Røde Kors-bevægelsen
Ungdommens Røde Kors er en selvstændig humanitær ungdomsorganisation under Røde Kors i Danmark og den internationale Røde Kors-bevægelse. Vi har et tæt strategisk partnerskab og samarbejde med Røde Kors i Danmark.
Røde Kors i Danmark
Røde Kors i Danmark er en demokratisk organisation, der består af 250 lokale afdelinger. Hvert andet år samles repræsentanter for de lokale Røde Kors-afdelinger til et repræsentantskabsmøde, der er den øverste beslutningsmyndighed i Røde Kors i Danmark. I mellem repræsentantskabsmøderne varetager en styrelse den foreningspolitiske ledelse i Røde Kors i Danamrk. Røde Kors i Danmark blev stiftet i 1876.
De nationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber
Der er 186 nationale selskaber verden over. Det er næsten ét i hvert land. Selskaberne arbejder nationalt, og hvis muligt også internationalt. Røde Kors og Røde Halvmåne er to betegnelser for den samme organisation.
Det internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber (IFRC)
Det internationale Forbund af Røde Kors og Røde Halvmåne-selskaber er paraplyorganisation for de 186 nationale selskaber. Forbundet samarbejder med ICRC og de nationale selskaber i forbindelse med katastrofer og udviklingshjælp. Forbundet blev stiftet i 1919.
Den internationale Røde Kors Komite (ICRC)
Den internationale Røde Kors Komite arbejder i krise-, konflikt og krigssituationer. Genève-konventionerne giver ICRC mandat til på eget initiativ at arbejde i krigsførende lande. ICRC blev stiftet i 1863.








