

Kursus hjælper frivillige på rette vej

Hvad gør man, når et barn fortæller, at han bliver slået derhjemme? Hvordan håndterer man en situation med hash, og hvad nu hvis et barn bliver mistænkt for at stjæle? Det var blot nogle af de spørgsmål, som blev diskuteret på Ungdommens Røde Kors’ introkursus for ferielejransøgere i Odense.

Læs mere her

På date med Ungdommens Røde Kors

I fredagsbaren på Aarhus Universitet var der mulighed for at date ni unge piger fra Ungdommens Røde Kors. Der kom ingen middagsaftaler ud af anstrengelserne. Alligevel var arrangørerne tilfredse.

Læs mere her