Hr. Berg – prisvinder og unikt koncept
Årets frivilligpris 2010 gik til aktiviteten Hr. Berg, som er et caféprojekt for unge, der er indlagt på Rigshospitalet. Idéen er at samle de unge og skabe rammer for hygge og socialt samvær.
Af Stine Erhardsen, november 2010
Det var en sygeplejerske, der nominerede Hr. Berg til årets frivilligpris, og det betyder meget for de frivillige, fordi sygeplejersken har set, hvilken forskel Hr. Berg gør for de indlagte børn og unge. Hendes nominering af Hr. Berg er et bevis på, at caféen har formået at være synlig på hospitalet, og at den bliver værdsat af både personale og de indlagte børn og unge. I nomineringsteksten står blandt andet:
”Jeg er dybt imponeret over det arbejde, der må lægges for dagen dernede. Derudover er caféen bare super hyggelig at komme i, de frivillige er rigtig imødekommende, og det er virkelig på de unges præmisser.”
Afbræk i en travl hverdag
Lige som de unge bruger Hr. Berg som et pusterum til at komme væk fra det triste hospitalsværelse, bruger de frivillige også caféen som et afbræk i en travl hverdag. For mange af de frivillige betyder det lige så meget for dem at være der, som det gør for børnene, og deres engagement er ægte.
Iben, som jeg snakkede med, har været frivillig i lidt over et halvt år, og for hende er det en mulighed for at hygge om mennesker, som ikke selv har det store overskud i hverdagen.
”Det er meget livsbekræftende, og tingene bliver lige sat i perspektiv,” siger Iben og smiler. ”Man går altid glad hjem samtidig med, at det minder én om, at det er godt at tænke på andre mennesker en gang i mellem.”
Glæden er tydelig at spotte hos Iben, og det samme gør sig gældende hos de andre frivillige, der er på vagt den aften, jeg kigger forbi Riget.
Opsøgende besøg
Der er tre frivillige på vagt hver aften, og det giver en fleksibilitet i forhold til sygdom blandt de frivillige, men det giver også mulighed for at besøge en ung, hvis han eller hun ikke har mulighed for at komme ned fra hospitalsværelset. Caféen er ikke proppet i hverdagen, men gennemsnitligt kommer der fire til seks unge hver aften.
Som ung kan det være svært at gå ned i caféen for første gang, derfor fokuserer de frivillige på at komme rundt på hospitalet og opsøge de unge indlagte og gøre dem opmærksomme på tilbuddet. På den måde bliver det lettere for de unge at forholde sig til stedet. Personalet på Rigshospitalet er også gode til at reklamere for caféen, og der er et godt samarbejde mellem de frivillige og sygeplejerskerne, hvilket nomineringen til frivilligprisen også vidner om.
Glædeligt gensyn
Iben fortæller, at der på Kulturnatten kom en pige, som tidligere havde brugt caféen, da hun var indlagt. Hun ville bare lige kigge forbi og sige hej. Personalet kunne ikke genkende hende, fordi hun siden sidst havde fået hår på hovedet. Sådanne besøg fortæller sin egen historie om, hvor vigtigt et sted Hr. Berg er.
Det var også tydeligt at se Hr. Bergs betydning til fødselsdagsfesten, hvor der var fuldstændig fyldt med mennesker, der alle kom for at fejre, at Hr. Berg havde 1-års fødselsdag. Gæsterne var en blandet flok, hvoriblandt der både var forældre, indlagte, sygeplejersker, tidligere indlagte, frivillige og læger. Også et par kendte lagde vejen forbi. Der var arrangeret forskellige aktiviteter såsom bordfodboldturnering, tryllekunstner og lagkagekastning, og alt dette foregik i meget hyggelige og fødselsdagspyntede omgivelser. Ballonerne og flagene talte deres eget tydelige sprog – der blev fejret noget. Den aften var det tydeligt at mærke, at Hr. Berg har påvirket mange familier positivt i en svær periode af deres liv. Og denne bekræftelse er selvfølgelig med til at gøre det ekstra sjovt og meningsfyldt at være frivillig.
Det eneste sted i Danmark
Hr. Berg er ikke bare et fantastisk initiativ, det er også unikt, fordi det ikke eksisterer andre steder i Danmark. Det var Ungdomsmedicinsk Videnscenter, som startede caféen sidste efterår, og senere kontaktede de Ungdommens Røde Kors. Ungdomsmedicinsk Videnscenter ville gerne arbejde sammen med en organisation, der arbejdede for udsatte børn og unge, og til den profil passede Ungdommens Røde Kors. Samtidig blev de en del af et netværk, så de lettere kunne rekruttere frivillige.
I øjeblikket er der tilknyttet enogfyrre frivillige, hvoraf seksten er nye, og det vidner om, at det ikke er svært at tiltrække frivillige. Faktisk har interessen været så overvældende, at det har været nødvendigt at vælge blandt ansøgningerne, fordi der simpelthen har været flere ansøgere, end der var plads til. Det er et luksusproblem, når man taler om ulønnet arbejde. Men det er bare med til at understrege aktivitetens unikke karakter.
Mærk efter
Før de starter deres arbejde på Rigshospitalet, skal de frivillige på en intro-weekend, hvor de laver sociale aktiviteter og får afstemt deres forventninger. Det kan være svært at vide, hvad man som frivillig skal forvente af jobbet, og derfor er det godt at snakke med andre om det, så man ved, hvad man går ind til. Samtidig skal de frivillige have en introduktion til arbejdet – hvordan skal man håndtere de syge unge, der kommer i caféen? Iben støtter op omkring introweekenden, men tilføjer også:
”Arbejdet skal erfares. Man kan snakke nok så meget om det, og om hvordan man tror, det bliver. Men man får første virkelig en fornemmelse af det, når man kommer på sin første vagt.”
Det vigtigste er, at de frivillige står til rådighed og holder caféen åben, fordi den fungerer som et andet forum, hvor de frivillige viser interesse for, hvem de unge er som mennesker, og ikke kun, hvem de er på baggrund af deres sygdom. Som frivillig må man mærke efter, om de vil snakke om deres sygdom eller ej. At snakke om sygdom er absolut ikke tabubelagt i Hr. Berg – for det fylder meget, hvis de unge har været syge længe. Men samtidig skal der også være plads til at bruge caféen som et fristed, hvor man kan hygge sig uden at snakke om sygdom. De unge sætter dagsordnen i Hr. Berg og uden de frivillige ville det ikke være muligt!
Læs mere om Hr. Berg










