From Belarus with love
Lærke Krohne fra URK Bornholm og Louise Nielsen fra URK Viborg var i Minsk, Hviderusland, på international lejr, for at lære, hvordan man formidler viden om HIV, trafficking, hospitalsklovneri og skabe kontakter, der skal hjælpe det kommende samarbejde mellem dansk og hviderussisk Røde Kors.
Af Louise Villadsen Nielsen, august 2010
Privet, kak dela? Eto vas kto iz Danii? Sådan blev vi mødt, da vi søndag den 25ende juli ankom på hotellet i Minsk. Vores tolk fortalte os så senere, at det betød ”Hej, hvordan går det? Er det jer der er fra Danmark?” Og jo, det var os, Lærke og jeg, der var fra Danmark, som sammen med Ukraine, Litauen, Polen og Rusland deltog i den internationale lejr i Minsk, Hviderusland.
Smil og vink
Sprogbarrieren var for Lærke og jeg stor, da ingen af os kunne russisk, så vi udviklede en ’smile and wave’-teknik, som går ud på at se interesseret ud i timerne, samt at bruge en masse gestik og mimik for at få kommunikationen til at glide bare nogenlunde, når vores dejlige tolk fx var på toilet. En lille håndfuld kunne heldigvis engelsk, og det var en lettelse, at kunne spørge ind til deres liv, gøren og laden uden at skulle have en tredje mand. For man kan sige meget, men de hviderussiske unge er søde, åbne og meget engagerede i aktiviteterne omkring dem.
Eksperter i klovneri
Hver dag var der evaluering om dagen i går, og turen gik demokratisk rundt til alle i rundkredsen, hvor alle ville - og skulle - byde ind. De, der ikke var mødt op til den ’frivillige’ morgengymnastik eller ikke havde været aktive i de foregående timer, blev diskret bedt om at hæve (energi)niveauet, for at gruppen samlet kunne få mest muligt ud af de oplæg, som de frivillige havde forberedt og som eksperterne i hhv. HIV, trafficking og hospitalsklovneri kom for at fortælle om. Fritid var der ikke meget af, så de andre deltagere lærte vi at kende i spisepauserne eller til de internationale fester som blev afholdt efter sengetid. Alt er forbudt, og alt kan lade sig gøre, som de siger i Kina.
Bogen fuld med kontakter
Lærke og jeg selv tog fra Minsk med en adressebog fyldt med mails og telefonnumre, en masse nye input til fremtidigt frivilligt arbejde, kontakter til samarbejdet med Hviderussisk Røde Kors og en varm følelse af taknemmelighed over alle de dejlige mennesker, der tog i mod os og hovedrystende prøvede at forklare os, at det altså er helt normalt, at drukne sin salat i majonæse.
