Juleklip med Ungdommens Røde Kors
Igen i år bød Ungdommens Røde Kors julen velkommen med en hyggelig juleklippedag i Storcenter Nord i Aarhus. De mange fremmødte børn foldede deres kreative sider ud, og det var ikke kun traditionelt juleklip, der blev hængt på juletræerne.
Af Lærke Eg Nørmark, december 2011
Frivillige fra Ungdommens Røde Kors havde taget nissehuer på og fundet julehumøret frem, da de juleklippede det meste af en lørdag i Storcenter Nord.
De frivillige havde fyldt to store borde med alt fra silkepapir, pap og skabeloner til pebernødder og julekager. Centeret havde stillet to juletræer til rådighed, som kun ventede på at blive pyntet. Så der var dannet perfekt grund for en hyggelig juledag i frivillighedens tegn.
En tegning pynter også
Allerede fra starten af formiddagen var der mange børn, som blev fristede og løsrev sig sine forældres hænder for at hjælpe med at klippe og pynte juletræerne. Mens forældrene handlede julegaver, klippede børnene alt fra sjove nisser til flotte engle.
De mindre børn gav farveblyanterne en ordentlig tur på det hvide papir, som resulterede i flotte tegninger. Ligesom nisserne og englene en efter en blev hængt på træet, ville en af de mindre drenge også have hængt sin tegning på træet. Straks blev der lavet to huller og den fine tegning prydede de grønne nåle mindst lige så meget som nisserne, englene og de flettede julehjerter.
Juleklip og juleønsker
Børnene synes det var rigtig sjovt at klippe og havde selv mange fornøjelige ideer til de forskellige skabeloner. Da en dreng var færdig med at klippe sin nisse, sagde han højt: ”Den skal ligne Super Mario, som jeg ønsker mig”.
Derefter blev de blå og røde farver flittigt brugt, mens han med lys i øjnene remsede hele sin ønskeliste op. Det smittede hurtigt af og mange af de andre børn løftede sløret for deres juleønsker, mens de omhyggeligt klippede og spiste pebernødder.
Hele dagen var præget af hyggelig julestemning, hvor de mange børn hyggede sig med de frivillige fra Ungdommens Røde Kors, der hjalp med at sætte snor i det fine julepynt.
”Det er rigtig sjovt at klippe” sagde en af pigerne, mens hun forsigtigt hang sin engel på træet. ”Det er min engel. Jeg har nemlig skrevet navn bag på” fortsatte hun med stolthed i stemmen, mens hun betragtede den gule engel, der glad smilede tilbage.
Endnu en succes for Ungdommens Røde Kors
Én efter én kom forældrene tilbage efter årets julehandel og gaveræs. Mange udtrykte deres glæde over at kunne handle i ro og mag, mens deres børn havde klippet julepynt:
”Det er så fint lige at kunne handle børnenes julegaver, samtidig med de kan hygge sig hos jer frivillige” sagde en af forældrene.
Nogle af børnene havde svært ved at løsrive sig fra juleklipningen og blev derfor tilbudt at få lidt pap og snor med hjem, så de kunne udsmykke deres eget juletræ med frivilligt juleklip.
Det gjorde det lidt lettere at komme op fra stolen, og med skønsomme smil søgte børnene tilbage til deres forældres hænder, hvorefter de frivillige takkede for en dejlig dag.
Årets juleklip var igen en succes for Ungdommens Røde Kors i Aarhus, og de frivillige er ikke i tvivl om, at de gentager arrangementet næste år.
Læs mere om vores aktiviteter
Læs mere om Ungdommens Røde Kors Aarhus










