Bliv frivillig i Grønland
Hvorfor er vi i Grønland?
De humanitære behov i Grønland er overvældende. Ikke mindst blandt de unge i lokalområderne, hvor mange vokser op med store sociale problemer, ensomhed og dysfunktionelle familieforhold. Det sociale sikkerhedsnet er spændt til bristepunktet, og mange steder når det slet ikke ud.
Ungdommens Røde Kors samarbejder med Grønlandsk Røde Kors på at give de unge mulighed for at udvikle sig socialt og personligt ved at oprette et frirum, hvor de kan mødes og få hjælp, rådgivning og mulighed for at deltage i sociale aktiviteter.
Hvad laver vi i Grønland?
Vi arbejder sammen med Grønlandsk Røde Kors for at støtte unge grønlændere, der har interesse i at udføre frivilligt socialt arbejde for udsatte børn og unge. Samarbejdet tager udgangspunkt i kapacitetsopbygning med særligt fokus på at skabe bæredygtigt ung-til-ung frivilligt arbejde i Grønland. De unge frivillige skal være i stand til at udvikle og vedligeholde aktiviteter og rekruttere og fastholde nye frivillige.
Hvorfor skal du være frivillig i Grønlandsgruppen?
Det er spændende at samarbejde med Grønland, fordi vi danskere og grønlændere har et helt særligt forhold. Igennem historien har Danmark spillet en stor rolle i det grønlandske samfund – og gør det stadig. Som frivillig i Grønlandsgruppen har du muligheden for at påvirke dette forhold positivt gennem sociale fællesskaber, og du har muligheden for at skabe aktiviteter for unge grønlændere.
Hvordan er du frivillig i Grønlandsgruppen?
Du skal være frivillig i Grønlandsgruppen, hvis du har lyst til at tage del i ovenstående arbejde og styrke unges situation i Grønland. Gennem arbejdet vil du få erfaring med projektudvikling og projektimplementering, og der vil være mulighed for besøg i Grønland som et led i projektets udvikling.
Projektudviklingen foregår i samarbejde med unge frivillige fra Grønlandsk Røde Kors, og i den forbindelse er vi værter for de grønlandske frivillige, når de besøger Danmark med henblik på erfaringsudveksling.
Hvem skal du kontakte?
Aktivitetsledere Joan Rasmussen på joanspost_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.gmail.com eller Astrid Holm på astridholm_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.gmail.com
International konsulent Morten Lynge Madsen på morten_@If you can read this, please upgrade to a modern browser.urk.dk eller 35 37 25 55.








