Hæder til projektansvarlig fra Ungdommens Røde Kors Aarhus
Da Aarhus Kommunes Frivillighedspris 2010 blev uddelt, var én af de fem nominerede Anna Dalgaard, der er projektansvarlig for en af Ungdommens Røde Kors Aarhus’ pigeklubber - Pigeklubben Rosenhøj.
Af Anne Jørgensen, december 2010
”For jer drejer det sig ikke kun om at lave et stykke frivilligt arbejde. Det er blevet kald”.
Sådan indledte rådmanden for Kultur & Borgerservice i Aarhus Kommune arrangementet, da Aarhus Kommune uddelte deres Frivilligpris for år 2010. Ordene beskriver de nominerede rigtig godt. Alle fem er ildsjæle, der gør en stor indsats indenfor det frivillige område, så spændingen var stor forud for prisoverrækkelsen. Da vinderen skulle afsløres var der dog ingen tvivl; stikordene kunne kun gå på Anna, og til massive klapsavler fik hun overrakt blomster og gave, samt en check på 25.000 kroner.
Annas dedikerede engagement og oprigtige interesse i pigerne i pigeklubben overbeviste dommerkomitéen, og sammen med prisen fulgte stor ros for det arbejde, Anna og de andre frivillige udfører.
Efterfølgende var der nærmest mediestorm på Anna, der måtte stille op til billeder, svare på spørgsmål fra flere journalister, og trykke en masse mennesker i hånden. Anna greb muligheden og fik fortalt endnu mere om pigeklubben, og den forskel pigeklubbens frivillige gør.
Anna er selvsagt glad og stolt over prisen, men tilføjede også, at selvom hun blev overrasket, så kom det alligevel ikke som den helt store overraskelse:
”Ungdommens Røde Kors har så mange fantastiske og vedkommende aktiviteter, og heldigvis er der andre end os selv, der kan se det.”
Lad det være en opfordring: giv hinanden et skulderklap for det gode arbejde, der bliver gjort rundt omkring, og få fortalt de gode historier om Ungdommens Røde Kors’ mange aktiviteter landet over!
Læs artiklen om prisoverrækkelsen i Aarhus Stiftstidende
Læs mere om Ungdommens Røde Kors Aarhus
Læs mere om vores klubber










