JEG KUNNE LEVE ET ÅR PÅ EN UGES OMSORG

I år var det 23-årige Lines femte år som frivillig på Påruplejren – en af Ungdommens Røde Kors’ mange ferielejre, der hver sommer giver børn og unge et fristed med oplevelser, nærvær og omsorg. Og netop omsorgen og nærværet er helt uvurderligt ifølge Line, der selv var fast ferielejrbarn hver sommer det meste af sin barndom.

Af Cecilie Meldgaard Goth, september 2011

Line deltog i sin første ferielejr som 7-årig og fortsatte med at komme på Påruplejren hver sommer, indtil hun fyldte 15 år. ”Egentlig var jeg for gammel, men jeg havde svært ved at undvære den årlige lejr, for jeg kendte jo både lejren og alle hjælperne rigtig godt,” forklarer Line om, hvorfor hun fortsatte som ferielejrbarn så længe.

Som 16-årig blev hun tilbudt af Påruplejrens leder at hjælpe til i køkkenet på den årlige lejr, og det gjorde hun i to år, inden hun besluttede sig for selv at blive frivillig og hjælpe med at give andre børn som hende en god oplevelse en uge hver sommer.

Levede et år på en uges omsorg
Line mener selv, at grunden til at hun blev ved med at komme på Påruplejren år efter år, var den opmærksomhed og det nærvær, som hun fik den ene uge hver sommer. ”Jeg kan huske, at jeg følte mig særlig, når jeg skulle af sted på lejr,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg kunne leve et helt år på den omsorg og det nærvær, jeg fik i løbet af den uge – bare det at man som barn blev set og hørt, det var en fantastisk følelse.”

Line husker særligt en episode fra en af barndommens mange ferielejre, hvor hun sammen med et par andre børn fjollede inde på værelset. En frivillig kom ind for at få dem til at slappe lidt af, og Line kastede en dyne i hovedet på den frivillige, der blev vred og forlod værelset.

”Jeg kan huske, at jeg havde det rigtig skidt med, at jeg havde kastet dynen i hovedet på hende, og næste dag besluttede jeg mig for at finde hende og sige undskyld,” fortæller Line, der derfor dagen efter opsøgte den frivillige pige, der til Lines store forbavselse slet ikke var vred på hende, og som også tilgav hende med det samme.

”Jeg var ikke sådan en type, der havde nemt ved at sige undskyld, så det betød virkelig meget for mig at blive tilgivet, selvom jeg havde trådt ved siden af,” forklarer Line om, hvorfor lige netop denne episode står så klart i erindringen. ”På de årlige ferielejre fandt jeg virkelig ud af, hvordan det er, når nogen vil gøre og være noget for dig. Hvordan det er at få nærkontakt fra voksne, der har tid og overskud.”

Ferielejrbarnet der blev frivillig
Og netop nærkontakten, omsorgen og overskuddet var noget, som Line gerne ville give videre til andre børn, der ligesom hende selv manglede det hjemmefra. Så derfor var der heller ingen tvivl om, at hun selv skulle være frivillig på en ferielejr, da hun blev ældre. ”Jeg tror, at jeg bedre kan sætte mig i børnenes sted, fordi jeg selv har været på lejr. Jeg ved, hvad den uges omsorg betyder, for jeg kunne som sagt leve på den et helt år, da jeg var barn,” forklarer hun.

Selvom en uge som lejrfrivillig ikke kun er sjov og ballade, men også hårdt arbejde er Line slet ikke i tvivl om, at hun skal være frivillig på Ungdommens Røde Kors’ ferielejre rigtig mange år endnu.

”Det er hårdt, men det glemmer man faktisk, for man har den der gejst gennem hele ugen, så man bliver først træt, når man er hjemme igen,” siger hun om livet som ferielejrfrivillig. ”Og så er der jo fællesskabet med alle de andre frivillige og den fælles glæde over at se, at det, vi laver, lykkedes. At børnene er kede af det, når de skal hjem, fordi de har kunnet lide at være her.”

Faktisk er Line så glad for at være frivillig, at hun overvejer at blive børnekoordinator eller lejrleder en dag. ”Mange tror måske, at det er hårdt arbejde, men det er faktisk det modsatte. Det er ikke så meget aktiviteterne, vi laver, men det nærvær vi giver børnene, for som barn kan man som sagt leve et helt år på den omsorg og nærvær, som man får i løbet af den uge. Og det er da helt fantastisk at få lov til at være en del af.”

Læs mere om Påruplejren
Læs mere vores ferielejre