Idræt i Jordans gader
Ungdommens Røde Kors har i samarbejde med Jordansk Røde Halvmånes ungdomsafdeling holdt et seminar i en lille by udenfor Amman i Jordan.
Rasmus der er frivillige i styregruppen for sundhed og idræt var med. Han introducerede nye lege og aktiviteter som inspireration til flere aktiviteter i de jordanske lokalafdelinger.
Af Karina Bargholz, juni 2010
I slutningen af maj drog Rasmus til Jordan sammen med fire andre repræsentanter fra Ungdommens Røde Kors for at deltage i seminaret: ’Youth with a mission’. Til dagligt er han med i styregruppen for sundhed og idræt i Ungdommens Røde Kors og skulle derfor dele ud af sine erfaringer på netop dette område.
En dag på seminaret
En typisk dag starter med traditionel jordansk morgenmad – grøntsager, pandekager og yoghurt – imens dagens program bliver gennemgået og dagen forinden bliver evalueret. Dagene er opdelt efter emner blandt andet indenfor sportsaktiviteter, international humanitær ret og lektiehjælp til de indsatte i ungdomsfængslerne. Dette er nogle af de nye fokusområder, som de jordanske frivillige bliver introduceret til for derefter at kunne implementere det i deres arbejde.
Traditionelle danske lege
I forbindelse med seminaret har Rasmus fået til opgave at forberede et oplæg hjemmefra, som kan inspirere de jordanske frivillige til aktiviteter på sportsområdet. Han har valgt ikke at vise endnu en PowerPoint-præsentation, men i stedet at hive seminarets deltagere op af stolene og med udenfor. Legene er traditionelle, danske lege, som ikke kræver særligt mange ressourcer, men derimod samarbejde. Stemningen er god iblandt deltagerne, og med stor entusiasme vender alle tilbage til barndommen for en kort stund.
Idræt bringer folk sammen
Isaam Sadeq, som har arbejdet med udbredelsen af sport i henholdsvis Libanon og nu i Jordan, er også til stede på seminaret. Det viser sig at han har mange lignende ideer til lege og sportsaktiviteter, hvilket kommer som en stor overraskelse for Rasmus:
”Jeg havde ikke lige forventet at Isaam ville have mange af de samme ideer, eller at han ville kende til de lege, som jeg har lært herhjemme i Danmark.”
Efter et øjebliks stilhed fortsætter han: ”Idræt er relevant på mange områder, særligt i forhold til integration. Det samler folk på tværs af kulturer og er et godt redskab til at få folk til at arbejde sammen. Idræt bringer folk sammen.”
En kreativ tilgang til idrætsaktiviteter
Klimaet og manglen på sportsarealer udfordrer de frivillige til at tænke i nye baner og til at have en kreativ tilgang til planlægningen. Aktiviteterne skal i langt højere grad tænkes ind i gadebilledet og kunne for eksempel arrangeres på tomme parkeringspladser, på et afspærret stykke gade og spontant de steder i byen hvor store grupper børn i forvejen opholder sig.
I Libanon havde Isaam Sadeq for eksempel haft succes med et projekt, hvor en uddannet træner blev udstyret med en cykel, som var pakket med sportsudstyr. Han kørte ud hvor børnene legede og brugte udstyret til at inspirere til leg og sammenhold. Det handler altså om at undersøge, hvor børnene er, og hvilke aktiviteter der passer til deres behov.
En øjenåbner
Rasmus er også selv blevet inspireret af denne tur og er vendt hjem med nye erfaringer, som han vil tage med i sine overvejelser når han i fremtiden skal planlægge aktiviteter for børn og unge i Danmark. Han synes især godt om de aktiviteter, der opstår spontant der, hvor børnene befinder sig og hvor der opstår et behov, som man ikke kan planlægge flere måneder forinden. Han mener at de frivillige skal mere ud i marken for at udforske de behov, der er og bruge disse som grundlag for nye frivillige aktiviteter.
Som de fleste andre frivillige, som får muligheden for at rejse ud og opleve frivilligt arbejde i andre kulturer, har Rasmus også gjort sig nogle personlige erfaringer:
”Det var lidt en øjenåbner for mig. Turen har virkelig øget mine interesser for mellemøsten. Jeg har været meget fastlåst i at jeg skulle til Afrika hvis jeg skulle lave frivilligt arbejde, men det var vist en skør ide. Det var en meget positiv oplevelse med en masse søde mennesker.”
Læs mere om Ungdommens Røde Kors' jordangruppe og få gode idéer til sjove aktiviteter med børn og unge i Ungdommens Røde Kors’ inspirationshæfter.










