Kampklare piger på solskinsøen
Solen slår smut over Bornholm, da en lille gruppe frivillige fra URK Bornholm mødes ved Multietnisk Kulturhus i Rønne for at forberede dagens pigeklub. De frivillige er alle gymnasieelever fra Bornholms Gymnasium og har siden årsskiftet været med til at arrangere ugentlige, sociale aktiviteter for flygtningepiger. Dagens arrangement er det sidste før sommerferien, og der er lagt i ovnen til masser af hygge – og en god portion udfordringer.
Af Julie Damgaard, juni 2011
URK Bornholm blev stiftet for tre år siden, og afdelingen har haft udpræget succes med deres onsdags-sportsarrangementer, der hver uge tiltrækker et stort antal drenge og enkelte ”kampklare” piger. I 2010 blev det besluttet at udvide arrangementsfladen med nogle aktiviteter specielt målrettet pigerne, og således blev ”pigeklubben” til.
Det har taget lidt tid at nå ud til målgruppen, men med god hjælp fra de ansatte i Multietnisk Kulturhus* og drengene fra ”onsdagssporten”, der hurtigt fik solgt konceptet til deres søstre og disses veninder, samles seks faste brugere plus det løse i klubben hver tirsdag. Pigerne har forskellig baggrund: Nogle er børn af asylansøgere mens andre hører til den gruppe af kvoteflygtninge, Danmark efter aftale med UNHCR hvert år tilbyder genbosætning i en af landets kommuner. Fælles for dem alle er behovet for at skabe sig et socialt netværk i deres lokalmiljø, møde nye veninder og have et frirum med fokus på sjovt og uforpligtende samvær.
Tøserunde
På dagens pigeklubprogram står der skattejagt, og mens de frivillige hurtigt fordeler sig ud på poster i Rønne, begiver pigerne sig af sted fra Multietnisk Kulturhus. Undervejs er der boldleg, rebus-løsning og almindelig tøsesnak, og det er en stolt 11-årig Hong Sar, der via ledetrådene til sidst finder skatten i et klatrestativ på legepladsen bag ved biblioteket. Skatten er en stor bakke fyldt med hjemmebagte chokolademuffins, som gruppen skyller ned med sodavand på en nærliggende græsplæne. Herefter bliver der spillet rundbold, og både frivillige og brugere går op i det med liv og sjæl.
”Pigeklubben skal ikke ses som et sted, der yder hjælp til eller babysitter flygtningebørn”, fortæller Nanna Langkilde, formand for URK Bornholm. ”Det er et sted, hvor brugere og frivillige mødes på lige fod omkring nogle aktiviteter, som vi beslutter i samråd. Siden opstarten lige efter jul har vi haft flere forskellige kreative projekter, for eksempel har vi tegnet på t-shirts, lavet perleplader og smykker og malet. Vi mødes som hovedregel i Multietnisk Kulturhus, men efter vejret er blevet godt, er vi gået udendørs for at lege og spille bold.”
Nanna fortsætter: ”Det arrangement, jeg selv har været gladest for, var et orienteringsløb, vi lavede i april. Løbet indebar en række gruppeøvelser, der gjorde, at pigerne lærte hinanden bedre at kende. Vi har nu en god gruppe af faste brugere, men vil gerne have flere piger med. Vi har derfor fået lavet nogle foldere om vores aktiviteter, som skal distribueres rundt omkring på øen, blandt andet på skoler og biblioteker. For fortsat at kunne gennemføre vores aktiviteter har vi samtidig brug for flere frivillige fra gymnasiet. Det er derfor vigtigt, at vi får fat i de nye 1.g'ere, der starter efter ferien. En måde til dette er den kommende Wonderfestiwall ved Hammershus den 25.-27. august, og vi undersøger lige nu muligheden for at få en bod med der."
Målrettet aktivitet
Solen er så småt begyndt sin gang mod horisonten, men der er stadig varme i luften på Bornholm, og pigerne har masser af krudt at brænde af. Der bliver leget gemmeleg, og derefter findes bolden frem igen til en afsluttende omgang stikbold. Luften sitrer af energi, latter og høje opbakningsråb.
Før pigerne siger farvel og tak for et begivenhedsrigt første halvår i pigeklubben, ønsker hinanden en god sommer og går hver til sit, griber jeg fat i 11-årige Hong Sar og 13-årige Ysra, der har boet henholdsvis fem og fire år i Rønne. De to piger hørte begge om Ungdommens Røde Kors’ pigeklub gennem en ansat i Multietnisk Kulturhus og kommer der nu fast.
Ysras bror har længe været bruger af ”onsdagssporten”, og for Ysra, som kommer direkte fra fodbold for at deltage i pigeklubben, er det tydeligt, at det er de fysiske og kreative aktiviteter, der trækker. Hun nævner de aftener, hvor de har bagt og spist sammen i pigeklubben som helt specielle, men hun synes, det er særligt dejligt at komme ud. Og der er ingen tvivl om, at netop leg og boldspil gør det nemmere at kommunikere og være sammen på tværs af nationaliteter, ikke mindst til gavn for de børn og unge, der endnu ikke taler så godt dansk.
Ysra og Hong Sar glæder sig til sommerferien. Ysra skal til København med familien, og Hong Sar skal fejre sin 12-års-fødselsdag. Men de kommer begge til at savne tirsdagene i pigeklubben. På spørgsmålet om, hvad det bedste ved klubben er, falder svaret prompte fra Ysra: ”Alt. Man går derfra med et ekstra smil på læben.” I næste sæson håber begge piger, at der også vil blive plads til nogle ture rundt på øen.
URK Bornholms aktiviteter er et eksempel på, hvordan integration ser ud – og virker – i praksis. Frivillige og brugere er i gang igen i august. URK Bornholm satser på at indlede efterårssæsonen med en kombineret hyggeeftermiddag og grillfest for både onsdagssport og pigeklu
Læs mere om Ungdommens Røde Kors Bornholm
Læs mere om Multietnisk Kulturhus











